Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

H. P. Holst:

For Komantik ag Historie.

Forſte Bind.

Rjobenhavn,

P. G. Philipſen, Hovedcommisſlonair.

rå

1868.

Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle.

Indhold.

Side Til Danmark. Af H. P. Hollis 1. Mod Slutningen. Af L. Bodtche uu 3. Original og Portrait. Pf Ad. Roſenkilde 5. Skikkelſer fra Oldtiden: J. Cackrkhõuꝶm000 12. Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. Af C. Hauch .... 20. Fra Simone. En Novelle af H. P. Hole 43. Den kretenſiſke Opſtannʒvů˖ d Od 78. Muſik i Naturen. Af P. H. Warming 84. De to Sangere. Af F. L. Hoeddtee. . q. 109.

Skovkapellet i Dyrehaven. Af H. P. Holst. . 115.

Rufin Piotrowski. En polſk Adelsmands Domfaeldelſe, De⸗ portation, Fengſelsliv i Siberien og Flugt . 117 og 240.

Prindſesſen fra „Ruhekrug“. En Fortælling fra 1848 af

H. P. Hol, ln sm mo ob 172. Egil Skallegrimſens Saga. Af H. G. Bohr 194. Skallingen. Af Thomas Lanna 226. J Hjemmet. Af Kr. Arent zr 237. Margrethes Friere. Fortalling, grundet paa en ſand Be⸗

givenhed. Af Henrik Hertz 299. Aveiro og Coimbra. Af H. C. Anderſen 325. De danſke Skarpſkytter. En Sang = Cyclus af Carl

Anderſe ns ene fa aen 336. To "Digte af A. Mu nrgh n 349. Rusſiſke Prindſesſer i Fangenſkab hos Schamyl 5 0 0 353. Charakteriſtik af Karl den Tolvte. Af Bernh. v. Beſkow.

(Efter Forfatterens Manuſeript 0... ere . 418.

Brillantringen. En Novelle af H. P. Holst....... 431.

Side Chorſang af Alesſandro Manzoni, overſat fra Italienſt

rf, TS STED, 461. Kilden til „De Uadſtillelige“. En Notits af F. L. Høedt 465. Sommerbilleder. Af Andreas Bog 469. Patkuls Domfeldelſe. Af Bernh. v. Beſkow. (Efter

Forfatterens Manuſcriptũꝛꝛ .…….…. 474. Bjørneffindet. En Novelle efter Théodore Pavie ved

r e ee REEVES PSR NEN SEEEREDER 485. Stropher til Muſik. Af Henrik Herta 532.

Den danſte Skueplads og Commisſionen. Af F. L. Høedt 538. Om Operaen „Haus Heiling“. Af P. H. Warming .. 566.

Den unge Fange. Af Andrée Chèe nie 577.

Natteſtemning. Af Andreas Booo dg 580.

Gunlog Ormetunge. Efter ⸗Gunnlaugs saga Ormstunga» F deff, Aeenerer 581.

Benvenuto Cellini. Et Charakteerbillede af H. P. Holst 619. Manoela, en Fortælling fra Azorerne, efter Théodore Pavie ved H. P. Holnnsdgdgdg. 658. To Borneſange. Af F. L. Hoedeek 695. Literatur og Kunſt. Af Udgiveren 101, 231, 342, 467 og 699.

Gil Danmark.

Vort Fedreland, i Folkemund, J Sfkjaldeqvad og Viſer

Fra Arilds Tid og til idag

Din Skjonhed høit man priſer; Selv Havet ſynger for din Fod, At her er godt at vere,

Og Stormens Bruſen ſvarer med En Hymne til din re.

Din ſtorſte Skjonhed er dog ei Den, ſom paa Marken gynger

J Overflod af gyldne Ax

Og friſke Blomſterklynger —

Ei heller den, hvis grønne Bragt Udfolder ſig i Skoven

Med Foraarsduft og Fugleſang Og ſpeiler ſig i Voven.

Din ftørfte Skjonhed er, at frit — Gom Havet om Dig bruſer, Som Sæben bølger paa din Mark, Som i bin Skov det ſuſer — Saa frit til hvert et gavnligt Værk Nu Mandens Kraft fig rører,

Saa frit nu flyver Ordet ud,

Og frit man paa det hører!

Ja, hvad vi end. har tabt og lidt,

Og hvad vi end ffal frifte,

De Baand, der os til Hjemmet bandt, De Baand ffal aldrig briſte!

Det fige vi — det ſige de,

Som bittert nu vi ſavne,

Men ſom engang, det troe vi faſt, Igjen hos os vil havne!

5. p. Holst.

Mod Slutningen.

Tak, Gud! for hver en Glæde, Din Kjærlighed mig gav! — Snart maa jeg vel ftaae rede Med Pas og Reiſeſtav.

Hav Tak for Sangens Gave J al din Miſkundhed,

Og gid at jeg maa have Den til mit ſidſte Fjed!

Maaſkee det turde baade,

Om end Du gav mig Raſt, — Der er ſaa mange Traade, Som endnu holde faſt.

Endnu er ſvag min Vinge,

Og Du ſaa hellig ſtor, —

Jeg foler mig ſaa ringe,

Jeg er ſaa tung af — Jord! 1*

Vel blinker i det Fjerne

Din Almagts lyſe Pant;

Dog vinker end den Stjerne Mig født, hvor Livet ſvandt —

Den Jord, Du har hufvalet Med Schakſpears gyldne Sang, Hvor Rafael har malet,

Og Mozarts Toner klang! —

End tenker jeg paa Graven Kun med en frygtſom Aand, Og „Ordet“, Pilgrimsſtaven, Er ſjelden i min Haand.

Held hvo i Uſkyldsalder

Din lyſe Himmel ſeer! —

Den Sjæl, [om ſeent Du falder, Er ei ſaa værdig meer.

Men, Gud! Du er den Samme,

Er Kjerligheden ſelv, Og Du vil mild annamme

Mig uden „Vee!“ og „Skjolv“! Sudvig Bodtcher.

—

Original og Portrait.

(Fra Udſtillingstiden.)

Af Ad. Roſenkilde.

„Naa, ſidder Du der, Emilie! Jeg har gaaet og føgt om Dig. Lad os dog følges ad; kom nu!“

„Ja, vent blot et Sieblik. Jeg forſikkrer Dig, Thora, jeg blev ganſke ſoſyg af at ſee pan Ssrenſens Stykke.“

„Hvad ſiger Du da om hende, den Stakkel, ſom hænger der ligeoverfor og maa fee paa den gyngende Baad fra Morgen til Aften? Det er da ogſaa tydeligt, at hun har ondt. Naar man ſeer ſaaledes ud, ſkulde man virkelig holde fig hjemme. Kom nu og lad os gage ind i Verelſet, hvor mit Portrait hænger.”

„Vil Du nu derind igjen, Thora? Jeg ſynes, det maa genere Dig, naar Folk opdage, at Du er Originalen, og begynde at critiſere Ligheden.“

„Aa, man lægger ikke Merke til mig, og det er faa morſomt at høre, hvad de ſige om Portraitet.“

6 Original og Portrait.

„Det maa Du da have faaet nok af: „aa, hvor hun er deilig, hvor hun er deilig!“ Har Du hort Andet?“

„Nei, endnu ikke, Gud ſkee Lov, og det er juſt det Allerdeiligſte. — Der er Theodor. Theodor! Theodor! Theodor! Saa, nu ſkal han tilſdes! Theo⸗ dor! hører Du ikke, Menneſke? bliv dog hos os. Hvor har Du været henne?“

„Inde i Modelſalen“, ſvarede Theodor, „for at fee „Niels Ebbeſen og Grev Geert“ lidt efter i Som⸗ mene. Jeg forſtager ikke, at Grev Geert kan fee ſaa⸗ ledes ud under de Omſtendigheder.“

„Nei, det kan jeg begribe“, ſvarede hans Soſter. „Du havde naturligviis ſtrax puttet Dig ned under Dynen.“

Theodor nedlod fig ikke til at beſvare dette Angreb paa hans Mod og vendte ſig mod Soſtykket, ſom han betragtede igjennem Haanden. Han havde neppe faaet fig ſtillet op foran et andet Maleri, før hans Soſter kom farende hen imod ham og greb ham i Armen med ſtor Heftighed.

„Naa, Thora, hvorfor river Du ſaadan i mig?“

„Kom og folg med, ſkynd Dig! Nu ſtaaer han igjen derinde og ſtirrer paa mit Portrait.“

„Hvem?“ ſpurgte Theodor.

„Aa, han, det unge, blege Menneſke med det dei⸗ lige forte Haar og Steenkulssinene. Han har ſtaaet

vs

Original og Portrait. 7

foran mit Billede lige fra den forſte Dag, Udſtillingen blev aabnet.“

„Og Du har da heller ikke talt om Andet i al den Tid.“

„Bare Du kunde ſkaffe mig at vide, hvem han er!“

„En anden Gang flal jeg være til din Tjeneſte“, ſvarede Theodor, „men nu maa jeg gage. Jeg fkal til min Manuducteur Kl. 2.“

Thora trak ikke deſto mindre af med ſin Broder, der, ſaaſnart han var traadt ind i det betegnede Verelſe, hvor Veninden Emilie kom dem imode, forte de unge Damer hen i en Vinduesfordybning. Der udſpandt fig nu en bæmpet Samtale med lidenſkabelig Hurtighed.

„Nei, hvad ſiger Du“, ſpurgte Thora, „ſaa Du kjender ham? Herre Gud! piin mig ikke længere, men ſiig mig, hvem han er, og hvad han hedder?“

„Det er en ung Veſtindianer. Jeg var ſammen med ham i forrige Uge paa Ballet hos General- confulen.“

„Hvorledes kom De der?“ afbrød Emilie ham.

„Jo, Generalen ſamler ikke alene paa Penge, han ſamler ogſaa paa Svenffe og Normænd, og da jeg har ſvenſk Familie — rigtignok langt ube — blev jeg ſtrax inviteret.“

„Theodor, Theodor!“ udbrød Thora, hvis Utaal⸗ modighed over denne Afbrydelſe var ſpendt til det Pverfte. „Det var jo om Veſtindianeren, Du fkulde tale. Hvad hedder han?“

8 Original og Portrait.

„Han hedder naturligviis Brown; det er jo et Fellesnavn for den hele Race.“

„Han ſeer jaa ſpeermeriſk og ulykkelig ud“, be⸗ merkede Thora; „men han er ſod.“

„Ja, ſkulde han ikke være ſod! han eier hele fire Sukkerplantager. Nu ſkal jeg gage hen og tiltale ham. Man ſiger, han er her for at ſoge ſig en Kone, og da han vel ikke vil gifte ſig med Skilderiet, ſkal jeg ſenere prœſentere Dig for ham, hvis Du har Lyſt til at blive Veſtindianerinde.“

Hermed ſkred Theodor henimod den blege, ſort— haarede Yugling, der ſtod ganſke henſunken i Beſkuelſen af det deilige Kvindehoved.

„Theodor er fan lapſet“, ſagde Thora, idet hun med ſpendt Opmeerkſomhed iagttog hvad der forefaldt imellem de to unge Herrer. „Synes Du ikke, han er lapſet, hvad Emilie? — og ſaa kaad!“

„Han kunde maaſkee være noget mere tilbage⸗ holden”, ſagde Emilie med et Smiil, „iſcer naar der handles om delicate Materier, men der er en vis Frem⸗ fuſenhed hos unge Herrer, ſom kan være meget elff- værdig og unægtelig kan have ſtore Reſultater. Hvor han vil blive overraſket, den unge Veſtindianer, naar han nu pludſelig kommer til at ſtaage Anſigt til Anſigt med Dig! Hvorledes er Du tilmode?“

„Aa, tilmode“, ſvarede Thora, „hvorledes ſkulde jeg være tilmode? — jeg er blot lidt nysgjerrig efter at

—

— ͤ o —

—

—

2

Original og Portrait. 9

erfare, hvad der ſaaledes kan have fængflet ham ved mit Portrait.“

„Jo, lidt Hjertebanken har Du, og det har jeg ved Gud ogſaa. Der vendte han ſig om — nei ſikke Dine! Det er den ægte ſydlandſke Glod, ſom man ſkulde troe kunde ſtikke Ild i Portraitet, endſige i et ſtakkels lille Pigehjerte. Ja, Du kan ſagtens ſlaae Dig igiennem Verden, Thora! Dit Contrafei gjor Erobrin⸗ ger paa Üdſtillingen, medens din lille Perſon ſtikker Hjerter i Brand pan Baller og i Selſkaber, ha, ha, ha! Saa! — ſtaa nu faſt, min Pige! Der kommer din Broder med Indianeren.“

Thora horte kun halvt paa fin Venindes Bemerk⸗ ninger, og da de unge Herrer nærmede fig, blev hun jaa betagen, at hun ønffede fig langt bort.

Kicrſchous prægtige Landſkab aabnede fig pludſelig for hende, og netop ſom hun vilde fordybe ſig i de jydſke Hedebanker, begyndte Theodor Praſentationen.

„Froken Emilie Hanſen — Hr. Brown fra Veſt⸗ indien! min Soſter Thora — Hr. Brown fra Veſt⸗ indien!“ Froken Emilie ſogte Ly bag en kolosſal Ma⸗ trone, ſom om hun vilde ſikkre ſig. under den forven⸗ tede Exploſion, der imidlertid udeblev. Veſtindianeren blev flet ikke overraſket, eller ogſaa var han af de Indad⸗ vendte; han forſtod at beherſke Vulkanen, der raſede i hans Indre. Veſuv fkaffer fig Luft ved under et Tor⸗ denbrag at kaſte iveiret en Fontaine af glødende Graa⸗

10 Original og Portrait

ſteen, men vor Veſtindianer ventilerede kun med et ſtille Suk.

Theödor meente nu at have gjort Nok for Da— merne og abſenterede fig til ſtor Skade for Converſa— tionen, der flet ikke vilde komme iſtand. Veſtindianeren var i hoieſte Grad adſpredt, og der undflap ham kun enkelte afbrudte Ord, der viſtnok vare ligeſaa uarticule⸗ rede ſom de omtalte Graaſteen. Froken Emilie anſtillede Obſervationer i en beſkeden Afſtand, medens Froken Thora paa ſin Maade udlagde Hr. Browns forlegne, meget lovende Taushed.

„Er De en Ynder af Blomſtermalerier?“ ſpurgte hun Hr. Brown.

„Nei — ikke meget“, var hans korte Svar, idet han vendte ſig fra Originalen til Portraitet.

Efter en Pauſe gjorde Froken Emilie et Forſog.

„Hvad ſynes De om Grev Geert?“

„Er det den der?“ ſpurgte Hr. Brown pegende paa en ſtor Portraitfigur.

„Nei, det er Grev Lerche.“

„Ah, faa."

„Tal til ham om mit Portrait“, hviſkede Thora til ſin Veninde, der meget beredvillig henvendte et Sporgsmaal i den Anledning til den tauſe Veſtindianer.

„Finder De ikke, at det er en ſlaaende Lighed?”

Hr. Brown var altfor „flaaet“ til at opponere mod denne Bemeerkning.

„O, ja! det ligner, det maa ligne, det kan ikke

Original og Portrait. 11

være nogen, nogen Opdagel—, Opfindelſe, det, det — o, det er deiligt!“ Han vendte ſig nu mod Froken Thora, idet et ſaligt Smiil opklarede hans Anſigt. „Men jeg ffal ſnart fane Vished; Deres Broder vil præfentere mig for Originalen. Han ſagde for, at hun er heroppe idag!” — Med disſe Ord neermede han fig Doren, hvorigjennem Theodor var forſvunden for at gage til Manuducteuren.

Froken Thora ſtirrede forvildet efter Veſtindianeren, der nu ogſaa forſvandt ad den ſamme Dor til ſtorſte Forbauſelſe for begge de unge Damer.

Han gik for at ſoge den elſkede Original. Den Ulykkelige! Han fandt hende aldrig.

Jen Krog af Verelſet ſtod den lykkelige Portrait⸗ maler i ſtille Henrykkelſe over den Opſigt, hans Billede vakte pan dette Aars Udſtilling.

12

Skikkelfer fra Oldtiden,

IJ. Cato.

(Efter Ampere.)

Cato er en Romer eller ſnarere oprindelig en Sabiner. Familien Porcia, hvorfra han nedſtammer, havde nedſat fig i Tuſculanum, men kom fra Sabinernes Land, der ligger i Nærheden, og der havde Cato ſelv en veſentlig Deel af fin Fedrenearv. Hans Familienavn er Por— eius, hans to Tilnavne, Priscus og Cato, ere ſabinſke. Han havde Sabinernes blaae Sine og rodgule Haar og den ſabinſke Races Kraft, Djervhed og Plumphed. Jeg kalder ham ikke den ſidſte Romer, men den Sidſte af de gamle Sabinere.

Hans Monſtre vare hans Nabo Manius Curius Den⸗ tatus, hans General, Fabius, og hans Beſkytter Valerius Flaccus, der var hans Collega baade ſom Cenſor og Con- ſul. Cato har alle den eldre Tids Dyder og Fordomme. Han var tarvelig, nøifom, ſparſommelig, opdragen til Krig og Agerbrug, og derfor var hans Legeme herdet af Ar-

Cato. 13

beide og bedæffet med Saar. Haard og ſtreng mod ſine Slaver ſom mod ſig ſelv og altid beredt til at anklage og ſtraffe, har han Mistillid til Alt, hvad der er nyt. Alt, hvad der kommer fra Grekenland, er ham forhadt og mistenkeligt lige indtil Lægerne, ſom han opfordrer ſin Son til omhyggeligt at undflye. Saa ſtor er dog den græffe Aands Overvægt, ſom Ingen paa hans Tid kunde unddrage fig, at han ſelv i fin Ungdom lod fig underviſe af Bythagoræeren Nearkes og i fin Alderdom gav fig til at lere Grœæſk. Man paa⸗ ſtaaer endogſaa, at han kunde bette Sprog, da han efter de romerſke Generalers Skik holdt ſin Tale til Athenienſerne paa Latin — ligeſom Mehemed Aly talte Tyrkiſk til ſine arabiſke Underſaatter, uagtet han godt kunde Arabiſk.

Som Conſul gjorde han fine Grundſetninger gjæl- dende i hele deres Strenghed og forte navnlig en haard— nakket Krig mod Qvindernes Luxus. Under Krigen med Carthago havde Tribunen Oppius fat en af disſe pragt⸗ indſkreenkende Love igjennem, der harmonere faa godt med Oldtidens Tænfemaabe, men ſom Nutidens Stats⸗ oekonomer ere enige om at fordomme. Ifolge den oppiſke Lov maatte Qvinderne ikke eie meer end en halv Unze Guld, og det var dem forbudt at viſe ſig tilvogns i Rom ſelo og den nærmefte Omegn. Endvidere, og det var uden Tvivl det, der meſt gik dem til Hjerte, maatte de ikke bære Dragter af forſkjellige Farver. Hvis Romerinderne dengang have havt den ſamme Smag

14 Cato.

ſom Romerinderne i vore Dage for afſtikkende Far⸗ ver, fan maa den oppiſke Lov have gaaet dem meget nær. Den, der nutildags vilde forbyde Qvinderne i Rom at gaae med rode Livſtykker og violette Forkleder, vilde bringe dem til at gjøre Oprør, og det ffete da ogſaa, dengang Tribunerne under Catos Conſulat, fore« ſloge at fætte den oppiſke Lov ud af Kraft. Cato og Brodrene Brutus, der ligeſom han ſelv vare af ſabinſk Rod, modſatte fig Opheevelſen af Loven. De romerſke Damer fatte fig paa Krigsfod; de beleirede alle Til- gangene til Forum; de tiggede Borgerne, der fra Byens forſkjellige Qvarterer begave fig derhen, om dog ikke at bibeholde denne afſkyelige Lov; de holdt Moder (conciliabula) og bonfaldt Svrighedsperſonerne om at være paa deres Side. Rom fil derved et UÜdſeende, ſom det aldrig havde havt tidligere, og ſom tydede hen paa, at den nye Tid begyndte at gjøre fig gjeldende. Et ikke lille Parti underſtsttede Qvindernes Fordringer, men Cato var ubevægelig.

Den Tale, han holdt paa Forum imod Qvinderne, kan læfes hos Livius, der dog viſtnok har mildnet dens Form og borttaget ikke faa af de plumpeſte Udtryk, Cato udtaler heri ſin Harme over, at Qvinderne, „der ifølge deres Stilling ere i Hænderne paa deres Mænd, Fedre og Brodre, og altſaa fuldftændig afhængige af dem, tør vove fig ud af deres Huſe, ſom Blufærbig= heden burde forbyde dem at forlade, og neſten komme ned paa Forum (man feer, at de altſaa dog ikke vovede

Cato. 15

ſig ind paa Forum) for at tage virkſom Deel i Kampe og Comitier. Det er paatide, at lægge Toile paa det utæmmede Dyr (indomito animali) og at -fvinge deres Natur, der aldrig har kunnet beherſke ſig.“ Catos barſke Veltalenhed formaaede dog Intet imod de romerſke Damers: Dagen efter fane man dem opfylde Roms Gader i langt ſtorre Antal end tidligere; de beleirede formeligt de Huſe, hvori der boede Tribuner, ſom havde modſat fig Lovens Afſtaffelſe, og de holdt ikke inde med deres Overtalelſer, for de havde ſeiret, og for at feire deres Triumf, droge de nu i det meſt brogede Optog, ſtraalende af Guld, Prydelſer og Farver, gjennem Roms Gader og tversover Forum. Men da Cato blev Cen⸗ ſor, hevnede han fig paa dem.

Catos Krigerbane var glimrende. J Kampen ved Thermopylæ gjorde han Üdſlaget ved i et raſk Angreb at forjage Antiochus fra Bjerget Kallidromos, der be— herſker Gjennemgangen. Han, der ligeſaa ugeneert talte godt om ſig ſelv, ſom han talte ondt om Andre, roſte fig af, at han i Spanien havde indtaget een By om Dagen, og da Felttoget var endt, lod han opfsre et lille Tempel til Wre for Jomfruen Victoria, hvor⸗ med han uden Tvivl vilde antyde, at ingen lav eller ſmudſig Vinding havde beſmittet hans Seirs Reenhed — en fornermelig Hentydning til Scipio, hvem han be- ſkyldte for at fee igjennem Fingre med fin Hærs Blod⸗ agtighed, og til Fulvius Nobilior, hvem han bebreidede, at han, for at more fig, havde taget Digteren Ennius

16 Cato.

med fig. Templet for „Jomfruen“ Victoria blev op- fort paa Palatinerbjerget ved Siden af det ſtore Vic⸗ toriatempel, der var reiſt af hans Forfedre.

Cato var fodt til at være Cenſor. Den Tid, han var bekleedt med Cenſorverdigheden, var derfor ogſaa den merkeligſte i hans Liv, og det er intet Under, at han har beholdt Tilnavnet Cenſor ſiden den Tid. Da man opreiſte ham en Statue, var det Cenſoren, man vilde hæbre, og deri havde man Pet, thi det, der ſeer— ligt udmerker ham i Hiſtorien, er den Rolle, han har ſpillet ſom Sedernes Reformator; derfor omtaltes og— faa i Indſkriften hverken hans Seire eller hans Triumf, men man roſte ham, fordi han ſom Cenſor ved ſine kloge Forſkrifter havde ſtandſet Romerne paa Veien til Fordervelſen. Da Nogen udtalte fin Forundring over, at man forſt ſaa ſeent vifte ham en Wre, der dog den— gang ikke var ualmindelig, ſvarede han blot: „Jeg feer hellere, at man forundrer ſig derover end over det Modſatte“ — et Svar, der forreſten giver os et Por- trait af Manden, font han virkelig var. Desveerre har man ikke noget andet.

Han ſtraffede uden Skaanſel og uden Perſons— anſeelſe Alt, hvad der forekom ham ſtrafvoeerdigt. Lucius Flaminius, denne ugle General, der havde ladet en Fange halshugge ved Maaltidet, for at more fin Bo— lerſke, lod han jage ud af Curiet; men Folket — thi ſaavidt var det allerede kommet — fandt, at Cato havde været altfor ſtreng, og da det en Dag i Theatret fil

Cato. 17

Øie paa Lucius, der havde fat fig paa en af de bageſte Raekker, fordrede det med høie Skrig, at han igjen fulde indtage fit Sæde blandt Conſularerne.

J Fællesffab med fin Collega, Valerius Flaccus, lod han ſonderbryde de Vandror, hvorved Privatfolk bortledede Bandet fra Aqueducterne til Fordeel for fig ſelv og til Skade for Folket, ligeſom han ogſaa uden Barmhjertighed lod nedrive de Huſe, der til Trods for Politiforbudene ſprang for langt frem og belemrede Gaden. Han lod Rendeſtenene tildekke, holdt Kloakerne i Orden og [od anlægge nye paa Aventinerbjerget og hvor det fandtes nodvendigt. Det Monument, der imidlertid gjorde ham meſt Wre, er hans Baſilika, den forſte Bygning af den Slags, der blev opfort i Rom, og efter hans Familie blev faldt basilica porcia. Paa hans Tid var det, at Rigmendene i Rom kom til at indtage en mere fremragende Stilling og danne et Slags Ari— ſtokrati ved Siden af Patricierne. Den forſte Virkning deraf var, at Slagterboutikerne, der laae paa Forum henimod Curiet, nedreves og afloſtes af Vexelleerboutiker, de ſaakaldte argentariæ novæ. Bag disſe Boutiker var det, at basilica porcia blev opført; den ſtodte lige op til Curiet og brændte ſamtidigt med dette i den Ilde⸗ brand, der foranledigedes ved Clodius's Liigbegeengelſe. For at fane denne fin Baſilica opført, kjobte Cato to Atrier, hvis Beſtemmelſe man ikke kjender, og fire Boutiker; men inden han fil den tilendebragt, blev der lagt ham Hindringer nok i Veien af haus Fjender, ifær

2

18 Cato.

af Titus Flaminius, en Broder til den ovennævnte Lucius Flaminius, ſom Cato med ſaa god Grund fik jaget ud af Senatet; men Cenſorens ubsgielige Billie ſeirede over enhver Hindring.

Cato tilbragte de ſidſte Aar af ſit Liv enten paa ſit Landgods mellem Sabinerne eller inde i Rom, hvor han ſnart i Curiet ffjændte paa Senatorerne, ſnart paa Forum lod det gage ud over Folket; men midt under alt bette fif han dog Tid til at ſkrive adſkillige Veerker, hvoraf de vigtigſte vare en Afhandling om Agerdyrknin⸗ gen, ſom han var lidenſkabelig hengiven til, og en hi⸗ ſtoriſk Skildring af Roms forſte Aarhundreder, der for ham vare Republikens Guldalder, og ſom han gik op i med Liv og Sjæl. Blind for det Gode og det Slette i hans Tid, tilhørte han alene Fortiden, ſom han lengſt havde overlevet, og for de Slegter, der gik forbi ham, blev han meer og meer en Undtagelſe og en Anachro— nisme.

J en Alder af fiirſindstyve Aar anklagede han offentligt paa Forum Sulpicius Galba, der havde ladet en luſitanſk Legion nedſable, efter at han ved bedrage⸗ rifle Løfter havde formaget den til at nedlægge Vaab⸗ nene. Og dog var han ikke blid imod Roms Fjender, thi det var ham, der, hvad han end talte om, aldrig glemte at ende ſin Tale med de Ord: „Forreſten me⸗ ner jeg, at Carthago man jevnes med Jorden”; men han hadede og afſkyede al Svig og Trolsshed, ligetil

Cato. 19

han, fem og fiirfindstyve Aar gammel, opgav fin Aand. J en Alder af Fiirs fif han endnu en Son.

Saaledes var denne Mand, der ſyntes udhugget af en gammel og knortet ſabinſt Eg. Desværre gik hele hans Livs Streben ud paa at gjenoplive en for⸗ ſvunden Tid og bringe en Tingenes Tilſtand tilbage, ſom Ingen kunde vere tjent med.

27

20

Om Oehlenſchliegerz tidligere Aprik.)

Af C. Hauch.

Da Oehlenſchleeger i Begyndelſen af vort Aarhundrede udgav fin forſte betydelige Digtſamling, var han viſtnok allerede ſterkt greben af Begeiſtring for det gamle Nor- den og dets Bedrifter og for de Digterglimt, der lyſte derfra gjennem Tidernes Taager, og dog vare de Versformer, hvori han i Begyndelſen føgte at udtrykke denne fin Begeiſtring, ingenlunde udelukkende nordiſke, men vare tidt hentede andenſteds fra.

Som Beviis herpaa ſkulle vi foreløbig henpege til to af de Digte, han i fin tidligſte Tid med ſtorſt Omhu har udarbeidet, nemlig til „Loveridderen“ og „Valravnen“,

*) Den her givne Fremſtilling er et Brudſtykke af et ſtorre Hele, hvori flere af Oehlenſchlegers tidligere lyriſke Arbeider ville blive underkaſtede en ſerſkilt Betragtning, og der i Forening med flere Afhandlinger, ſom jeg haaber, vil ud⸗ komme inden dette Aars Ende.

i — — — ———— ne nine

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. f 21

hvori Emnerne ere laante fra to af vore gamle nor— diſke Folkeviſer, men ſom dog begge ere behandlede i et ſydligt Verſemaal, i de ſaakaldte ottave rime. Et tre⸗ die MEmne fra Middelalderen „Ellehoien“ er udført i Terziner. Det ſkal dog ikke nægtes, at han allerede dengang brugte Versformer, der minde om de gamle Kempeviſerythmer, men det var forſt i en folgende Tid, at han ret for Alvor vifte, hvad han i denne Retning formaaede, og ſelv da har han tidt, endog naar hans Emner ganſke horte Norden til, f. Ex. i „Helge“ og i „Nordens Guder“, ladet de nordiſke Former af— verle med andre Verſemaal.

Med andre Ord, Oehlenſchleger fulgte her den ſamme Methode, font Videnſkabens Forſkere pleie at anvende; det falder aldrig nogen af dem ind, at lukke Oineue for, hvad tidligere er fundet, og at opbygge Vi⸗ denſkaben paany fra Grunden af; men de gribe den paa det Standpunkt og paa den Hside, hvorpaa den ſtager i deres Tid, og hvorpaa tidligere Forſkere have ſtillet den, og ſoge derfra, ſaavidt deres Krefter tillade det, at fore den videre. Aldeles paa ſamme Maade beere de dannende Kunſtnere fig. ad; det vilde jo være Vanvid, hvis den enkelte Kunſtner vilde fee bort fra det Stand⸗ punkt, hvorpaa Kunſten i hans Tid ſtaaer; ſelv de ſtorſte Kunſtnere have benyttet deres Forgeengere, og kun paa denne Vei, ved at forene dette med hvad deres eget eiendommelige Geni lærte dem, lykkedes det at frem—

22 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

bringe de Meſterverker, der gjennem Aarhundreder have vakt Verdens Beundring.

Men ſelv dette vilde neppe være tilſtrekkeligt til at forklare den Indflydelſe, ſom Oehlenſchloegers Poeſi har udøvet ikke blot i hans eget Fedreland men i det hele ſkandinaviſke Norden, hvis der ikke havde været en fan fuldttonende Klangbund i hans egen Sjæl, hvorfra Alt, hvad han modtog, med forøget Kraft blev kaſtet tilbage; eller (for at tage et Billede af en anden Kunſt), hvis der ikke var udgaaet en faa ſteerrk Farveglands af hans eget Indre, der ſammenſmeltede med Alt, hvad han i tidligere Aar fremſtillede, og forhsiede dets Virk— ning. En ſaa levende Colorit, ſom han forſtod at meddele fine Compoſitioner, ſoger man ofte forgjæves hos de ſtorſte Meſtere, og denne forenede han desuden med et ſaadant Digterſyn og, i ſine ſenere objective Digtninger, med en ſaa plaſtiſk Naturkraft, at disſe ikke faa ſjeldent minde om den homeriſke Fremſtilling.

Vanſeligt ſkulde de fleſte andre Digtere være ſlupne godt fra det Voveſpil, Oehlenſchloeger i Begyndelſen af ſin Digterbane driver med nogle af vore gamle Folkeviſer; han tager nemlig et eller andet Digt fra Middelalderen, der i ſit Slags allerede kunde kaldes fuldendt, han lægger intet Veſentligt til hverken i Plan eller Opfindelſe, han omarbeider Digtet i et fremmed Verſe⸗ maal, der ſynes ganſke vilkaarligt valgt, og veed dog ved en fyldigere og farverigere Udforelſe af Detaillen at give det Hele en ny Interesſe, ſaa vi glemme, at

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 23

det er et gammelt, lengſtbekjendt Eventyr, der her by— des os, og overraſkes deraf ſom af et ganſke nyt Digt.

For at give et Exempel blandt flere paa hvad jeg mener, ſkal jeg anføre det forſte Vers af „Love⸗ ridderen“:

Mildt boltre ſig de lune Sommervinde,

Fra klare Saphirhvelving Maanen ſtraaler Igjennem duftopfyldte ſvale Linde

Til Engens lukte Lilier og Violer,

Rodt gloder gyldne Spiir fra Borgens Tinde J Flodens fulde, ſortblaae Jaspisſkaaler — Kong Didrik langſomt paa ſin Gauger rider J ſtille, underlige Midnatstider.

Om endogſaa en noieregnende Criticus her kunde have noget at indvende mod enkelte Udtryk, faa ſkal man dog vanfſkeligt kunne negte, at der hviler en romantiſk Duft over disſe Linier, og at der alt fra Begyndelſen af udfolder fig et halvgjennemſigtigt Slor over bette Digt, hvorigjennem der trænger Trylleglimt fra Dybet, og hvori ſelv det længft Bekjendte viſer fig i et frem⸗ med og forunderligt Demringsſkjer.

Jeg vil maaſkee bedre kunne anſkueliggjore, hvad jeg mener, ved at henpege til et Digt, der væfentligt til- hører en anden Digterſpheere end den lyriſke; jeg ſigter her til Oehlenſchlegers Vaulundursſaga, der ganfke viſt i ſit Veſen minder om den gamle Sagaſtiil og er tenkt og digtet i denne, men ikke desmindre udmeerker ſig ved noget Eiendommeligt, ſom ſteerkt afviger derfra.

24 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

Thi et ganſke eget og færligt Farveſpil udbreder fig derover, ſom man forgjeves vilde forſke efter i vore islandſke Sagaer; det er, ſom om man ſaae en mægtig Oldtidsbygning oplyſt af Maaneſtraalerne, eller rettere gjennem de farvede Ruder i en gothiſk Kirke. Den gamle Saga er tilſtede i al ſin Kraft og Storhed, men der er kommet Noget til, ſom udgik fra Digterens egen Sjæl, hvilken ogſaa var ſteerkt paavirket af Sydens Natur. Saaledes er denne merkveerdige Digtning op— ſtaaet, hvori, uagtet den er dybt rodfeeſtet i Nordens Jordbund, en ſydlig broget og glødende Colorit leger med det nordiſke Sneelys. Denne Colorit kjendte vor Oldtid i fin Iſolation ikke ſaaledes til, og hvis Nord- boen vilde ſee den, maatte han ſoge den i et fjernt og fremmed Land, under en mildere Himmel, hvor hans eget Hjems Natur var forſvunden. N

Ban disſe tre Factorer mage vi hefte vort Sie, naar vi ville forſtaae den Virkning, Oehlenſchlegers Poeſi frembragte. Hans inderlige og varme Begeiſtring for Oldtiden, den eiendommelige Digterglands, ſom udgik fra hans egen Sjæl, der var beflægtet baade med Norden og Syden og aaben for det Skjonne, fra hvil— ken Verdenskant det faa kom, og endelig det Meſterſkab, hvormed han ſom ofteſt forſtod at behandle de forſkjel⸗ ligſte Versformer; alt bette tilſammen maa man lægge Meerke til, naar man vil begribe, hvorledes han kunde fremtrylle en ny poetiſk Verden, der med Troſkab og Kjerlighed ſlutter fig til det Allerceldſte, og der dog

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 25

vifte fig faa ungdomsfriſk, faa ſpulmende af Livskraft, ſom om den i Digtningens Sieblik var ſprungen frem i uforgeengelig Skjonhed af Tilverelſens evige Kilde.

Henimod tohundrede Aar tidligere havde Arrebo givet Poeſien en ny Retning, idet han vendte ſig bort fra Kempeviſeſtilen og ſlap den Traad af Henderne, der ſtulde forbinde Tiderne med hverandree. Men naar man flipper denne Traad, jaa opgiver man ogſaa His ſtorien, eller med andre Ord, man opgiver det Bevege⸗ lige i Poeſien, thi Hiſtorien er netop det bevægende, det fremſkridende Princip deri.

Naar dette forbindende Princip ſaaledes opgives, da er det en Selvfolge, at Sieblikkets Digtninger trænge ſig frem, og ved Siden deraf den lyriſk-beſkrivende Poeſt, tilligemed Leredigtet og den poetifke Satire. Iſœr kan vel Beſkrivelſen betragtes ſom det ſtilleſtaaende Moment i Poeſien, thi den giver kun Billeder i Rum⸗ met, Tiden derimod hører Hiſtorien til; naar man da vender fig bort fra Hiſtorien, vil ifær dette ſtilleſtaagende Moment faae Plads til at brede ſig. Det er ſaaledes ikke at undres over, at baade den lyriſk-beſtrivende og den didaktiſnñe Digtart, der ogſaa, med Undtagelſe af Fa⸗ belen, ſom ofteſt er ſtationair, fra Arrebos Tid af ſterkt maatte udvikles. Arrebos eget ſtorſte Digt er jo ogſaa heelt igjennem lyriſk-beſkrivende. At iøvrigt det Komiſke kan udvikle fig med fuld Kraft, uafhængigt af Fortidens Hiſtorie, det falder af fig ſelb, og derpaa have vi væg=. tige Beviſer i vor egen Poeſi, men dette ligger os her

26 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

fjernere, da vi nermeſt kun have med den alvorlige lyriſke Poeſi at gjøre.

Dog bor det ikke forglemmes, at der endnu fand⸗ tes enkelte Mend, ſom holdt den hiſtoriſke Traad faſt, uden dette kunde Vedels og Peder Syvs Viſeſamlinger ikke være blevne til; ogſaa i enkelte Digte af Sorterup, Storm og nogle Flere kan man fee, at de vare paavir⸗ kede af Middelalderens Viſer; men om Folket i det Hele kan det dog viſt ſiges, at den ælbre Tid og den ældre Digtning var udflettet af bets Erindring.

En ftor Undtagelſe i denne Henſeende danner og— ſaa Evald, i hvis Digtninger det ofte ſynes, ſom om Hiſtoriens Aand igjen traadte Poeſien nærmere. Men uagtet de mægtige Digterſyner, der fvævede forbi hans Sine, ſaa maa det dog ſiges felv om ham, at vor egen Oldtid kun ſjeldent traadte ret klar frem for hans Blik, og at han meget ofte kun ſkuede den gjennem en Taage, hvori Synerne forvildedes for ham. Dette er ijær Zilfælbet i hans Balder, og det er vel ikke med Uret, at Oehlenſchleeger lader Odin ſige om dette Digt:

— Den Balder, ſom huld i Evalds Roſe fremblusſer,

Er min Balder vel ei, men eiendommelig hans %).

At han i ſin lyriſke Begeiſtring derimod ligeſaa godt forſtod at finde Vet til vort Sprogs Guldgruber

*) Dramaet, der efter ſin Natur er fremſkridende, kan, i det mindſte, i den alvorlige Retning vanſkelig undvære Hiſtorien.

Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 27

ſom de herligſte af Fortidens Digtere, ſkal ikke negtes; for det ſtore Geni kan man overhovedet ſſeldent give faſte Regler, thi Geniet er beſtandig en Undtagelſe. Men om vi ogſaa ſee bort baade fra det komiſke og alvorlige Drama, og fra de andre Undtagelſer, vi ovenfor have berort, er dog Meningen ingenlunde, at der i den lange Tid mellem Arrebo og Oehlenſchleeger ikke ſkulde være digtet Andet, der havde meer end ephemer Interesſe, end beſkrivende Digte, Leredigte og Satirer. Tvertimod vi kjende jo mange andre Slags Poeſier fra hine Dage, baade Digtninger i den lette fortællende Stiil og i en meer alvorlig Retning, Idyller, Hymner, Oder, elegiſke, humoriſtiſke og vittige Frem— ſtillinger, o. ſ. v. Men uagtet flere af disſe vidne om et ujæbvanligt Talent, om ſtiliſtiſfk Virtuoſitet og om en ſtor Lethed i Verſificationen, faa favner man dog ſom ofteſt deri den fra Dybet hentede Malm og det alvor⸗ lige Blik paa Livet, ſom fornemmelig Hiſtorien megter at give. Og hvad de Wmner angaae, ſom høre vor eldſte Tid til, faa lod man dem baade for og efter Evald for det meſte ligge, eller ſkete det en enkelt Gang, at Nogen vovede at behandle dem, faa havde han aaben⸗ bart ikke det rette Syn for deres Betydning, og ſaa blev Behandlingen da derefter. j Pſalmedigtningen, der ogſaa blomſtrede i hiin Tid, kan da heller ikke henregnes hverken til Dognets ephe⸗ mere Frembringelſer eller til de beſkrivende og didaktiſke Digte. J denne manglede der heller ikke Alvor, men

98 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

her havde man jo ingenlunde ſluppet den hiſtoriſke Traad af Henderne, thi det var vel ikke i den nationale, men dog i den hellige Hiſtorie, at disſe Sange havde deres Rod, og ſelv Arrebo har digtet Pſalmer, der kunne maale fig med det Bedſte, hvad han i andre Retninger har efterladt os.

En egen Art af lyriſke Digte, der i ſtor Mengde trengte ſig frem i den Tid, der gik foran for Oehlen— ſchleger, vare Drikkeviſerne, om hvilke man ſikkert uden at miskjende deres virkelige Værd kan ſige, at de vare Sieblikkets Born og beregnede paa Sieblikket. Evald, uagtet alle de Offere, han i fit private Liv bragte Bac dus, følte fig aldrig oplagt til at digte flige Sange. Han ſiger wertimod om fig ſelv:

— — — Mig har Vinen og Elſkov Altid mægtig fortryllet, men aldrig Fyldt med Sang; dine rodmende Druer,

Moſel, og Sreſunds blusſende Piger Kryſted jeg taus.

Men efter hans Dod kom disſe Poeſiers Culmina— tionsperiode; man fang” om Livets forte Glæder, om at Kindens Roſer visnede, om at Pandens brune Lokker blegnede, man ſkulde da gribe Glæden, inden Livets forte Vaar forſvandt, og man fkulde drukne Sorgen i det fulde Beger. Man ſyntes ſaaledes at ſette Livets, eller i det mindſte Glædens Ideal i en drommende epikuræiſk Nydelſesruus, om hvilken dog vel Digteren ſelv neppe troede, at den kunde give meer end en Illu—

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik 29

ſion i Sieblikket, eller hvis det kom høit, ſogte man Idealet i en ſelſkabelig Lyſt, ſaaledes ſom det dengang herſkende Klubliv kunde ſkjcenke den. Dette var det al- mindelige Thema, ſom paa hundrede Maader blev va— rieret, og noget haͤiere Maal ſyntes den Tids Digtere ſielden at jætte for deres Begeiſtring. Saaledes hedder det endog i en af Baggeſens Sange:

Naar en uſkyldig yndig Pige

J uerfaren Ungdomsvaar

En af vort Kjons Foragtelige Uheldigviis til Elſker fager,

Og ſtuffet maa tilſidſt fornemme Bagtalelſens og Kummers Braad — Drikker da Brodre for at glemme Den yndige Forfortes Graad.

Sligt klinger neſten ſom en bitter Ironi over den Glcedesruus, der anpriſtes, eller hvis det er alvorlig meent, faa beſtod Glæden kun i at finde et Be— dovelſesmiddel mod Fortvivlelſen, hvoraf da med nod— vendig Conſeqvents fulgte, at Lethefloden er det ſikkreſte Sted, hvor man kan finde Troſt i Livets Jammer og Elendighed.

Uden at negte, at der blev digtet mange ſmukke Drikkeviſer i hine Tider, mag man dog være Oehlen⸗ ſchleeger meget taknemmelig, fordi han opſtillede et renere og høiere Ideal for Poeſien og henpegede til en ſtorre og betydningsfuldere Gjenſtand for Begeiſtringen end det fulde Beger, hvori man dengang vilde begrave alle Livets

30 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik.

Sorger, og fordi han igjen med kraftig Haand optog den hiſtoriſfke Traad, ſom Arrebo havde ladet falde n).

Dog var dette maaſkee ikke faa ſtor en Kunſt, kan man ſige, thi det var egentlig en blot Efterligning af hvad de ſaakaldte Romantikere i Tydſkland allerede tid⸗ ligere havde forſogt ban. Ogſaa Romantikerne fatte, ligeſom Dehlenidlæger, en overdreven Priis paa Mid⸗ delalderen og fane med Ringeagt ned paa den nærvæ- rende Tid; ogſaa be forgudede Phantaſien; ogſaa de ſpottede over Forſtandens Hovmod, over Tidens Afgu⸗ deri med det Nyttige; ogſaa i Tydſkland tilegnede man ſig de ſydlige Versformer og vidſte at behandle dem med ſtor Virtuoſitet: naar da Oehlenſchleger forſogte noget Lignende hos os, faa var dette dog kun en Gjen⸗ tagelſe, eller ſnarere en Efterabelſe af hvad der allerede i Tydſkland var ſkeet.

Om nogen Efterabelſe vilde det viſtnok være hoiſt uretfærdigt her at tale, men dog er det aabenbart, at Oehlenſchloger deels middelbart gjennem Steffens, deels umiddelbart og ligefrem, ved Lœesningen af Romantikernes Skrifter, blev ſteerkt paavirket af disſe, at ogſaa han iſer i Begyndelſen af ſin Digterbane ſatte Oldtiden meget høit, at han ironiſerede med den nyere Tids ind⸗ bildte Overlegenhed, med dens Philiſteri, med det Af⸗

*) En anden Art af Digte, der ligeledes maa henregnes til Dieblikkets Affodninger, var de politiſke; men til dem kan jeg i denne fragmentariſke og korte Fremſtilling ikke tage noget videre Henſyn.

Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 31

guderi, Philantroperne dreve med det ſaakaldte Nyttige, ſamt med deres Streben efter at gjore Poeſien til en Tjener af en overfladiſk Moral, hvori den Trivialitet, man ikke længere gad høre paa i Proſa, dog blev ind— ſmuglet i kjedelige Vers. Og dog er der her en meget veſentlig Forſkjel, ſom vi ikke maae overſee, hvilken har givet Oehlenſchloeger en langt ſikkrere Stilling og en langt ſtorre Indflydelſe i fin Kreds end den, Roman— tikerne nogenſinde i deres Spheere kunde naae eller med Rette gjore Fordring paa.

Hvor ſtore Talenter der end fandtes mellem de tydſke Romantikere, (og at der fandtes hoitbegavede Aander imellem dem, ſkal man neppe med Billighed kunne negte), faa var det ſidſte Maal, hvortil de ftræbte, dog meget tidt kun et Taagebillede, ſom deres egen Længfel havde ſkabt, et Slags Drømmeland, der fvæ- vede mellem Himmel og Jord og ſnarere hørte Phan⸗ taſien end Virkeligheden til. Selv hos Tieck, den ſtorſte, eller rettere den eueſte ſtore Digter imellem dem, befandt fig dog Heltene — ſelv i hans ſkjonneſte Eventyr, f. Ex. i „den blonde Ekbert“, i „Runebjerget“, i „der getreue Eckhart und der Tannhäuſer“ — ſom ofteſt i en Tilſtand, der ikke faa ſjeldent nærmede fig til et drommende Van⸗ vid. J hans „Keiſer Octavianus“, der dog i mange Henſeender maa betragtes ſom hans ypperſte Digterveerk, finder han en bizar Glede i at jætte det Phantaſtiſke i Hiſtoriens Sted. Dette er nu rigtignok, naar man betragter det Hele ſom et Eventyr, aldeles ikke nogen

32 Om Oehlenfdjlægers tidligere Lyrik.

Dadel, thi Eventyret er jo ligeſaa berettiget ſom enhver anden Art af Poeſi, ja vi kan endog paaſtaae, at Poe⸗ ſien netop i Eventyret ſkyder ſine driſtigſte Grene, og at det er deri, at Digterens Ideer, meeſt ubundne af Virke— ligheden, med ſtorſt Kraft bane fig Bei. Men hvad nu den Middelalder i dens Heelhed angaaer, ſom han i fine bedſte Dage ſpermede for og ſaae op til ſom til Poeſiens rette Hjem her paa Jorden, fan er den dog egentlig kun et Drommeland, der ingen hiſtoriſk Beret— tigelſe har, og da han ſenere vilde give Skildringer i en ſtrengere hiſtoriſk Stiil, da ſtod hans Geni ham ikke længere faa godt bi, ſom i hans tidligere Dage.

Langt videre end Tieck gik Novalis, og vel at meerke, ham fatte de egentlige Romantikere netop overſt, faa at de neeſten ophoiede ham til en Helgen efter hans Dod og liig Pilegrimme valfartede til hans Grav. Novalis var dog neppe ſaa ſtor en Digter ſom Tieck, men ganſke viſt en langt ſtorre Drømmer. Hvad Tieck kun ſkimtede ſom et luftigt Glandsbillede i det Fjerne, det ſtreebte Novalis at jætte i Virkelighedens Sted; for ham var Drommens Verden den eneſte veſentlige og ſande, og den hele Natur fulde efter hans Anfkuelſe tilſidſt oploſes i en ſtor myſtiſk Nattedrom, hvori Ind⸗ bildningskraftens Syner forte Herſkerſtaven. Kun und⸗ tagelſesviis lykkedes det ham af og til at tegne en faſt Skikkelſe; de fleſte af hans Figurer vare ſnarere Alle⸗ gorier end virkelige Menneſker, og de oploſtes derfor tilſidſt i den almindelige Pantheisme, der var det Sa⸗

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 33

lighedens eller Vellyſtens Hav, hvortil hans hele Poeſi ſtyrede hen; thi hvad hans Chriſtendom angaaer, faa lignede den altfor meget en pantheiſtiſk Mythe, til at haus drømmende Poeſi kunde vinde Faſthed ved at ftøtte ſig til den.

Derfor er det dog ikke min Mening at negte, at Novalis var en edel Natur, at der findes ſtore Glimt af Gent i hans Arbeider, at der merkes et poe— tiff Hjerteſlag i hans Digte, at der er en dyb Inder— lighed i hans Lyrik; men uagtet han var en poetiſk Sjæl, faa manglede han dog ganſke viſt Cone til at begrendſe og legemliggjore fine Digterſyn, og hvor høit man end vil ſtille ham, faa var det dog ingen concret Digterverden, men den myſtiſke blaa Blomſt, der havde fanget hans Hjerte, og den drommerige Nat, hvori hver enkelt Gjenſtand taber ſit beſtemte Omrids, var for ham Poeſiens rette Hjem.

Hvor forffjelige de romantiſke Digtere end ere, ligefra Novalis til Zacharias Werner og La Motte— Fouqué, jan findes der dog visſe Hovedtrek, hvori de med faa Undtagelſer ligne hverandre, de udmerke fig neſten alle ved deres Forkjerlighed for en dromt Mid⸗ delalder, for Riddertiden, for den katholſke Tro, ſom de dog nok meer elſkede med Phantaſien end med Hjertet, hvorfor ogſaa Troen og Fromhedeu hos flere af dem ſlaaer over i en Ironiſeren, der ſynes at lege med From⸗ heden ſelv og fremfor Alt med Leeſerens Taalmodighed. Hertil kommer hos Enkelte et Slags Sveermeri for

3

34 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

Kunſten, ifær for den, der gik foran for Rafael, hvil ket dog meer yttrede fig i Stemninger og i rimet Kling⸗ klang end i en dyb og inderlig Opfattelſe. En egen Plads imellem Romantikerne baade i denne og andre Henſeender indtager dog Hoffmann; ikke desmindre mer⸗ ker man, naar den lyriſke Extaſe kommer over ham, at ogſaa han deelte den Vildfarelſe, der henſatte Poeſiens egentlige og rette Hjem i et phantaſtiſk Drommeland.

For at viſe, hvorvidt enkelte Romantikere ere ffredne frem i den pantheiſtiſke Retning, ſkal jeg ogſaa her om⸗ tale Leopold Schefer, mod hvem ſelv Rovalis kan be— tragtes ſom en plaſtiſk Digter, og gjennem hvis Poeſi der gaaer en bedøvende Naturtummel, ſom minder om Bacchustogene eller om Korybanternes Vildſkab, naar de fulgte den phrygiſke Gudindes Vogn. Her er det ikke længere den katholſke Kirke eller Riddertiden, men Orientens Opiumsdromme, hvori Poeſiens rette Hjem bliver henlagt.

J en af Schefers mangfoldige Noveller „Hafis i Grekenland“ indbydes Hafis til de greſke Guders Taf⸗ fel, og han ſmagte Sollyſet og Himlens Glands og drak af det fulde Beger ſmeltende billedſkjonne Piger med en beruſende Gyſen. Here beder ham at ſynge om Kjærlighed, og Alt, hvad han ſynger, træder i levende, legemlig Skikkelſe ud af hans Mund. Og han ſang om fin Elſkede, og hun ſtod der rodmende for Guderne i al fin Uſkyld og Herlighed. Da fang han om hen⸗ des Born, ſom endnu ikke vare fodte, og ſtrax vare de

Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 35

der og ſprang lyſtig legende rundt i Salen. Men hans tilkommende Huſtru, ſom dog endnu var Jomfru, har— medes og døbe derover af Skamfuldhed. Da forbittre— des han paa alle Guder, ſom kun havde indbudet ham til deres Bord for at haane og ſaare ham, og han ſang en Sang, hvori Guderne ſelv døbe og deekkedes af Nat, og ſaaledes ffete det virkelige, de blegnede og bøde den ene efter den anden. Han ſtrakte Haanden ud efter ſin Huſtru og ſine Born, men fornam kun Morke og rørte ved Gudernes Lig. Og ſaaledes er det kun Sang og Kjærlighed, der kan ſkabe Liv; „elſk i Dag, i dette Sieblik, thi i Morgen er din Elſkede, ere dine Born, ere Guderne ſelv dode.“

Intet er til uden Gud, ſiger han paa et andet Sten. Som Draaber fra den uhyre Hvelving i en Drypſteenhule, der ſynge med Solvtoner, medens de falde, ſaaledes falder, ſtraaler, ſtroͤmmer, ſuſer, lyner han, der er Alt i Alt, ned fra ſine Himle, og han forvandler fig endog til Støv for at optage Støvet i fig — Alt er guddommeligt lige til Stenen, Muldet og Støvet paa Sommerfuglens Vinger. Menneſket ftaaer ikke høiere end Stenen, thi meer end guddomme— ligt kan Intet være. Guderne ſkabte Menneſket af Drømme, derfor ſvinde de hen ſom Dromme. Der gives ingen Hiſtorie, den drommes kun, vi ſynde i Drømme, vi renſes igjen i Drømme; ja, kan det be- rolige Dig, fan viid, at ingen Synd, intet Ondt er til, Du kan efter enhver Synd blive reen igjen ſom Solen,

3%

36 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik.

der var overſkyet, men glindſer med ſamme Klarhed ſom for, naar Skyen er dragen forbi. Skam Dig ikke ved kun at være en Draabe i det guddommelige Hav! Menneſket doer kun een Gang, men Guderne doe tuſinde Gange; dog Doden er kun en Forvandling, og Solen er en Lampe, "ophængt paa Himlen, for at ſtandſe og kue den guddommelige Nat. Solen er kun et Spogelſe midt i Dagslyſet, men Natten er den ſande Dag og Sa⸗ lighedens Hjem. “)

Efter de Prøver, her ere givne, maa mau vel er- kjende, at denne Forfatter er en af de driſtigſte Drom— mere fra det ſtore Drømmeland, og der gives neppe nogen Digter, ſelv af den tydſkromantiſke Skole, der i denne Henſeende kan overgage ham.

Jovrigt bor det ikke negtes, at den tydſke Roman⸗ tik, uagtet Alt, hvad man kan indvende derimod, frem— kaldte en driſtig Reaction mod Tidens flade Mate- rialisme, og at den ſaavel i Religionen ſom i Kunſten, og ſelv i Videnſkaben har bidraget til at vælte et al⸗ vorligere og inderligere Liv. Men da det ſtore Menneſke— ſamfund dog aldrig, ſaaledes ſom Romantikerne onſkede det, kan bevæges til at opgive den reale Tilverelſe for en uklar, om ogſaa af poetiſke Glimt oplyſt Dromme⸗ verden, ſaa kunde de heller ikke virke ſynderlig paa

*) Ifr.: „Geſchichte der deutſchen Lit. von J. Schmidth, 2. Bd. pag. 509 — 525.

Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik. 37

Folket eller vinde Fremtiden for ſig; de kunde derfor vel lyſe for en Tid ſom Meteorer, der glimre i Morket, men til evige Stjerner kunne de ingenlunde forvandles. Nu er det vel ſaa, at et Meteor til en Tid endog kan ſynes at lyſe ftærfere end ſelv Himlens Stjerner, men dette Lys har ingen Varighed, og naar man undtager Tieck og tildeels Novalis, hvis Glands udſtraalede fra et dybere poetiſk Indre, faa at de ſelv af ſildigfodte Slægter kunne læfeg med Interesſe, faa ville de andre uden Tvivl dele Meteorernes almindelige Skjebne, og kun erindres ſom underlige phantaſtiſke Syner, der en— gang lyſte paa Poeſiens Nattehimmel..

Ganffe anderledes ſtiller Forholdet fig, naar man betragter den Virkſomhed, Deblenfdlæger hos os udvik— lede. Det kan vel vere, at der i hans Begeiſtring og— ſaa blandede ſig noget Drommeri, og at han undertiden ſogte den nordiſke Herlighed han et eller andet Sted, hvor den ikke, ſaaledes ſom han meente, var at finde, men i det Hele fane han ſikkert vigtigt; han var intet flygtigt opblusſende Meteor, og den Fortid, han fane op til, var intet Taageland, men havde i Sandhed og i fit Veſen været til. Baade den fjerne mythiſke Pe⸗ riode, og den derpaa folgende Middelalder, hvortil hans Poeſi ſtottede ſig, have efterladt ſaa ſtore og megtige Minder ſaavel i Digt ſom i Handling, at alle Forſog paa at bortforklare dem og forvandle dem til blotte Drømme, nu vilde blive et forgjæves Arbeide, ligeſom ogfan de fleſte af hans egne Digtninger i denne Ret⸗

38 Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik.

ning ſtaae alt for dybt rodfeſtede i Nordens Jordbund, til at de nogenſinde kunne glemmes.

Det ſynes i Tidens Lob at være gaaet med det hele Norden, ſaaledes ſom det efter Sagnet gik med Steerkodder, han havde digtet de ypperligſte Qvad i fin Ungdom, men da han blev gammel, glemte han ſine egne Sange; ja, det ſyntes, ſom vi havde drukket en Trylle— drik, liig Sigurd Fafnersbane, ſaa at den gamle Tid og den gamle Troſkab udſlettedes af vor Hu. Men nu var jo Oehlenſchleger netop den, der tilintetgjorde Tryl— leriet, ſaa at de gamle Minder vaagnede op, og der ſom en ny Columbus igjen opdagede det Land, man engang havde kjendt, men der i mange Aarhundreder havde været glemt; thi her er ikke Tale om, hvad en— kelte Lærde ſyslede med i deres Studerekammere ſom med Curioſiteter, ukjendte af Mængden, men om det, der virkelig vandt Liv og Fylde og fandt det rette Digterudtryk, faa det kunde ſkues af Folket. Enten man da vil betragte dette ſom Virkning af Oehlen— ſchleegers Geni eller af hans Lykke, og ſaaledes, ſom han ſelv pleiede at gjøre, tillægge ham en Aladdins— lampe, der lyſte gjennem Tidernes Taager, og viſte ham Vei til Oldtidens Skatte, fan giver dog dette ham en eiendommelig Stilling mellem os og en ganſke anden Indflydelſe paa Fremtiden end den, de tydſke Roman⸗ tikere i deres Kreds kunne roſe fig af; thi det For— tidens Land, han henpegede til, var intet Drommeland, og han ſelv var ingen fværmende Natſommerfugl, der

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 39

hadede Lyſet, men et Solens Barn, og Morgenroden og Dagen havde farvet hans Vinger med en ſaadan Straaleglands, at man vel merker, at han tilhørte dem.

Men, kunde man atter indvende, om ogſaa Oehlen— ſchleeger en Tidlang og ifær i fin forſte Ungdom havde et ſaadant Seerblik, og om han end dengang ſyntes at ſtaae høit over den philiſtreuſe Tid, hvori han var fodt og opvoxen, faa kunde han dog ſenere ikke for— nægte fit Slegtſkab dermed, hvad allerede de Foran— dringer beviſe, ſom han foretog i ſine Ungdomsdigte. Desuden findes der ikke faa ÜUdtalelſer i Oehlenſchlee⸗ gers ſenere Arbeider, hvoraf man vel tor flutte, at han ikke ſaaledes havde frigjort fig fra den tidligere Digter— ffoleg Tryk, ſom man, naar man blot betragter hans ypperſte Frembringelſer, ſkulde troe.

Denne Indvending er meget eenſidig og gjelder i det Hoieſte kun, naar man udelukkende tager Henſyn til de proſaiſke Sieblik, ſom ingen Digter ganſke kan frigjore fig for, ſaalenge han færdes i denne Proſaens Verden. Dette er den dodelige Side hos Digterne, den, hvorved de hænge ſammen med deres Tid, naar de Derimod gribes af deres Genins, fager det Hele et ganſke andet ÜUdſeende. Naar Holberg f. Ex. rai- ſonnerer over ſine Comedier, ſaa kommer der ikke ſaa ſjeldent en temmelig philiſtreus Betragtningsmaade frem, hvori han fætter „Leerdom og Morale“ ſom det Vig— tigſte, hvorimod det Lyſtige betragtes ſom en Tilſeetning for at fane Moralen til at glide ned; ſaaledes forgylder

40 Om Oehlenſchlagers tidligere Lyrik.

jo ogſaa Apothekeren fine. Piller, mener han, og ſaa— ledes maa man ſmoöre Hjulene paa en Vogn, for at den kan rulle deſto bedre frem). Men naar han dig— tede ſine Meſtervoerker, da grebes han af en anden Aand, der forte ham op til Hoider, hvorfra han ſkuede finne ſtore Digterſyner, hvis Betydning han i ſine proſaiſke Oieblikke ikke altid forſtod at vurdere, uagtet det netop er dem, der give hans Verker deres uforgengelige Ungdom og Friſkhed, medens hans ſaakaldte „Morale“ allerede nu betragter os med forældede Sine. Mer⸗ keligt er det ogſaa, at det iſer var, naar en af hans Comedier var fuldendt, naar hans Digteraand deri … havde fundet fit Üdtryk og til en Tid udtømt fig, at han troede fig forpligtet til at tænfe paa Moralen igjen og paa Lærbommen, og han tilføiedbe da et Slags Brugsanviisning i nogle Slutningsvers, hvori han ligeſom med en Pegefinger tilkjendegav, hvorledes man ſkulde fore fig hans Comedie til Nytte. Og dog vil man vanſkelig kunne negte, at disſe Vers, ſom For⸗ fatteren maaſkee i fine proſaiſke Sieblikke betragtede ſom Kjeernen af det Hele, er et temmelig uveſentligt Tillæg, der kan være tilſtede eller mangle ad libitum, uden at Comediernes egentlige Betydning derved enten klares eller fordunkles for os.

Ogſaa hos Evald gjenfindes denne Dobbelthed,

*) S. Juſt Juſteſens Betenkning over Comedier, trykt forved forſte Tome af den celdſte Udgave.

Om Oehlenſchlegers tidligere Lyrik. 41

paa den ene Side den høie mægtige Digterflugt, paa den anden folde Digtninger om Juliane Maria, Arve— prindſen oſv., ſom ikke den mindſte Plet eller det mindſte Stovgran turde beſmitte, ſamt huulttonende rhetoriſke Phraſer om Dyd, Retferdighed og Viisdom i al deres abſtrakte Nogenhed. Dette er den Side, hvorved ogſaa han hænger ſammen med fin Omgivning, thi ſtort videre end til hine Abſtracta vare de fleſte af vore Digtere dengang ikke komne, medens han i ſine virkelig digteriſke Momenter hævede fig faa uendelig høit derover.

At nu Oehlenſchleeger ogſaa maatte betale fin Tribut til den Tid, hvori han var fodt og opvoxen, er ikke faa forunderligt; det Forunderlige og Forbau— ſende ligger ſnarere deri, at han i fine bedſte Sieblikke kunde hæve fig faa høit derover. Jovrigt gjelder det ogſaa om ham, hvad han engang faa træffende har ſagt om Goethe: Denne Digter har i fin ſenere Alder, ſagde Oehlenſchleger, bygget fig et Buur af Humanitets⸗, Billigheds- og Forſigtighedshenſyn. J dette Buur ligger. han nu ſom en temmet Love og betragter fin Omgivning, men af og til fager den gamle Lovenatur igjen Overhaand, og da bryder han pludſelig igjen frem af Buret i al ſin gamle Kraft og Storhed. Netop ſaaledes gik det ogſaa med Oehlenſchloger ſelv, han havde udarbeidet et Slags Livsphiloſophi, ſom han be⸗ tragtede ſom den hoieſte Viisdom. Ogſaa han talte tidt om en Alt nivillerende Billighed, og havde ſaaledes ogſaa paa ſin Viis bygget ſig et Buur, hvori han

42 Om Dehlenfdjlægers tidligere Lyrik.

ſogte attæmme fin gamle Natur. Men ikke faa fjelden, hændte det ogſaa ham, at den gamle Natur paany fit Magten; da brød han ligeledes pludſelig frem af Buret, og man horte da atter den gamle Harpe klinge ligeſom i Fordumstid; og hvad den eldſte nordiſke Storhed an⸗

gaaer, ſom han havde kempet for i fine unge Dage, .

jaa merkede man, hver Gang Digteraanden kom over ham, ſelv i de ſeneſte Aar, at han aldrig havde glemt den, og at han i fit Allerinderſte var bleven fin forſte Kjærlighed tro.

Endelig kan det ogſaa ſiges, og har været jagt om Oehlenſchloeger, at han ſelv i ſine bedſte nordiffe Digte kunde have ſeilet det gamle Norden en Streg nærmere. Dette er aldeles rigtigt, thi det er ligeſom om en Straale fra Sſten, fra Poeſiens Morgenland, kaſtede it Skjer ind ſelv i hans ypperſte nordiſke Digte. Men en fjern Straale fra Sſten kaſtede jo ogſaa fit Skjer herind, dengang Aſerne feſtede Bo i Norden, en Straale fra Sſten kom ogſaa herind med Chriſten⸗ dommen, og dens Varme meerkes vel i vore bedſte Viſer fra Middelalderen; men uden disſe Straaleglimt fra Oſten vilde nok den nordiſke Poeſi have ſtaaet ſom en forſtenet Affodning af den dunkle Jetteverden, uden at den rette Fordeling af Lys og Skygge nogenſinde havde fundet Vei dertil.

—

Fra Simone

En Novelle af H. P. Holst.

Udenfor Syracus ligge de ſaakaldte Latomier eller Steenbrud, colosſale Steenmasſer, hvori Lyſet, der falder ind fra Siderne, frembringer de meſt barokke og maleriſke Virkninger. Midt iblandt disſe gigantiſke Formationer, ſom Cicero med Rette kalder aingens opus magniſieum regum et tyrannorums, have Ca⸗ puccinerne bygget et Kloſter og anlagt en Have, ſom er et af de meſt fortryllende Opholdsſteder i Verden. Her findes en fuldkommen tropiſk Vegetation; ſelb Man⸗ natrœet, der fræver den ſtorſte Stilhed og ikke taaler noget Vindpuſt, groer paa denne Plet Jord, der er benyttet med en Smag, Indſigt og Skjonhedsſands, ſom gjør Capucecinerne Wre. 9

J en Skildring af Syracus har jeg for mange Aar ſiden fortalt om mit forſte Beſog hos de brave Capuccinere, der i denne afſides Krog af Verden leve i

44 Fra Simone.

den fuldſtendigſte politiſke Uſkyldighedstilſtand. De fif mig ind i deres Refectorium, fatte Syracuſer og Syd— frugter for mig og overvældede mig med Spørgsmaal. Syracuſeren ſmagte mig, jeg fandt Situationen ganſke original og gjorde mig en Fornoielſe af at tilfredsſtille deres Nysgjerrighed. Den gode Prior ſyntes ſagtens, at det var Synd, at et faa rart ungt Menneſke ſkulde leve og doe ſom en Hedning, thi han begyndte med eet at ville omvende mig. Jeg derimod, der holdt paa min gode Tro og desuden havde drukket nogle Glas af den fyrige Syracuſer, vendte pludſelig Forholdet om til ſtor Overraſkelſe for de uvidende Capuccinere og gik los paa deres Vildfarelſer med et ſaadant Artilleri af uigjendrivelige Kjendsgjerninger og Bibelſprog, at jeg uden Tvivl havde gjort hele Capuceinerkloſtret prote⸗ ſtantifk, hvis der ikke var indtraadt en lille Epiſode, ſom bragte mig til at forſtumme.

En mager, graaſkjegget Munk reiſte fig pludſelig og gik lige hen til mig. Hans Anſigt var ſmukt, men ſygelig blegt, og i de ſtore kulſorte Sine brændte der denne feberagtige Ild, ſom hos hektiſke Folk tyder hen paa, at deres Lidelſer ſnart ere endte. Disſe Sine feſtede han paa mig med et bebreidende Udtryk, og med en Stemme, der ffjælvede af Bevegelſe, ſagde han til mig: „Jeg har nu i fem Aar levet paa dette Sted ſom en god Katholik, og ſom en ſaadan vil jeg doe. Jeg gaaer for ikke at forarges; men De har Synd af hvad De har talt i denne Time, og hvis De ikke ind—

— —

Fra Simone. 45

ſeer det nu, vil det nok gaae op for Dem fiden.” Med disſe Ord gik hau ud af Stuen.

Jeg var ilde tilmode over hvad der var fkeet og reiſte mig forvirret.

„Bliv dog ſiddende, Signor! og bryd Dem ikke om den Snak! Han er ikke rigtig klog“, *) ſagde Prioren.

„Fra Simone gaaer paa Gravens Rand“, ſagde en af de Andre i en undſkyldende Tone.

„Han har ikke altid været faa hellig!” tilfoiede en Tredie. „J fine yngre Dage var han en forfloien Fugl, og naar man horte om hans dumme Streger, ſkulde man troe, at han havde il diavolo nel corpo!“

„Men han er af god Familie!“ ſagde en Fjerde.

„Af den allerbedſte! fyrſtelig, ja det troer jeg!“ tilfbiede Prioren med en vis Stolthed. „Men bliv De kun ved! De talte om ..

Jeg fod mig ikke overtale, men ffyndte mig bort under Capuccinernes Takſigelſer og Opfordringer til ſnart at komme igjen. —

Der er kun faa Byer, der i den Grad ſom Syra⸗ cuſa bedaare Sandſerne og ſysſelſcette Phantaſien. Man kan ſige med Sandhed, at enhver Fodbred Jord falder et Oldtidsbillede frem for Ens Erindring, og vil

*) E un mezzo matto-. En »mezzo mutto“ er en ſiciliauſt Benævnelje paa den, der er excentriſt, overſpeudt eller, ſom vi ſige, har en Skrue los.

46 Fra Simone.

man fortabe fig i Nuets, i Sieblikkets Nydelſe, faa er der maaſkee ikke en Plet i Verden, hvor Naturen med odſel Haand og ligeſom i overdaadigt Lune har ud— gydt en ſaadan Fylde af Skjonhed ſom netop over denne. Det var derfor intet Under, om den lille Hi— ſtorie fra Capuccinerkloſtret var bleven glemt med det ſamme; men den dukkede beſtandig frem paany, og hvad enten jeg med Flinten paa Nakken ſtreifede om paa Bredderne af Anapofloden for at ſtyde Fugle, eler jeg ſad i Albergo del Sole i et muntert Lag med den funklende Syracuſer foran mig, ſaa ſtod pludſelig den magre Capucciner med det blege, ſmuktformede Anſigt foran mig og fæftede fit feberbrendende Blik bebrei— dende paa mig. Tanken om at jeg havde Uret, og at jeg i ungdommelig Kaadhed maaſkee var gaaet for vidt, lod mig ikke have Ro; paa en ſtjon Dag var jeg igjen paa Bei til Latomierne, og min Fod forte mig uvilkaarligt henad den ſandede og ſolbeſkinnede Vei, der fører langsmed den fra Oldtiden berømte porto mar- moreo eller Marmorhavnen til Capuccinernes Kloſter. Min Tanke var at opſoge Fra Simone og ſige ham et venligt Farvel inden min Afreiſe.

Jeg behsvede ikke at gage langt, thi jeg havde netop pasſeret Archimedes's Grav eller, rettere ſagt, det Gravpſted, man udgiver for hans, da jeg fif Sie paa en Capucciner, der kom lige imod mig. Det var Fra Simone. Jeg ilede hen til ham, idet jeg lod falde et Ord om, at det var netop ham, jeg agtede at beſsge.

Fra Simone. 47

„Mig? mig vilde De beſoge?“ gjentog han mildt, og hans blege Kinder farvedes pludſelig af en ſteerk Rodme, der et Sieblik efter ſporloſt var forſvunden.

„Ja, kan det forundre Dem?“ ſagde jeg ivrigt. „Jeg har i ungdommeligt Overmod krenket og bedrøvet Dem — idetmindſte maa jeg troe det af Deres Yttrin⸗ ger. Det var ikke min Henſigt; men Deres Prior vilde omvende mig, og jeg har allerede faa tidt, under mit Ophold i bette Land, været Gjenſtand for ſaadanne Forſog, at jeg pludſelig fik Lyſt til ſelv at gjøre Pro⸗ ſelyter. Det var et ungdommeligt Indfald, ſom Deres fortræffelige Syracuſer veſentlig maa bære Skylden for. Men min Henſigt var ikke ond, det forſikker jeg Dem, og allermindſt tænkte jeg paa at udſaae Tvivl i Deres Sjæl eller at rokke Deres Tro.“

„Nei, nei!“ ſagde han blidt og ryſtede ſmilende paa Hovedet, „min Tro er faſt, og jeg frygter ikke for at tabe den nu, da jeg kun har eet Skridt til Graven. Men huſk paa, hvem det var, De talte til: en ſammen⸗ loben Flok af dovne, ligegyldige og lidettroende Munke, i hvis afſidesliggende Kloſter Tvivlen allerede har faaet Indpas. Jordbunden er beredt, og De behøver. kun at udſaae Deres proteſtantiſke Ideer, fan kan De være vis paa, at de ſtrax ſlaae Rod, og at de ingen⸗ ſteds ſpire frodigere og bedre — men hvad bliver Ho— ſten: Synd og Fortvivlelſe! — Hvis De forreſten, ſom De ſiger, oftere ſelv har været Gjenſtand for Omven⸗ delſesforſog, faa huſk vel paa, at den katholſke Kirke

48 Fra Simone.

ligefrem fordrer af fin Clerus, at den ffal bringe de Frafaldne tilbage, og den Geiſtlige, der ikke gjør det, forſommer en af ſine forſte og helligſte Pligter — det vil maaſkee bringe Dem til i Fremtiden at fee disſe Forſog i et noget mildere Lys. Men jeg fører Dem jo bort fra Deres Bei, thi vi ere nu igjen paa Veien til mit Kloſter.“

„Hvis De tillader det, folger jeg med Dem.“

„Jeg gaaer hver Aften en lille Tour her ved Stranden, og udhviler derpaa en Times Tid i Para- disgrotten. Vil De folge med, ſaa takker jeg Dem af Hjertet, thi jeg omgaaes Ingen, og jeg har i mange Aar ikke vidſt, hvad det vil ſige at meddele mig til Nogen.“

Under livlig Samtale gik vi nu ſammen langs med den ſtjonne ficilianfte Kyſt, hvor Morgana bygger fine Skypaladſer; men jeg var faa beffjæftiget med min Led⸗ fager, at jeg hverken tænfte paa Morgana eller hendes Luftſlotte, og det var intet Under, thi jo meer jeg horte paa ham, des meer blev jeg overraſket. Man er i Italien fan vant til at ſee i en Capucciner et Indbegreb af Plumphed, Uvidenhed og Borneerthed, at man kan tenke fig min Overraſkelſe ved her i Capuccinerkutten at treffe paa en Mand, der med en fiintdannet Aand for⸗ enede en overordentlig Kundſkabsfylde, og hvis ſmukke og livlige Tanker paa den naturligſte Maade af Ver⸗ den indkloedtes i et reent og fuldttonende Sprog.

„Men De er jo en Romer!“ raabte jeg pludſelig.

Fra Simone. 49

„Hvad ei Alverden har dog ført Dem herned til denne afſides Plet, og hvorledes er De kommen til at gaae i denne Kutte?“ i

Han fvarede ikke, men blev ved at gane taus ved Siden af mig. Vi traadte ind i Paradisgrotten, det i dette Oieblik meer end nogenſinde ſyntes mig at for- tjene ſit Navn.

Solen var ved at gage ned. En magißk Glands af Guld, Carmoiſin og Violet ſtrommede ind i den hvælvede Klippehal og kaſtedes ligeſom tilbage fra de roſenfarvede Vægge. En paradiſiſk Stilhed og Fred herſkede herinde. Vi ſatte os paa en Klippeblok og ſaae ud over det deilige ioniſke Hav, der bredte fig foran os i dette forunderligt ſmukke, rodligviolette Skjer, ſom man maa have feet i Syden for at forſtaae, at Homer kalder Havet det „viinfarvede“. Nogle faa Barker med hvide Seil, der ſkinnede i Aftenſolen, ſtyrede hen imod Havnen ligeſom Sofugle, der ved Nattens Komme ſoge hen til deres Reder.

„De ſporger, hvad der har bragt mig hen til denne afſides Plet?” begyndte Capuceineren efter en Pauſe. „Hvis De for nogle Aar tilbage havde gjort mig dette Sporgsmaal, vilde jeg have ſvaret: Ulykken — nu troer jeg, at det netop har været min Lykke. Naar De hører min Hiſtorie, vil De ſelv kunne domme — i ethvert Tilfælde vil det ikke længer forundre Dem, at jeg for- leden tiltalte Dem ſaa ſkarpt.

Jeg er, ſom De rigtigt har opfattet, en Romer

4

50 Fra Simone.

og nedſtammer fra en af de eldſte Familier i Italien. De veed, at den fornemme romerſke Adel er fattig, og at over Halvdelen af de Paladſer, der findes i Rom, ſtaae tomme og ubenyttede, fordi Eierne ikke engang have Raad til at beboe dem. Der er kun faa Undta⸗ gelſer, men disſes Formuer ere ogſaa ſaa colosſale, at de rivaliſere med Kongernes.

Min Familie er en af disſe Undtagelſer, og da De har levet længe i Rom, har De uden Tvivl ofte beſogt Galerierne i min Faders Palads og hans Vil— laer, uden at ane, at De engang ſkulde træffe paa Ar- vingen til alle disſe Herligheder i en Capuccinerkutte.

Naar jeg tenker paa min Fader, er det med en vis ffy Wrbodighed, thi han har altid ſtaaet for mig ſom en Fremmed. Han var den incarnerede Fornemhed og ſyntes at aande i en ganſke anden Sphære end alle Andre. Jeg og min Broder Luigi, der var et Par Aar yngre, Jane ham kun ſſelden, og det betragtedes ſom en ſtor Lykke og Udmeerkelſe, naar han engang imellem henvendte et Par Ord til os. Den Hyldeſt, der fra alle Sider viſtes ham, var heller ikke ufortjent, thi medens de romerſke Nobili i Regelen forteres af deres Orkesloshed, indſnorte i Vaner og Fordomme ligeſom Mumier i deres Spob, var min Fader altid beſtjeftiget — ikke med fine ſtore Landeiendomme, thi dem bortforpagtede han til de ſaakaldte «mercanti», men med antiqvariſke Studier. Han foretog paa fine Godſer koſtbare Udgravninger, hvorved mangfoldige

Fra Simone. 51

Oldtidslevninger, der nu vekke Kjenderes Beundring, kom frem for Lyſet; han beſkrev disſe Udgravninger med ſtor Skarpſindighed og Lærdom, og han har leve— ret en heel Reœkke af værdifulde Afhandlinger om Va- fer, Gemmer og Montſamlinger. Naturligviis blev han overalt udbaſunet ſom et Orakel: de Lærde kappedes om at dedicere ham Bøger baade pan Latin og Italienſk i de meſt ſuperlativiſke Udtrygk — og jeg Fjender intet Sprog, der har ſaamange Superlativer ſom disſe — og Medlemmerne af Accademia dei arcadi beſang ham baade i Stanzer og Sonetter.

Disſe Studier optoge ham fan ganſte, at han kun fik lidt Tid tilovers for ſin Familie. Jeg ſom den eldſte Son ſkulde opdrages til Statsmand og fif en lærd Abbate fra Benediktinerkloſtret paa Monte Cassino til Lærer, og da vor Familie gjennem Aarhundreder har forſynet den romerſke Kirke med Cardinaler, blev min yngre Broder overgiven til min Faders Skriftefader, Fra Silveſtro, en Jeſuit fra Collegio romano.

Man kan ikke tenke fig nogen ſtorre Modſeetning end imellem min Lærer og min Broders. Don Gae⸗ tano, Benediktineren, var en fiintdannet Aand, brav, retſindig, kundſkabsrig og begeiſtret for Alt, hvad der var edelt og ffjønt. Fra Silveſtro var derimod — i det Mindſte opfattede jeg ham dengang ſaaledes — en hykleriſk, fold, glattunget Jeſuit, for hvem Religionen var Intet, og hans Orden Alt. De undgik derfor og⸗ ſaa omhyggeligt hinanden, og allerede derved opkom

4*

52 0 Fra Simone.

der ligefra Drengeaarene en Spaltning mellem min Broder og mig, der tiltog med Aarene.“

Min Lærer var en udmerket Philolog, og mit Hjerte bankede, naar han holdt mig den romerſke Old— tids ſtore Monſtre for Sie, og jeg hulkede af Sorg, naar jeg læfte om Frihedens Undergang i Rom med Brutus og Graccherne. Denne Læsning fif Betydning for hele mit Liv og min Fremtid. Jeg tog mine Exa— miner med Udmeerkelſe, og medens der var Enkelte, der i mig ſage et ungt Menneſke, ſom gik en ſtor Fremtid imode, mente Andre — og deriblandt min Fader — at jeg var altfor exalteret og fremfuſende, og at mine Kundſkaber og Eoner kun vilde blive mig til Fordeer⸗ velſe. Jeg ſelv var ſyg, mismodig og utilfreds baade med mig ſelb og Andre. Jeg fane Rom, men jeg ſaae ingen Romere, og naar jeg ſammenlignede Poeſi, Kunſt, Induſtri, Statsforfatning og Regjering med Fortidens, ſaa var mit Hjerte nærved at briſte af Skam og Sorg over ſaadan en Tilbagegang.

Min eneſte Troſt i al denne Elendighed var min Moder. Hun var en ægte Romerinde, varm, folelſes— fuld og iſtand til enhver Opoffrelſe ligeſom Gracchernes Cornelia. Jeg vidſte, at hun tenkte og folte ligeſom jeg, men hun havde uden Tvivl maattet kcempe mangen en haard Kamp for at lægge Baand pan ſig ligeover for min Fader. J hans Nærhed var hun altid frygt— ſom og tilbageholden — det var, ſom om hendes Fo— lelſes fine Blomſter dode i den Kulde, der udgik fra

Fra Simone. 53

ham. Forſt naar vi vare alene, tøede hun op, og hvorofte tog hun mig da ikke om Hovedet med begge fine Hender, faae mig ind i Øinene og beſvor mig med fin milde Roſt at betvinge min Heftighed, at lempe mig efter min Faders Luner og undgaae Alt, hvad der kunde vælfe hans Harme.

Selv om jeg havde været døv for hendes Over— talelſer, ſaa var der dog Noget, der maatte bringe mig til Eftertanke. Naar min Fader var fortørnet paa mig var det aldrig mig, det gik ud over. Han vendte mig da gjerne koldt Ryggen eller gik fra mig med en Sar— kasme — men jeg kunde være vis paa, at Dagen efter fane min Moder forgrædt ud. Det var klart, at hun havde maattet undgjeelde for mig. Denne Uretfeerdighed oprorte mig og bragte en Bitterhed i mit Sind, der hidtil havde været mig fremmed; dog blev jeg forſigtigere i min Opforſel og føgte at undgane ethvert Anſtod.

Blandt de Mangfoldige, der daglig kom i vort Huus og kun faae den glimrende Pderſide af vort Huus⸗ livs Elendighed, var der en ung principessa af Orſi⸗ niernes Sleegt, Maria Annunziata. Hun var bleven opdragen i et Kloſter, og det var en triſt Novemberdag, da hun forſte Gang traadte ind til os. Himlen var mørt og overtrukken, men det var, ſom om Stuen fyld⸗ tes med Sollys, da hun traadte ind, ſaa vidunderlig ſmuk var hun. Hun blev fnart en daglig Gjæft i vort Huus, thi min Moder forgudede hende, og min Fader kunde ikke undvære hende. Hun var den Eneſte, med

54 Fra Simone.

hvem han nedlod fig til at ſpoge, den Eneſte, der kunde formaae denne Olympier til at ſtige ned af Piede— ſtallen.

Med min Broder var der imidlertid foregaget en forunderlig Forandring. Hidtil havde han altid været høflig imod mig, undertiden altfor høflig, men med eet forandrede han fin Opforſel. Vi havde aldrig havt megen Omgang med hinanden, men nu trak han fig fuldkommen tilbage, og naar vi vare tvungne til at være ſammen, og han troede fig ubemærket, betragtede han mig ikke ſjeldent med et ondt og hadefuldt Blik, hvortil jeg forgjeves ſogte at udfinde Grunden. Jeg ſtjod Skylden paa hans Lærer, og den lumpne Jeſuit, der alene gik ud paa at gjøre Propaganda for fin Or- den, blev mig kun mere forhadt.

For at komme ud af disſe Forhold, der med hver Dag bleve mig piinligere, vilde jeg gjøre en Reiſe gjennem Europa; men den pavelige Tilladelſe, uden hvilken ingen adelig Romer tor forlade Paveſtatens Ge— beet, blev mig negtet. Mine Grundſcœetninger og Ideer, hed det, vare faa afvigende fra de almindelige, at de ikke kunde andet end vekke Bekymring. Hs. Hellighed frygtede for, at jeg ved at komme i umiddelbar Bero— ring med den falſke Liberalisme, der nu gik i Spang i Europa, vilde forvilde mig endnu mere fra Hjorden. Det vilde være en Ulykke for mig og en Skamplet paa min Familie, ſom for enhver Priis maatte undgaaes.

Opbragt over at svære mistenkeliggjort uden

Fra Simone. 55

Grund befluttede jeg at hevne mig, og fra bette Oie— blik ſluttede jeg mig aabenlyſt til det ſaakaldte „unge Italien“, der ogſaa i Rom havde fine Repraſentanter. Det var en Flok unge Menneſker, ſom, paavirkede af Frihedsideerne fra Frankrig, daglig kom ſammen i Café Ruspoli, ſnakkede Politik, ſpillede Schach, gik ſammen i Theatrene, applauderede voldſomt enhver friſindet Yttring eller Alluſion, ſom var undgaaget den pavelige Cenſur, og forreſten ſlentrede om Aftenen omkring paa Forum i Maaneſkin eller i Coliſeum ved Fakkelblus. Alt dette var meget ufßkyldigt og havde ikke det mindſte at gjøre med Carbonarismen.

Ikke deſto mindre havde Politiet et vaagent Sie med os Alle, og ethvert Skridt, vi foretog os, blev ſtrax rapporteret.

Det var i den varmeſte Sommertid. Rom ſtod ode og forladt — de Fremmede vare dragne bort i Masſe, og Romerne, der havde Raad til det, ombyt— tede den feberfvangre Luft inde i den lumre By med deres Villeggiatura ude i Bjergene. Vi feirede min Faders Navnedag i en af hans verdensberømte Villaer, en af disſe prægtige Haver i Roms umiddelbare Ner— hed, der ved de romerſke Fyrſters Liberalitet neſten mere tilhøre Publicum end Eiermanden.

Hs. Hellighed havde tidligt om Morgenen ſendt fin «foriere maggiore ) til min Fader for at lykonſke

*) Hofmarfkal.

56 Fra Simone.

ham, og indtil langt op paa Formiddagen agfloſte den ene Deputation den anden i ſamme Anledning. En talrig og udſogt Kreds havde tilbragt Middagen hos os. Min Fader var ved Bordet i det lykkeligſte Hu⸗ meur, og jeg har kun ſjelden feet ham faa forekommende og elſtverdig; ſelbo om min Moders Mund ſpillede af og til et lykkeligt Smiil, der kunde ſkuffe den, ſom ikke kjendte Forholdene bedre.

Efter Bordet gik vi ud paa Terrasſerne, hvor Tjenerne ſerverede Kaffen. Jeg ſtod ved Siden af den unge Principesſa og fane ud over Haven, hvis Alleer vare opfyldte af feſtligtkleedte Spadſerende, ſom Muſik⸗ corpſene, der afloſte hinanden paa forſkjellige Steder i Haven, havde lokket ud i det Frie. Der var noget Mildt og Drommende over Naturen i dette Sieblik, der harmonerede godt med Stemningen i mit eget In- dre. En Flor af de deiligſte Blomſter udbredte ſig nermeſt foran os; længere borte, paa den vidtſtrakte grønne Slette, aftegnede nogle høie Pinier med flanfe Stammer og paraſolformede Kroner ſig ſmukt paa den glimrende Aftenhimmel. En bred Allee af hundredaarige, dunkle Cypresſer forte ned til Drivhuſene, ſom vare byggede op til rødlige Muurſteensarkader, Brudſtykker af de Mure, der omgave det gamle Rom. Smukke Statuer og Grupper, et Par afbrudte, canellerede Soi⸗ ler, Vaſer, Springvand og et Par antike Capiteler dannede, ſpredte i Terrainet, en udmeerket Staffage. J det Fjerne laa i et lyſtviolet Skjcer Campagnens uende⸗

Fra Simone. 57

lige Flade, ſom ſmaa Rogſkyer hiſt og her ſtege op fra, og de deilige latinſke Bjerge med deres ſkjonne Linier og kraftige Contourer omgave det Hele ſom en morke— blaa Ramme.

Min Fader kom forbi i det ſamme. Han klappede Maria Annunziata paa Kinden og ſagde til mig i en Tone, der var virkelig godmodig: „Ja ikke fandt, her er ſmukt! nok faa ſmukt ſom paa Forum i Maaneſkin og i Coliſeum ved Fakler!“ Jeg bukkede taus, thi jeg folte, at han havde Ret.

J det ſamme kom en Tjener lobende og bragte ham et ſtort Brev. Han aabnede det ſmilende, men han havde neppe kaſtet et Blik paa Indholdet, for hans Anſigt fortrak fig convulſiviſk. Han kaſtede et gjennem⸗ borende Blik paa mig, og hans Haand ryſtede af Harme, idet han rakte mig Brevet. „Jeg vidſte ikke, at Du var faa ſtor en Kunſtner!“ ſagde han med den ſamme iis⸗ kolde Stemme, hvormed han ſaa tidt havde bragt mig til Fortvivlelſe.

Jeg behovede blot at kaſte et Blik pan Papiret for at overbeviſe mig om, at det var en afſkyelig Intri⸗ gue, der var ſmedet imod mig. Convoluten indeholdt ikke Andet end en Pennetegning, der foreſtillede en Je⸗ ſuit, ſom var i Begreb med at fiſke. J Dammen ſvom⸗ mede der iſtedenfor Fift en Mængde nøgne Smaaborn, og det var dem, han anglede efter. Han gjorde god Fangſt, thi han hapde allerede fiſket et Duſin Stykker, og aldrig ſaaſnart havde han dem i Mettet, for de

58 Fra Simone.

ſtrax forvandledes til ſmaabitte Jeſuiter med ſnevre Sottaner og ſtore, opſmogede Hatte. At Jeſuiten var Fra Silveſtro kunde man ikke tage feil af, og at Teg— ningen var af mig var ligeſaa umiskjendeligt, thi jeg havde fat mit Navn paa den!

Tanken om den djevelſke Ondſkab, der havde ud⸗ ſogt mig til fit Offer, gjorde, at jeg reiſte Hovedet med en vis Trods, der endnu mere opbragte min Fader.

„Saa har man dog Ret“, ſagde han, „at Du kun er en Giftplante, der maa oprives med Roden! Gaa din Vei og kom aldrig mere for mine Sine, thi nu har jeg tabt den ſidſte Gniſt af Agtelſe for Dig.“

Ved disſe haarde Ord ſtrommede Blodet mig til Hjertet, men jeg ſvarede i en faſt Tone:

„Har De maaffee mere Agtelſe for den Huustyv, der har ſtjaalet bette Blad i mine Gjemmer?“

„Hvad ſiger Du?“ ſpurgte min Fader overraſket, thi det var forſte Gang i mit Liv, at jeg vovede at ſvare ham.

„Jeg ſiger“, vedblev jeg, „at en Typ har ſtjaalet bette Blad ud af min Skuffe. Det er maaſkee en Drengeſtreg, at jeg har gjort denne Tegning, men jeg har havt den under Laas og Lukke, og jeg har ikke viiſt den til nogen Dodelig. Allermindſt kunde det falde mig ind, at Nogen kunde være faa hjerteløs at ville forbittre Dem deres Glæde pan denne Dag ved at ſende Dem dette Makverk.“

Jeg rev Tegningen i Stykker og kaſtede den ud

Fra Simone. 59

over Balluſtraden. J det Samme faldt mit Blik paa min Broder, der ſtod i nogen Afſtand og fulgte denne Scene. Han var bleg ſom et Liig, og hans Leber dirrede. Et eneſte Blik var nok til at ſige mig, at det var ham, der var Gjerningsmanden!

Min Fader vaklede. Det var dienſynligt, at mine Oro havde gjort Indtryk paa ham, men han var for ſtolt til at indromme, at han maaſkee var gaaet for vidt. Efter nogle Sieblikkes Kamp vendte han ſig om og vilde gage fra mig. Maria Annunziata holdt ham tilbage.

„Gaa ikke, altezza!“ ſagde hun med et fortryllende Smiil og greb ham i Haanden. „De har ſagt nogle Ord, ſom De fortryder i Deres Hjerte, men ſom De ikke vil tage tilbage. Det ſkal De ikke heller, men De maa ikke lade Guds ſkjonne Sol gage ned over Deres Brede! Reek Deres Son Haanden og ſiig, at De til— giver ham! Ja, De flipper mig ikke! See, her knee— ler jeg for Deres Fod, og jeg reiſer mig ikke, for De har gjort, hvad jeg forlanger!“

Hun knelede ned for ham med en faa henrivende Ynde og fane paa ham med et ſaa engleligt Smiil, at min Fader uvilkaarligt boiede fig ned over hende, kys⸗ ſede hende paa Panden og loftede hende op i fine Arme. „De misbruger Deres Magt!“ ſagde han og vendte ſig om til mig. „Min Son, jeg tilgiver Dig, og jeg rekker Dig Haanden“, foiede han til i en mild og al⸗

60 j Fra Simone.

vorlig Tone, „men tak denne Engel, ſom Himlen har ſendt os til vor Lykke!“

Fra dette Sieblik trak jeg mig tilbage fra den ufrugtbare Omgang med Medlemmerne af det „unge Italien“, hvis hule Phraſer og flaue Demonſtrationer jeg for længe ſiden var kjed af. Jeg gav mig med Lidenſkab til at ſtudere Hiſtorie, der allerede tidligere havde været mit Yndlingsfag. De veed, at paa det pavelige Index“) figurerer en Mængde Verker ſom forbudte, der netop ere Italiens Stolthed; men med Penge udretter man Alt i Rom, og jeg fkaffede mig ſnart ikke blot Macchiavelli, Botta og Colletta, men ogſaa Thiers, Guizot og mange andre. Machiavelli tiltalte mig dog meſt, og jeg ffrev i Anledning af hans aprincipe» (Bogen om Fyrſten) en heftig Phillippica mod dem, der have beſudlet den bersmte Florentiners Minde ved at tillcegge ham Tendentſer, ſom han netop har hadet og afſtyet.

Midt under disſe Studier dukkede ikke ſaa ſjeldent Billedet af den kneelende Maria Annunziata frem for mine Tanker, og den hiſtoriſke Stiil forvandlede ſig da med Eet til de fyrigſte Sonetter, ligeſom man i de ſaakaldte codices palinpsesti under en Kirkefaders Proſa kan finde baade Idyller og Elſkovsdigte. Men jeg be⸗ kempede denne Kjerlighed, thi hvorledes ſkulde jeg, der levede ſom en Forſkudt, en Paria i min egen Familie,

*) Cataloget over de forbudte Boger.

Fra Simone. 61

turde vove at løfte mine Tanker til hende, der var til— bedt af Alle.

Min Moder, der i længere Tid havde ffrantet, blev pludſelig heftig fyg, og Lægerne lagde ikke Skjul paa, at hendes Liv fvævede i Fare. Saalenge Kriſen varede, veg Maria Annunziata ikke fra hendes Leie, og forſt da Sygdommen var overvunden, undte hun ſig ſelv nogen. Hvile. J Rom, hvor enhver Feber anſees for ſmitſom, beundrede man dobbelt hendes Heroisme, og det var, ſom om hele Byen aandede lettere, da Faren var overſtaaet. J al denne Tid ſaae jeg daglig min Moder, men kun Sieblikke ad Gangen, thi hendes Til⸗ ſtand frævede fremfor Alt Ro, og enhver Sindsbevegelſe kunde være dødbringende for hende. Under eet af disſe Beſog, da Sygdommen netop var paa ſit Hoidepunkt, var jeg traadt ſagte hen til hendes Seng. Hun ſov, og jeg boiede mig forſigtigt hen over hende for at lytte til hendes Aandedret. J det Samme flog hun Oinene op, og da hun faa Maria Annunziata paa den ene Side af Sengen og mig paa den anden, ſmilte hun til os Begge, greb vore Hænder og lagde dem ſagte i hinanden. Derpaa lukkede hun fine Sine, ſom om hun igjen vilde ſove. Jeg følte, hvorledes Blodet ſtrommede op i mine Kinder, men Maria Annunziata forandrede ikke en Mine. Hun ſmilte blot, ſom man ſmiler af en Sygs Indfald, og tog igjen fat paa ſit Haandarbeide, medens jeg ſkyndte mig ud af Veerelſet for ikke at forraade min Bevegelſe.

62 Fra Simone.

Efter et Par Maaneders Sygeleie var min Mo— der faa vidt, at hun daglig kunde gjøre Kjoretoure i Roms Omegn. Disſe FKjoretoure bleve beſtandig læn- gere, thi den friſke Efteraarsluft ſyntes at ſtyrke hendes Nerver, og Farven begyndte igjen at vende tilbage paa hendes Kinder.

Vi kom netop i Middagsſtunden tilbage fra en ſaadan længere Udflugt, da vi i Nærheden af via No- mentana overraſkedes ved at ſee Pavens Vogn holde tætved den gamle Kirke Santa Agnese. Vi havpde ikke kjort mange Skridt henimod porta Pia, før Paven ſelv kom os impde i fin hvide Ciſtercienſerkappe og carmoi⸗ ſinrode Flsielshat. Han gik ganſke alene foran; et Par Cardinaler fulgte efter ham og i nogen Afſtand et Par ſteerktbroderede Lakaier. Min Moder lod ſom god Katholik fin Vogn holde, ſteg ud af den og fnæ- lede, da den hellige Fader nærmede fig, og jeg fulgte. naturligviis hendes Exempel.

Hs. Hellighed gjorde Korſets Tegn og vilde gaae videre, men fif i det ſamme Sie paa min Moder. Han ſtandſede og ſpurgte venligt til hendes Befindende. „Hvem er det unge Menneſke, der ledſager Dem?“ ſpurgte han i en mild Tone.

„Min eeldſte Son per ubbedirla! +)"

„Nei, min Datter! der pasſer Talemaaden kun

+) Italienerne ſige: „for at adlyde Dem“, ligeſom vi ſige: „til Deres Tjeneſte.“

gra Simone. 63

daarligt!“ ſagde Gregor den Sextende i en fpøgende Tone, „thi lydig er han ikke, hvad han end er forreſten!“

„Tvivl ikke derom, hellige Fader!“ ſagde min Moder ivrigt.

„Jeg veed det, jeg veed det! Han er jo en af mine heftigſte Modſtandere, og jeg kunde friſtes til at ſporge ham: „Saul, hvi forfølger Du mig?“ ... Men det er ikke noget Nyt! den Slags forblindede Angreb har vor betreengte Kirke til alle Cider været udſat for, og med Guds Hjælp overlever den ogſaa dette.“

Han ſagde disſe Ord med en faa ſkerende Ironi, at jeg pan eengang følte mig ydmyget og opirret. Derpaa gjorde han igjen Korſets Tegn og gik videre.

Hen paa Eftermiddagen kom jeg tilfælbigviig over Peterspladſen og faae en Mængte Menneſker bevæge fig henimod Vaticanet. Jeg fulgte mechaniſk med. Vi kom gjennem corlile di Bramante ind i en ſtor Sal, hvor der var ubſtillet en Mængde koſtbare Pre— ſenter fra Hs. Hellighed til Mehemed Ali ſom Tak for de tolv Colonner, der af Paſchaen vare ffjænfede til Paulskirken. Den ſmukkeſte af disſe Preſenter var et Moſaikbord med Peterskirken i Midten, omgiven af romerſte Proſpekter og med Paſchaens Navnechiffer paa Siden i en koſtbar Brillantkrands.

Jeg var ikke ſtemt til at beundre og betragtede derfor disſe Herligheder med Kulde, medens der fra alle Sider gjenlod de meſt begeiſtrede Lovtaler. „Veer dog ikke faa blaſeret, men glæd Dig med os Andre!“

64 Fra Simone.

raabte en ung Officeer af Nobelgarden til mig. „Eller har maaſkee din kritiſke Sands opdaget Feil der, hvor vi Andre ikke kunne ſee nogen Mangel?“

„Ikke det?“ ſvarede jeg. „Da mangler der dog virkelig Noget.“

„Og det er?“ lød det fra flere Sider.

Det var uden Tvivl under Indtrykket af den Yd- mygelſe, der var tilfsiet mig fan Timer i Forveien, at jeg ſvarede i en bitter og ſpottende Tone: „En Baga— tel! Ikke Audet end Korſet paa San Pietro.“

„Hvorledes? Korſet? Ja virkelig! Korſet mang— ler!“ lod det rundtomkring, og det lod til, at denne Opdagelſe i en forbauſende Grad afkolede Begei— ſtringen.

„Det er naturligviis en Hoflighed mod Paſchaen“, foiede jeg til i ſamme Tone. „Man har ikke villet tvinge ham til at fee paa noget UÜbehageligt.“

Denne Yttring forfeilede ikke fin Virkning, thi faa Minuter efter var Salen tom, og Folk ſpredtes igjen til alle Sider under en misfornsiet Mumlen.

Da jeg ſamme Aften traadte ind i vor Loge i Teatro d'Alibert, blev jeg overraſket ved at fee alle Kikkerter rettede paa mig, og af nogle Yttringer, ſom jeg opfangede, var det mig tydeligt, at mit Eventyr i Vaticanet havde forplantet fig ſom en Lobeild. Efter Theatret gik jeg ind i Café Ruspoli. Der opſtod en forlegen Hviſken, da man ſaae mig, og uagtet der var flere af mine Venner og af min Families Clienter derinde,

Fra Simone. 65

var der Ingen, der nærmede fig til mig. Alt det ſpaaede mig intet Godt.

Da jeg kom hjem om Aftenen, ſtode mine Veerelſer tomme — mine Meubler, mine Boger og Samlinger, Alt var ſom bortblæft, Inde i mit Sovekammer ſtod Cecco med et bekymret Anſigt. Han rakte mig et Brev; det indeholdt folgende Linier fra min Fader:

„Den, der forhaaner, hvad jeg fætter hoieſt, kan ikke være i mit Huus. Cecco vil fore Dig hen til den Bolig, der er beſtemt Dig for Fremtiden. Hos Torlonia er der anviiſt Dig en aarlig Sum til at be— ſtride dine Fornodenheder. Du behover ikke at tage Afſked med din Moder. Der er ſagt hende, at Du er reiſt til et af mine Godſer ved Forli, for at fore Tilſyn med de Bygninger, jeg lader opføre der. Jeg beder til Gud, at han vil oplyſe og forbedre Dig, men, begværre! jeg har kun ringe Haab om at blive bonhort.“

Jeg vaklede, da jeg læfte disſe Ord. Cecco maa uden Tvivl have meerket det, thi hau ſprang til for at gribe mig; men jeg fattede mig ſtrax og bad ham hente mig en Vogn. „Den venter paa Eccellenza!“ ſagde han og aabnede Doren. Jeg gik langſomt ned ad Trappen, ſatte mig i en lukket Vogn, der holdt for— fpændt i Porten, og Cecco ſprang op paa Bukken. Langt om længe holdt Vognen ved et enſomtliggende lille Huus langt ube i Trastevere. En kjon gammel Kone ſtod i Doren med en trearmet Mesſingſtage i Haanden og tog venligt imod mig. Hun forte mig

.

0

66 Fra Simone.

ind i nogle hyggelige Smaaverelſer, hvor mine ſtore og koſtbare Meubler tog ſig beſynderligt ud til de lave Vegge og det tavlede Fliſegulv; men man havde ladet mig beholde mine Bøger, og det var det Vigtigſte.

Det koſtede mig ikke lidt at blive fortrolig med den Tanke, at jeg var udſtodt af min Faders Huus, at jeg ikke mere ſkulde gjenſee min Moder, og at den Himmel var lukket for mig, ſom jeg i et Siebliks Be— ruusning havde brømt om. Jeg. græd af Raſeri, og min forſte Tanke var at bortkaſte et Liv, font ikke læn- gere havde nogen Bærd for mig. Mit Sind var i en ſaadan Spending, at jeg frygtede for min Forſtand, og Alt, hvad jeg foretog mig, bar Preget af en Liden— ſkab, der truede med at fortære mig.

Min eneſte Troſt i al denne Nod var den fkikkelige Cecco, der ligefra Dreng havde tjent i min Familie ſom Jockey og Forrider. Strax efter at han var kom⸗ men til os, gjorde vi en Dag tilvogus en Udflugt til Tivoli, det gamle Tibur, ſom Horats og Catul har beſunget ſaa ſmukt, men ſom Nutidens Romere give det lidt opbyggelige Skudsmaal:

Tivoli di mal conſorto

O piove, o tira vento, o suona a morto. “) Det ſkulde heller ikke fornægte fit Ry denne Gang, thi min Moder klagede under hele Touren over den fkarpe Vind, ſom hun ikke kunde taale — ja, der manglede

*) „Tivoli, Du har ringe Kaar: Enten reguer eller bleſer det, eller Liigklokken gaaer.”

Fra Simone. 67

heller ikke meget i, at ogſaa Liigklokken var kommen til at ringe. Jeg var jevnaldrende med Cecco og ſtod netop henne ved de prægtige Steenhvelvinger, hvor— igjennem Bernini har ledet den rivende Strom, og be— tragtede med Beundring de blaalige Olivenſkove i Mellemgrunden og længere borte de morke Klippeſider med den bruſende Cascade, der ſom en vild, ubeendig Heſt ſteiler, ſrummer, og blindt ſtyrter fig i Dybet, medens Cascatellerne ſom blinkende Solvflanger ſmidigt bugte fig ned mellem Revner og Buſke — da jeg i det ſamme hørte et Pladſk og et Hjcelpraab. Det var Cecco, der var ſtyrtet i Bandet, og ſom af Strømmen blev: ført lige hen imod mig. J et Nu var jeg ude efter ham og fik ham iland, og fra det Sieblik var han mig hengiven med Liv og Sjeel og veg ikke fra mig. Han kjendte mig ud og ind, og jeg havde. ingen Hemmelighed for ham. Ind i min Faders Palads vovede han fig aldrig, men gjennen Tfeneſtefolkene vidſte han Beſked med Alt, hvad der foregik i Hjemmet. Snart bragte han mig en Hilſen fra min Moder, ſnart en Blomſt fra Maria Annunziata. Kun naar han kom til at tale om min Broder, kunde han ikke ſtyre ſin Heftighed. En Dag kom han hjem i en ufæbdvanlig Bevegelſe: han havde mødt Maria Annunziata, han var bleven forfærdet over hendes blege og forſtyrrede Üdſeende og han havde ikke givet: fig Ro, for han havde faaet at vide, hvad der var i Veien. „Tenkte jeg det ikke nok“, ſagde han; „det er Deres Üdſkud af

68 Fra Simone.

Broder, der igjen er paa Spil! Han har fraſtjaalet Dem Alt, Navn, Fremtid og Fædrenearv, og han holder ikke op, for han ogſaa har fraſtjaalet Dem hende!“

Med Eet faldt det ſom Sfjæl fra mine Sine, og jeg ſaae for forſte Gang Traadene klart i dette djevelſke Spind. For at min yngre Broder kunde komme til at trede ind i mine Rettigheder, maatte jeg lige fra Drengegarene mistenkeliggjores hos min Fader og frem⸗ ſtilles for Verden ſom en Gjenſtand for Afſky og Skrak.

Det var den Plan, der var lagt, og den lykkedes. Jeg folte, at jeg maatte gjore Noget, men jeg kunde ikke fatte nogen Beſlutning.

J det Samme lød der en forvirret Stsi udenfor mine Vinduer. Det var Landboere, ſom i et broget Maſkeoptog, under Lyden af Tambouriner og Caſtag⸗ netter, droge ind til Corſo paa den ſidſte Carnevals⸗ dag. Pludſelig fik jeg en Tanke, ſom jeg meddeelte Cecco. Han foer ud af Doren, og faa Minuter efter var han tilbage med et ſtort Skjceg og en fuldſtendig Forkledning. Klokken manglede endnu en god Time i Ave, da jeg, kleedt ſom Minente, med en Floiels Troie over Skuldren, et rodt Skjcerf om Livet, en lille graa Hat paa Hovedet og det uhyre Skjeg, der gjorde mig ganſke ukjendelig, ſtod midt i Maſketumlen paa Corſo.

Hele den uendelig lange Gade fra piazza del po- polo og til det venetianſke Palads gjenlod af Jubel og Lyſtighed. «Ecco fiori! Volete fiori! lød det over⸗ alt, og Violbouketterne Havde en rivende Afjætning.

Fra Simone. 69

Blomſterkampen med Damerne paa Balconerne var i fuld Gang, og Inftige Carrikaturer gjennemkrydſede Vrimlen. En uhyre Colos, der foreſtillede et Damp— ſkib, bevægede fig langſomt fremad under Haandklap og Jubel; et halvthundrede ſmukke Romerinder i maleriſke Grupperinger udgjorde Beſetningen. En uhyre Menneſke⸗ masſe fulgte med Skibet og rev Alting med ſig. Jeg var nødt til at folge med Sveermen, og inden jeg vidſte af det, ſtod jeg foran min Faders Palads.

Hele den lange Balcon paa Fagaden var beſat med pyntede Herrer og Damer. Dampfkibet ſtandſede, og der udſpandt fig en heftig Kamp mellem Balconen og Beſcetningen pan Skibet. Den Eneſte, der ikke tog Deel i Kampen, var den unge Prindſesſe Orſini. Hun fad i et Hjørne af Balconen med Haanden under Kin— den og ſtirrede udeeltagende ned paa den brogede Vrim⸗ mel. Ved Siden af hende ſtod min Broder. Han talte ivrigt, lidenſkabeligt til hende, men hun ſyntes ikke engang at høre paa hvad han ſagde. Engang imellem kaſtede han en Haandfuld Confetti ned over Romer⸗ inderne, men bsiede fig ſtrax igjen ned til hendes Sre. Dette Syn gjorde mig raſende. Jeg løftede Armen truende iveiret og udſtodte en Forbandelſe imod ham, men den ſtsiende Jubel omkring mig overdsvede min Stemme. Jeg vilde bryde igjennem Masſen og ſtyrte ind i Paladſet, men i det Samme fatte Skibet fig i Bevegelſe, og jeg blev reven med af Strømmen. Forſt

70 Fra Simone.

da Colosſen dreiede om ad en lille Tvergade til strada di Ripelta, flap jeg ud af denne Mylder.

Mit Sind var i et voldſomt Oprør, og Blodet bankede i mine Tindinger, ſom om de fkulde ſprenges. Jeg tyede aldeles bevidſtlos ind i en Café, og hvad der foregik med mig der, auer jeg ikke.

Det var: bælmørft, da jeg kom til mig ſelv; jeg ſtak Opvarteren nogle Penge i Haanden og gik. Min Fod forte mig igjen hen til Corſoen, men her var Scenen pludſelig forvandlet, Den lange Gade ſaae ud ſom et bevægeligt Lyshav. Alle havde tændte Vox⸗ ſtabler i Haanden, og hver ſogte at forſvare fit Lys og udpuſte fin Naboes. «Moccoli! moccoli! Senza moc- coli! che vergognaln lød det fra tuſinde Stemmer paa eengang, medens Alt var deelt mellem at tænde og ſlukke. Disſe Scener, der høre til det Smukkeſte i det romerſke Folkeliv, og ſom jeg faa tidt med Liden⸗ ſkab havde taget Deel i, forekom mig nu latterlige og barnagtige. Jeg ſkraaede hen over Corſoen for at komme ind i en Sidegade. En elegant Epvipage holdt henne paa Hjørnet og fpærrede Veien. En Herre ſtod opreiſt i den og ſogte med et Torkloede paa en lang Stang at ſlukke Lyſene omkring fig. Jeg vilde ikke troe mine Sine: det var min Broder — og han var alene!

Jet Nu var jeg oppe paa Fodtrinet. Jeg greb ham i Bryſtet og ſlyngede ham ned i Vognen. „Elen⸗ dige Brodermorder, træffer jeg Dig endelig!“ raabte

Fra Simone. 71

jeg til ham, og i det ſamme brændte min Haand paa hans Kind. „Tag bette Cainsmerke, og lad det, ſaa— længe Du lever, erindre Dig om din Skjcendſel!“ Han vilde reiſe ſig op og gjore Modſtand. „Grib denne Vanvittige!” raabte han til fine Folk, men de havde uden Tvivol kjendt min Stemme, og de rerte ſig ikke. Jeg kaſtede ham med Foragt tilbage i Vognen og gik.

Da jeg kom hjem, var der en forunderlig Ro over mig. Jeg ſov den hele Nat, og da jeg ſtod op, havde jeg en Folelſe, ſom om mit Regnſkab med Verden var opgjort, og ſom jeg fra nu af hverken havde Noget at haabe eller at frygte. Jeg flædte mig hurtigt paa og ilte ud i det Frie. En uforklarlig Magt drog mig hen til de Steder, jeg altid havde elſket hoieſt. Jeg gik fra Rafaels Loggier til Stanzerne; jeg gjennemlob Salene i Vaticanet og ſendte ligeſom et Affkedsblik til enhver af de Skikkelſer, hvis guddommelige Skjonhed og Ro jeg ſaa tidt havde beundret. Fra Vaticanet ilede jeg ned til Forum, kaſtede endnu et Blik over dets Herlig⸗ heder ligefra Concordiatemplet til Titusbuen, og ſaa— ledes blev jeg ved, ſaalcenge der var Noget tilbage af Dagen, og det med en aandelss Haſt og en virkelig Angſt for, at jeg kunde have glemt eller overſeet Noget. i É

Da jeg kom hjem, var det morkt. Jeg gjennem⸗ gik endnu engang i Tanken den hele Sum af Skjon⸗ hed, ſom mit Blik havde indſuget om Dagen; derpaa tendte jeg Lys og fatte mig til at leſe i Leopardi.

72 Fra Simone.

Jeg havde ikke læft længe, da jeg hørte Vaaben⸗ klirren udenfor, og der blev banket haardt paa min Dor. Jeg aabnede Vinduet og ſpurgte, hvem bet var, og hvad man vilde. — «La forza! Aprite!» ) var Svaret. — Co«cco, der var bleven forſkrekket ved Larmen, kom ind i Stuen og vilde gjore Modſtand. Jeg maatte med Magt vriſte Kniven ud af hans Hender og befale ham at være rolig. Der blev igjen banket paa, ſteerkere end forſte Gang; jeg aabnede, og en Poliliofficeer og nogle Carabi— nierer ſtyrtede ind i Verelſet. Jen Haandevending havde man bemegtiget fig mine Bøger og forſeglet mine Pa— pirer. Officeren befalede mig i Lovens Navn at folge med. „Hvorhen?“ ſpurgte jeg, men ber fulgte intet Svar. Jeg bad da om Tilladelſe til forſt at ſkrive nogle Linier til min Banquier, og det blev mig til- ſtaaet. Strax efter leverede jeg Cecco, der ſtod gree— dende henne i en Krog, en Anviisning til Torlonia paa den Sum, der var deponeret for mig, og ſom jeg endnu ikke havde havt Brug for. „Jeg vil neppe komme til at bruge Penge for det Forſte“, ſagde jeg til ham; „tag derfor denne Anviisning, kjob Dig en lille Eiendom, gift Dig og tenk paa mig engang imellem!“ Jeg rakte ham Haanden og takkede ham for hans Troſkab.

Ude paa Gaden vrimlede det af Soldater. Jeg blev fat ind i en Vogn, og med Politiofficeren ved Siden og et Par Carabinierer paa Forſedet kjorte jeg

*) Rettens Folk! Luk op!

Fra Simone. 73

nu i flyvende Fart hen over de flet brolagte Gader til Engelsborg, hvis tunge Porte lukkede ſig efter mig.

Jeg blev fort ind i et lille Verelſe, der kun fif et ſparſomt Lys fra en Lampe, ſom brendte under Loftet. Et Bord, en Stol, et Crucifix og en Jern— ſeng var hele Meublementet, og paa Bordet laa et Par gudelige Bøger. Da jeg traadte indenfor disſe Mure, hvor min Ungdom, mine Forhaabninger og Illu⸗ ſioner ſkulde finde en tidlig Grav, var jeg kun to og tyve Aar . . ."

„To og tyve Aar!“ afbrød jeg ham forftrættet og kaſtede et frygtſomt Blik paa hans graae Haar og paa hans magre, udterede Skikkelſe, „to og tyve Aar! og nu er De?“

„Ja vi ere vel lige gamle,“ ſagde han i en mild og ſorgmodig Tone; „men for Dem ruller Tæppet op, og for mig er Skueſpillet allerede tilende.

Jeg fortæller Dem ikke nogen Fengſelshiſtorie, thi jeg vil hverken maale mig med Silvio Pellico eller Picciola. Jeg har ikke lidt ſaameget ſom den Forſte, og den fjælelige Metamorphoſe, der foregik med mig, er ikke ner faa interesſant ſom den, Kaintine har be- ſkrevet, ſkjondt der ikke er Mangel paa Lighedspunkter.

For mig gik den ene Dag ſom den anden. Da jeg efter et Aars Forlob begyndte at ſkrante af Mangel paa Luft og Bevegelſe, fil jeg Lov til hver Aften hen⸗ imod Solnedgang at ſtige op paa det flade Tag under Bronzeenglen, der, hvor det lille Capel St. Michael

74 Fra Simone.

inter nubes er opfert. En Soldat var min daglige Ledſager, og han havde Ordre til at lade mig blive deroppe, ſaalenge ſom jeg vilde. Denne Tilladelſe var paa eengang min Lidelſe og min Lykke. Fra dette Punkt er der den meſt paradiſiſke Üdſigt over hele det romerſke Landſkab, ſom netop i den nedgaaende Sols Straaler fager en Skjonhed, ſom ingen Penſel kan giengive; men hvergang mit BUE havde hviilt paa disſe Egne, ſom jeg i mine lykkelige Drengeaar havde gjen⸗ nemſtreifet faa tidt, og ſom min Fod aldrig mere ſkulde betræde, var det med Doden i Hjertet, at jeg vendte til⸗ bage til min enſomme Celle.

Saaledes forlob to Aar, da jeg en varm Som— meraften ſtod ſom ſedvanlig oppe paa Platformen.

Det var igjen min Faders Navnedag, og det var naturligt, at mit Blik forſt ſogte hen til den Villa, hvor Kjerligheden til Maria Annunziata netop paa denne Dag var begyndt at ſpire i mit Bryſt. At den ſtkulde ſlaae ſaa dybe Rodder, dromte jeg mindſt om. Et Par ſtore Taarer rullede langſomt ned over mine Kinder. y

J bet ſamme kaſtede Slildvagten Geværet raslende fra ſig. Jeg vendte mig om: han laa for mine Fod⸗ der, kysſede mine Hænder og ſagde med Taarer i Øi- nene: „Eccellenza! kjender De mig ikke? Jeg er Cecco, Deres troe Cecco, der er her for at frelſe Dem!“

Jeg vilde tale, men han afbrod mig: „Der er

Fra Simone. 75

ingen Tid at ſpilde! Mede i Deres Celle er der Drag— ter til os Begge.“

Faa Minutter efter gik vi, forklœdte ſom fkikkelige Campagnoler, ud af mit Fengſel. Vi gik Trappe op og Trappe ned uden at mode et Menneſke. Omſider ſtod vi foran en tung Egetræeg Dor, ſom Cecco aab— nede uden Anſtrengelſe. Vi kom ind i en lang Gang, og da vi vare ved Enden af den, ſtode vi i Vaticanet. Vi gik roligt videre forbi broderede Lakaier og brogede Schweizergardiſter. Nede i Gaarden ſtod en Cardinal ud af ſin tunge, guldforzirede Eqvipage. Vi boiede os dybt, og han velſignede os, idet han gik opad Trappen. Henne ved Villa Barberini holdt en Vetturin og ven⸗ fede paa os, og en halv Time efter rullede vi — i Selſkab med en Viingaardsmand og hans Familie — henad Veien til Civita veechia. Vore Pasſer vare i Orden, og Dagen efter gik vi ombord i et franſk Dampfkib, der over Neapel gik til Palermo.

Forſt da vi vare pan Skibet, følte vi os trygge. Jeg ſpurgte ham om min Moder. Han vendte An⸗ ſigtet bort og taug — hun var altſaa ikke mere. Jeg ſpurgte om Maria Annunziata. Han rakte mig et lille Brev, ſom jeg aabnede ffjælvende. Det indeholdt folgende Linier: „Naar De engang modtager dette Brev, er jeg dod for Dem og for Verden. Jeg har betragtet mig ſom Deres Brud fra det Sieblik Deres Moder ſammenfsiede vore Hender. Skjebnen har ffilt os ad, og da jeg ikke kan blive Deres, vil jeg ikke tilhøre no⸗

76 Fra Simone.

gen Anden. For at undgaae Deres Broders Efter— ſtrebelſer tager jeg Sløret. & rivederei nel cielo!“

Fra bette Sieblik ſtod min Beſlutning faſt at ſoge Fred, Hvile og Tilgivelſe i dette Kloſter. Den troe Cecco ledſagede mig hertil. Han er nu lhykkelig gift, har et Par ſmukke Born, og det er min Troſt, at han ſnart ſkal luffe mine Sine. J de fem Aar, jeg har tilbragt i Kloſtrets Ro, har jeg lært at ſee Livet, Menneſkene og mig ſelv med andre Sine. Jeg har daglig bedet Gud om Tilgivelſe for min Ungdoms For- vildelſer, for min ryggesloſe Spot, for min Letſindighed og Vantro. Jeg har ydmyget mig i Stovet, og han har omſider taget mig til Naade!“

Han reiſte ſig op. „Det er blevet ſilde,“ ſagde han, „og det er forſte Gang, jeg kommer ſaa ſeent tilbage til mit Kloſter; men jeg fortryder det ikke, thi med Guds Hjælp vil mit Exempel være Dem et Lys pan Deres Sti og en Logte for Deres Fod! Farvel!”

Han rakte mig ſin klamme Haand og vendte med langſomme og vaklende Skridt tilbage til ſit Kloſter. Jeg gik tankefuld ind til Staden. Maanen ſtod allerede højt paa Himlen, og Havet væltede fine phosphorly— ſende Bølger.ind imod Strandbredden. Hvilken forunderlig Magt, tenkte jeg, har dog ikke den katholſke Religion til at bringe ſelv den Gjenſtridigſte under Aaget! Den forlanger blind Underkaſtelſe, og den holder ikke op,

+) Bi fees i Himlen.

Fra Simone. 77

før den faaer, hvad ben forlanger. Vee den Ulykkelige, der indlader fig i denne Kamp! Lad ham være nok faa godt udruſtet, nok ſaa villig til at bringe ethvert Offer, nok faa rede til at lide Alt for fin Tro og fin Overbe— viisning, hvis han ikke beſidder en Luthers djærve, hen⸗ ſynsloſe Kraft eller en Melanchtons Klarhed og Be— geiſtring, vil hans Øie ſloves og omtaages, hans Billie brydes, og hans Kræfter opflides i denne frugtesloſe Strid med den romerfke Argeliſt, og han vil — ligeſom den ſtakkels Martyr derhenne — ende ſom en god Katholik, angerfuld over fin tidligere Ryggesloshed og fine For- vildelſer og lykkelig i ſin Blindhed!

78

Den kretenfifhe Opftand.

Er der nogen Plet, der i det ſidſte Par Aar for— trinsviis har været. Gjenſtand for Europas Sympathi og Interesſe, ſaa er det Kreta, denne fra Oldtiden be— rømte OS, hvor Theſeus dræbte Minotaurus, hvor Bacchus forlod den græbende. Ariadne, hvor Idomeneus herſkede, og Minos gav fine Love. Det var kun i Oldtiden, at Øen var rig og lykkelig; ſenere har den altid veret under fremmed Herredomme, ſnart under de oſtromerſke Keiſeres og Saracenernes, ſnart under Venetia⸗ nernes og Tyrkernes, og alle disſe Herrer have overgaaget hinanden i at udplyndre den og i at ødelægge de rige Erhvervskilder, hvoraf den er i Beſiddelſe.

Kreta har en beſynderlig langagtig Form, thi med en ubetydelig Brede har den en Længde af tre og tredive Mile. To ſkovbegroede Bjergrygge ſtreekke fig neſten parallelt gjennem hele Sen, hvis nordlige Deel er flad, frugtbar og forſynet med ypperlige Havne, medens den ſydlige Kyſt er ſteil, ugjeſtmild og ſaagodtſom uden nogen

Den kretenſiſte Opſtand. 79

Ankerplads. Her findes ogſaa det ſueebedekkede Ida— bjerg (nu „Pfiloriti“), hvis hoieſte Punkt er 7,200 Fod, altſaa halvanden Gang hoiere end Veſuven.

Befolkningen er fund, noiſom og ſteerk, og enkelte Stam- mer, f. Ex. Sfakioterne, ere overordentlig ſmukke. De ere i Reglen høie, ſlanke Folk med lyſe Haar, der falde langt ned over Skuldrene, livlige Sine, en fiin Mund og prægtige Tænder. Deres Dragt er maleriſk, og det rode Uldbeelte, de have om Livet, er vel ſpeekket med Knive og Piſtoler. J 1858 udgjorde Befolkningen 123,000 Chriſtne imod 49,000 Tyrker. Tyrkernes Autal har ſiden den Tid ſtadigt forringet fig, og hvormeget Fuad Paſcha end uylig har villet paaſtaage, at der paa Kreta for Sieblikket kun er hundrede tuſind Chriſtne mod fürſindstyvetuſind Tyrker, faa er Factum dog det, at Tyrkernes Antal kun er en Fjerdepart.

Hvad der i 1866 nermeſt gav Stødet til den kre⸗ tenfiffe Opſtand var det ukloge Forbud, der fra Con- ſtantinopel blev nedlagt mod Brugen af bet græffe Sprog i retslige Documenter, og det ligeſaa ubeſindige Skridt, at lade en Mængde af Landsbyſkolerue lukke under det intetſigende Paaſkud, at det Eneſte, ſom Bor— nene lærte tilgavns i disſe Skoler, var at hade Osman— nerne, Befolkningen proteſterede mod disſe Foranſtalt— ninger, men paa en eiendommelig Maade. J Neerhe— den af Byen Canea ſamledes henimod trehundrede Chriſtne, ſom opfordrede Ligeſindede til her at give Mode for at undertegne en Petition til den tyrliſle

80 Den kretenſiſke Opftand.

Regjering. Antallet var fnart ſteget til 3,000, og til dem ſluttede fig Sfakioterne, disſe vilde og uſtyrlige Bjergboere, der Intet onſkede hellere, end at det ſnart maatte komme til en ordentlig Kamp. Gouverneuren, Ismael Paſcha, vovede ikke at jage dem fra hverandre, og de indſendte deres Petition.

Iſtedenfor ſtrax at beſvare denne lod den tyrkiſke Regjering den ene Troppeafdeling afgaae til Kreta efter den anden, ligeſom ogſaa Vicekongen af Wgypten ſkyndte fig at ſende fin Suzerain tituſinde Mand til Forſteerk⸗ ning. Nu forſt indløb Svaret, der endte med at op⸗ fordre Kretenſerne til uopholdelig at gage hver til Sit, hvis de ikke vilde udfætte fig for de haardeſte Straffe. Dette Svar gik ſom en Lobeild Øen rundt og antændte ſtrax de letfengelige Gemytter. Samtidig tilbagekaldtes Ismael Paſcha, og den fürſindstyveaarige Muſtapha lod ſig af Divanet overtale til at overtage Commandoen over de forenede tyrkiſke og egyptiſke Tropper. Imidlertid havde Inſurgenterne omringet de egyptiſke Tropper, tvunget dem til at capitulere og frataget dem Munition, Artil⸗ leri og Bagage.

Dette forſte Held gjorde Tyrkene modloſe og gav Kretenſerne Tillid. Der dannedes overalt i Grekenland Comiteer for at hjælpe dem, og Dampfkibet „Panhelle⸗ nion“ bragte dem hver Uge Krudt, Karabiner og Fri⸗ villige. *

Endelig kom Muſtapha i Spidſen for tolv tuſinde Mand og beſluttede fig til ſtrax at angribe Sfakia.

Den kretenſiſke Opſtand. 81

Kretenſerne modte ham i aaben Mark, men mer— kede ſnart, at det var ikke den Maade, de ſkulde fore Krig paa. Muſtapha Paſcha gik frem med en for ſin Alder utrolig Energi og angreb, umiddelbart efter denne Seier, Kloſtret Arkadi, det rigeſte og ſkjonneſte Punkt pan hele Ben. Flere hundrede Qvinder, Oldinger og Born havde taget deres Tilflugt til bette Kloſter, der forſvaredes af et Par hundrede Mænd fra de nermeſte Landsbyer og nogle Frivillige.

Tyrkerne opfordrede forgjæves Kloſtret til at over— give fig: enhver Opfordring af denne Natur beſparedes med Geverſalver. Angrebet begyndte nu, underſtottet af et Par Stykker Beleiringsſkyts, men man forſvarede fig med Heltemod, og forſt næfte Middag lykkedes det Tyrkerne gjennem en Breſche at trenge ind i Kloſter⸗ gaarden. J hele ſex Timer fortſattes Kampen haard— nakket herinde, og Kloſtret var kun en rygende Gruus— hob, da det omſider maatte bukke under. Denne Seir blev Tyrkerne koſtbar nok, thi der fortælles, at juſt ſom de vilde trænge ind i Kloſtret, havde en Mængde ver- geloſe Qvinder og Born ſamlet fig til Bon med Klo— ſtrets Prior og Munke. Prioren opfordrede dem Alle i en faſt Tone til hellere at doe end falde i Henderne paa de Vantroe. Et begeiſtret Skrig var det eneſte Svar. Prioren velſignede da Forſamlingen, en Munk greb en Lunte, antændte et Krudtfad, Kloſtret ſprang i Luf⸗ ten, og Tyrker i hundredeviis begroves under dets Ruiner.

6

82 Den kretenſiſke Opſtand.

Kretenſerne indſage ſnart, at en Guerillakrig var for dem den eneſte Üdvei. De kunde ikke maale fig med de Troppemasſer, Tyrkerne uafladelig ſendte imod dem, men de kunde trætte disſe Tropper, udmatte og opflide dem ved at true dem fra alle Sider, og maaſkee kunde de — ved at trælte Krigen i Langdrag — veekke de europeiſke Kabinetter af deres Søvn og tvinge dem til at tage Parti for de Undertrykte og Betrengte. Et Forſog fra Tyrkernes Side paa at udſulte Øen mis⸗ lykkedes ganſke; thi de greſke Skibe ſkuffede uafladelig Tyrkernes Opmerkſomhed og bragte een, ofte to Gange om Ugen Levnetsmidler til forſkjellige Punkter paa Sen.

At haabe paa Diplomatiets Mellemkomſt er i de fleſte Tilfælde det Samme ſom i Havsnod at gribe efter et Halmſtraa. England ſpillede her den ſamme Rolle ſom altid, og ikke engang Menneſkelighedens Stemme og Synet af den meſt barbariſke Gruſomhed formaaede at rive det ud af den egoiſtiſte Ligegyldighed, hvormed det — med. Hænderne i Lommen — betragtede de redſelsfulde Scener, ſom den nye General Omer Paſcha lod opføre, efterat Muſtapha var tilbagekaldt. Omer Paſcha ſyntes at have ſtillet ſig ſom ſin eneſte Opgave at ødelægge Alt uden Forſtjel med Ild og med Sværd. Da Frankrigs og Ruslands Foreſtillinger ikke frem⸗ bragte nogen Virkning, fik den franſke Admiral Simon, der commanderede Eſkadren i Levanten, Ordre til at gane med to Skibe til Kreta og optage alle de Ol⸗ dinger, Qvinder og Born, ſom onſkede at forlade Sen.

Den kretenſiſte Opſtand. 83

Rusſiſke Krigsſkibe ſluttede fig til ham, og til Trods for Omer Paſcha, der vilde have gjort Ende pan Kri⸗ gen ved at gjøre Ende paa Befolkningen, bleve Tuſin⸗ der af Vergeloſe frelſte ban denne Maade.

Fuad Paſchas ſtolte Ord, at et nyt Navarino maatte til, for at bringe Tyrkiet til at give flip paa Kreta, har ikke gjort nogen Virkning i Europa, og det lader til, at Frankrig og Rusland ere af den Mening, at der ikke vil behøves ſaameget. Kretenſerne, der nu ikke have Andre at ſorge for end ſig ſelv, fortfætte Kampen med fordoblet Energi og — efter de nyeſte Efterretninger at domme — med udmærfet Held. Tyr⸗ kiets Hjelpekilder ere udtømte; det har i et Par Aar ikke havt nogen Indtegt af Øen og udgivet Millioner om Maaneden for ikke at flippe den. SHvvrlænge vil det, med ſine i Forveien odelagte Finantſer, kunne ved⸗ blive dermed? Tiden vil ſnart viſe, om det er Kre— tenſernes Patriotisme eller Tyrkernes Stivpſind, der vil gaae af med Seiren; men hvorledes det end gaaer, faa er det Grekenland, der har vundet Palmen, det lille fattige Grœkenland, der med fine ſmaa Midler har bragt ſaa ſtore Offre, og ſom ved at modtage og forſorge henimod tredive tuſinde hjelpeloſe Flygtninge har viiſt, at det ikke er vanſlegtet fra fin Fortid.

6*

84

AMluſik i Aaturen. Af P. H. Warming.

Da vi har faaet det behagelige Hverv at ſkulle vde muſikalſke Bidrag til bette Maanedsſkrift, ville vi efter Evne ſoge at underholde Leſeren ved forſkjelligartede Afhandlinger navnlig af hiſtoriſk og kritiſk Indhold, og vor Beſtrebelſe vil gage ud paa, at disſe faa vidt muligt kunne blive af en ſaadan Charakteer, at de ikke behøve ſpecielle Forudſetninger, men med Inter- esſe ville kunne leſes af enhver Dannet. J Neglen ville de referere fig til, hvad der ſkeer i den muſikalſke Verden; men da Kunſtmuſiken for Tiden holder Som— merferie, haabe vi, at Leſeren ikke har noget imod til en Begyndelſe — for ikke at ſige til en Afvexling — at høre et Par Ord om Muſiken i Naturen.

Muſik, Stemningernes ſkjonne, melodiſke Sprog, der bevæger fig rythmiſk og harmoniſk tonende efter visſe, beſtemte Love, — Muſik i denne Forſtand finde vi forholdsviis kun lidt af i Naturens Rige, de fleſte Muſikere ville vel endog overhovedet negte det Beret-

Muſik i Naturen. 85

tigede i at anvende dette Begreb her; ikke deſto mindre ville vi dog vove at hævde vor Mening og ſsge at viſe, at der virkelig findes Muſik i Naturen.

J Almindelighed anvender man dette Udtryk ikke blot om Fuglenes Sang, men om enhver ſtemningsvoekkende Lyd, hvad enten den ſtammer fra den bevidſte eller den ubevidſte Natur, og denne metaphoriſke Brug af Ordet ligger os jaa ner, at vi neſten ikke tenke paa, at det er et Billede, vi anvende. Træernes Suſen, Bladenes Hvislen, Vandfaldets Bruſen, Kildernes Rislen ere alle faa ſtemningsvokkende og ere fan ofte benyttede af vore Digtere, at de næften ikte kunne neevnes uden at foie fig til Rythmer og Riim. Men Hvor ſterkt de end kunne virke paa Tanker og Foreſtillinger og derved middelbart paa Stemningen, eller om de endog umid—⸗ delbart kunne frembringe eiendommelige Sindsſtemninger, fan ere de dog kun Larm og Lyde, og det hjelper ikke, ſelv om de antage en rythmiſk Karakteer ſom i Bolger— nes Skvulpen og Pladſken, de blive dog ikke til Muſik. Ja, vi kunne gage enduu langt videre uden at naae dette Begreb. Tanke vi os, at der under ſpecielle Na— turforhold opſtod harmoniſke Toner lig dem, vi høre, naar Vinden griber i Strengene paa en Wolusharpe, hvor ſnart den ene, ſnart den anden Tone danner Bas— jen, mens ligeledes de hoiere ſtemte Strenge fvinge ind— byrdes afvexlende, og føle vi endnu hertil en rythmiſk Bevegelſe, f. Ex. ſom naar en Klokke toner, faa kunne vi dog ikke falde det Muſik. Forſt naar det bevibdſte

86 Muſik i Naturen.

Liv træber til og ordner Tonerne og Rythmerne ſaale— des, at de blive et Udtryk for en virkelig Sjcelsſtemning, ført da have vi naaet Maalet. Naar vi derfor ville ſoge efter Muſik i Naturen, mage vi fee paa det bevidſte Liv og da navnlig henvende os til de ſyngende Fugle, blandt hvilke vi muligen kunne finde Repreſentanter for virkelig Muſik i Naturen.

Naar vi begynde vor flygtige Vandring gjennem Fuglenes Rekke, idet vi kun ville høre et Sieblik paa vore bedſte Bekjendte, mode vi forſt en Slags Takt. Allerede Kragens Skrig og Uglens Tuden ere fordet— meſte adſkilte ved lige lange Mellemrum; ja ſelv den falſkorede Graaſpurvs ſkeerende Pib er ofte ryth— miſt, navnlig naar den med ſenkede Vinger og bsoielige Fagter fremſtoder fine erotiſke Udgydelſer ligeoverfor Hunnen. At en ſtadig Gjentagelſe af den ſamme Lyd bliver rythmiſk er imidlertid ligeſaa naturligt og vel næften ligeſaa nodvendigt, ſom at Aandedrettet, Vinge⸗ flaget, Gangen o. ſ. v. feer i Takt. Her behøves alt— jaa ikke nogen egentlig Taktſands at være tilſtede; men vi ſkulle ſnart finde en ſaadan. Naar Kirkeſvalerne i Parringstiden flyve i Smaaflokke flere Hanner om een Hun, da lade de aſvexlende deres gjennemtreengende, men ſmukke, vibrerende, accentuerede Piben höre, beſtan⸗ dig af ſamme Hoide og altid noiagtig med lige Mellem⸗ rum, hvormange de fan end ere. Dette var uteenkeligt uden Taktſands. Naar den aarvaagne Svale i den tidligſte Morgenſtund, for Solen endnu har begyndt at

Muſik i Naturen. 87

lyſe, lader fin lille venlige Sang lyde, da ville vi faae en tydelig tredeelt Rythme at høre omtrent ſom Trioler, ſjeldnere er den to- eller fiirdeelt. Den ender altid fin Sang med et Fermat pan den brede, næftfinfte Tone og en fort Bevegelſe opad. Forøvrigt mage vi allerede her begynde at tale om Toneforſkjel, ſelb om Tonefor- holdene, forſaavidt vi tydeligt kunne opfatte dens ſpeede vibrerende Stemme, ikke ere overeensſtemmende med vor Skala. Egentlig falſk og ubehagelig lyde de ikke ſom f. Ex. Spurvens ſkurrende Skrig; man kommer uvil⸗ kaarlig til at teenke paa Japaneſernes muſikalſke Præ- ſtationer. Hos vor muntre Ven Gjogen blive vi let opmerkſomme paa, at naar han raaber fit Kukkuk i en lille eller undertiden i en ſtor Terts, da pauſerer han mellem hvert Kukkuk noiagtigt lige faa længe, ſom bette varer, hvorved vi altſaa faae en tydelig fiirdeelt Takt. En ſjelden Gang kan han komme heelt ud af Takten, naar han hliver forſkreekket, og undertiden kan han ſynge falſk, og hans Sang lyder da, ſom om han var bleven forkolet, men desuagtet ikke kunde bekvemme fig til at ſkaane fin Stemme. Den vevre Musvit-Meiſe, hvis tidlige Elſkovsviſe hører til de forſte Toner, der om Foraaret begynde at oplive vore Skove, ſynger i et livligt Allegrotempo i todeelt Takt med tre Toner i huer Takt, ſaaledes at de to forſte forte Toner i Al- mindelighed ere en Qvart hoiere end den ſidſte lange Tone. Saaledes kunde man nu blive ved at gane grad— viis frem i Henſeende til Udviklingen ſaavel af Takten

88 Muſik i Naturen.

ſom af Tonernes Forhold, Reenhed og Skjonhed; men vi frygte ſor, at dette kun vilde interesſere ganſke En⸗ kelte, og i ethvert Tilſcelde vilde det blive en Umulig— hed at betjene ſig af Ord alene hertil; man maatte da tage ſin Tilflugt til Noder. Vi ville derfor tage lange Skridt for fan hurtigt ſom muligt at nage til Noget, der har mere almindelig Interesſe.

Der findes en temmelig ſtor Rekke Fugle, hvis Sang kun beſtaaer af en begrendſet Strophe, „et Slag“, indenfor hvilket der kun er ringe Afvexling. Snart ere Takt og Toneforhold mere, ſnart mindre ud— talte, vi ſkulle kun nævne Guulſpurven og Bogfinken; ſammen med denne ſidſte ville vi dog ogſaa anfore Spurvekongen eller den lille Bladſmutte (Sylvia trochi- lus) ) hvis Slag, der ligner Bogfinkens meget, vi høre overalt i vore ſtorre Haver og Lunde fra Foraaret af hele Sommeren igjennem. Ligheden er ſtor, men For⸗ ſtjellen ogſaa. Sylviens Sang lyder ligeoverfor Bog— finkens ſom en fiin og dannet Kvindeſtemme ligeoverfor en haard og uſleben Drengeſtemme. Slaget udvides efterhaanden, det bliver af ſtorre Omfang og. rigere Indhold, ſom hos den graa Greesſmutte (Sylvia cinerea), den almindelige Gjogemoder (S. curruca), og endelig blive Phraſerne beſtandig talrigere, beſtandig ſkjonnere, beſtandig mere melodiſke, ſom hos Rorſangerne, Gjerde—

*) Bed eukelte af Fuglene ere vi mødte til at anføre de latinſke "Navne, da de danſte ere ubeſtemte.

— 9

Muſik i Naturen. 89

ſmutten, den almindelige Haveſanger (S. hortensis), Rod— kjelken, Trœpiberen (Anthus arboreus), Baſtard-Natter⸗ galen (Sylvia hypolais) og Munkefuglen (8. atricapilla). Ved disſe, ſom alle regnes til vore „bedſte Sangere“, ere vi gjennem en jevn Climax naaede op til Toppen, til de Ppperſte blandt de Ppperlige, nemlig de for— ſtjellige ſyngende Drosſelarter: Sangdroslen, Solſorten og Miſteldroslen (Turdus visuvorus), den almindelige Lærfe og Hedelerken (Alauda arborea), den nordlige og ſydlige Nattergal. Alle disſe vore fjære Naturſangere, ſom vi treffe overalt i Lund og Krat, paa Heden, i Mark og i Eng, ſom fylde Naturen med det ſtjonneſte Liv, — disſe vove vi driſtigt at fremſtille ſom virkelige, endog abſolute Lyrikere og Muſikere, hvis Produktioner man ikke kan betegne paa anden Maade end ſom Mu— ſik i Naturen. Gan blot ud og hor paa deres ſkjonne, floitende Klokketoner, ſnart kraftigt klingende, ſnart blødt henſmeltende, lyt til de rene, harmoniſke Intervaller, læg Meerke til de fine, vexlende Rythmer, ſom Alt udſprin— ger af den glade, ſvulmende Livsfylde, og Du vil intet Sieblik tvivle om, at Du hører Muſik.

At ville forſoge ved Ord at give Folk en Fore— ſtilling om de forſkjellige Fugles Sang, vilde være et ligeſaa frugtesloſt Arbeide ſom at ville anſkueliggjore et Muſikſtykke ved en Beſkrivelſe. Selv Noder og Bogſtaver i Forening, hvoraf man har betjent fig, ere i hoi Grad utilſtrokkelige dertil, da der er ſaa over— ordentlig ſtor Forſkjel paa de forfkjellige Toners Klang-

90 Muſik i Naturen.

farve og Charakteer, felv hos den ſamme Fugl, og da Sangens Skjonhed og Udtryk for en ſtor Deel netop betinges derved. Vi ſkulle af den Grund noies med at gjøre nogle enkelte, almindelige Bemeerkninger.

Med Henſyn til den Clasſification, vi have be— nyttet, vil der kunne gjores mange Indvendinger, da den ikke har noget conſeqvent ÜUdgangspunkt. Men vi troſte os med, at en hvilkenſomhelſt anden almin— delig Opſtilling vilde komme til at lide af ſamme Broſt, da man paa een Gang maa tage Henſyn til ſaa mange forſtjellige Forhold. Rorſangerne ere f. Ex. ſerdeles behagelige at høre, de ſynge faa. flittigt baade Dag og Nat, og deres Sang er fan ſammenheengende, at vi mane regne dem blandt vore bedſte Sangere, uagtet de— res Phraſer ikke ere meget afvexlende, og deres Stemme er temmelig klang⸗ og tonelos. Baſtard-Nattergalens Sang er faa afvexlende og faa underholdende, iſcer ved alle de forſtjellige Lyd, den blander i fin Sang, at vi af den Grund have ſtillet ham ved Siden af Munke— fuglen, ſtjondt dennes Sang er langt ſmukkere i Hen— ſeende til Tonernes Klang og det melodiſke Indhold i fin Heelhed. Nattergalen ſkulde ſtilles overſt, men kan det ikke i muſikalfk Henſeende. Dens fulde, mægtige Triller, dens klangfulde, runde Trioler med Accenten paa den midterſte Tone, dens meerkverdige Collora⸗ turer, dens blødt henſmeltende Floitetoner, ſom man hører i alle mulige Intervaller, Alt bette og meget Mere, ſom lyder i den hoitideligt ſtille Midnatstime,

Muſik i Naturen. 91

har med Rette givet den Navn af Sangfuglenes Konge; men dens Phraſer ere kun korte og afbrudte, uden noget egentligt Sammenhæng, og af og til ender den pludſe— lig fine ſmukkeſte Stropher med nogle ubehagelige, ſneer— rende og ffærende Lyd, der rive os ud af Stemningen, hver Gang vi høre dem. Han er en glimrende Virtuos, med den fuldſtendigſte Virtuoshonneur; undertiden dri— ver han endog denne ſaavidt, at han fætter Livet til under Beſtrebelſerne for at bevare den ligeoverfor en farlig Concurrent. J Henſeende til egentlig Melodi maa han derimod træde tilbage for den beſkedne Lerke, de floi— tende Drosler, ja, maaſkee endnu Flere. At vi have ſtillet Lerken fan høit paa Straa, vil viſtnok undre Mange, og det kunde maaſkee falde En og Anden ind, at det var gjort af Caprice for at lonne dens be— ſkedne Reſignation, idet den uagtet fin ringe Anſeelſe dog ſynger lige flittigt og lige ſtjont for det utaknem⸗ melige Menneſke; men det er ingenlunde Tilfældet, Sang⸗ lerkens og Hedelcerkens Sang hører til det meſt Me⸗ lodiſke, det meſt Sammenhængende, kort det meſt Muſikalſke af Alt, hvad vi høre i Naturen. Sang—⸗ lærfen holder fig meſt til to Fjerdedeels Takt, og for— lader den denne en fort Tid, jaa vender den ſnart atter tilbage; dens Toner ſtreekke ſig ikke ſtort ud over een Octav; Stemmens Charakteer er temmelig vibrerende, ſnart pibende, ſnart lidt mere floitende, dens Toner lyde nu bredt, nu ere de tynde og fine ojv. Ved Benyttelſen af disſe tre Factorer og navnlig ved fin merkverdigt

92 Muſik i Naturen.

udviklede Rythmik frembringer den en Afvexling inden for ſit ringe Omraade, ſom ikke kan Andet end i hoi Grad forbauſe den Lyttende; man kan høre timeviis paa dens faa Toner uden at trættes. Deng Sang er Melodi fra Ende til anden og bliver intet Sieblik af— brudt af de ellers ſaa hyppige umuſikalſke Tilſcetninger og Mellemled. Den ſynger altid med fuldeſte Lyſt, og naar den har fundet en ſmuk Phraſe, ſom den ſpecielt finder Behag i, gjentager den den, ofte endog en fer til ſyv Gange. Disſe hyppige Gjentagelſer kunne vel give dens Sang en lidt eensformig Charakteer; men vent kun et Sieblik, den vil ſnart overraſkle Dig med nye, uventede Former. Naar den hører op, fætter den næ= ſten aldrig nogen Slutning paa ſin Sang, men ender den pludſelig i en Qvint eller en Terts. Man bliver derved befæftet i den Foreſtilling, ſom paatreenger fig En, mens man hører paa den, at den er beſtemt til at ſynge evindelig. Hedelderkens Sang ligner Sang— lerkens meget, men er endnu ſmukkere og mere vel⸗ klingende; dens Toner ere blødere, fyldigere, mere floi— tende. Forøvrigt er der en Eiendommelighed ved Leerken, idet at Han og Hun ſandſynligviis ere lige gode San— gere; ellers pleier det dog at vere Hannen alene, der dyrker Kunſten.

Hvad endelig Droslerne angager, da fjender En- hver Sangdroslens og Solſortens deilige, melodiſte, lidt melancholſke Floiten; deres Toner ere de rundeſte og fuldeſte af alle vore Sangeres, og deres ſtjonne,

Mnſik i Naturen. 93

rene Intervaller kunne derfor let opfattes ſelv af det lidet øvede Øre. Deres Sang er i det Hele temmelig ſammenheengende, da Stropherne fort ofteſt ere ind— byrdes correſponderende, men i denne Henſeende kunne de dog langtfra maale fig med Lerken. Paa den anden Side overgaae de denne vidt i Tonernes Fylde og Skjonhed og i de melodiſke Phraſers Adel og Hsoihed. Lerken kan med fin lyſtige Sang ikke ſiges aldeles fri for at vere en Smule af en Bondevirtuos, der priſer den aabne Mark og den frie, friſke Luft — Solſortens Sang pasſer til den høie, hvcelvede Bogeſkov med den ſtille, morke, drømmende Skovſo. Man hører den ofte ſynge flere Stropher i Mol. Uagtet den ikke kommer med faa ffærende Lyd ſom Natergalen, faa ender den dog ikke ſjeldent fine Phraſer i faa høie og i faa hurtigt bevegede Toner, at Sret ikke kan folge dem. Miſteldroslens Sang kan ikke i Henſeende til melodiſk Fylde og Indhold maale fig med de to foregaagende Arters; men den ſynger ſaa charakteriſtiſt, at vi allige⸗ vel mage ſtille den ved Siden af disſe. Dens kraftige, ſterkt accentuerede, lidenſkabelige Sang ſvarer paa den meſt overraſkende Maade til denne ſtore Sangfulgs nidkjcre og ildfulde Charakteer og Veſen. Man hører den ofte ſynge en ſtakkateret kromatiſk Scala fra oven nedad, omtrent i Üdſtrekning af en Qvint, men der bliver et Par Toner for mange aldeles i Lighed med, hvad menneſkelige Sangere ere faa tilboielige til, naar

94 Muſik i Naturen.

de ikke i Bevidſtheden firere fig Merkepœle pan den Vet, de ſkulle pasſere.

Jen træbevoret Dal ved Asſens, ſom benyttes af Indbyggerne til Lyſtſkov, har man en uſedvanlig god Leilighed til at iagttage og høre denne interesſante, ſky Fugl. Den findes der i ſtor Mængde, og dens Sky- hed er pan Grund af det ſtadige Beſog af Mennefker i den Grad forſvunden, at man kan nærme fig den paa nogle faa Alens Afſtand, uden at den lader ſig for— ſtyrre i ſin Sang eller i ſin hidſige Jagt efter ſine Ligemend.

Vi ſkulle endnu kun tilfoie et Par ſpredte Bemerk— ninger om Fuglenes Sang for derefter at gage over til at tale lidt om, naar de ſynge.

Tilfældig have de fleſte af de anførte Taktarter været todeelt, vi ſkulle blot hertil bemerke, at den tre⸗ deelte, navnlig tre Ottendedeels Takt, er i det mindſte ligeſaa almindelig, om ikke den hyppigſte. Ved Sol- ſorten have vi allerede omtalt, at den undertiden ſang i Mol; man vil overhovedet ofte høre ſtor Variation i Henſeende til Tonarterne, fan at de forſkjellige Phra⸗ fer hos ſamme Fugl hyppigt kunne ftaae langt fra hin⸗ anden i denne Henſeende, og her kunde viſtnok anſtilles meget interesſante Jagttagelſer af Muſikere, der havde Evne og Kundſkaber dertil. Lerken ſynger ſelvfolgelig altid i Dur.

Sangfuglene ere Improviſatorer i Ordets egent⸗ lige Forſtand; de opfinde beſtandig, mens de ſynge, og

Muſik i Naturen. 95

deres Opfindſomhed ſtager gjerne i Forhold til deres Verdi ſom Sangere; den ſtorſte Variation folger af den ſtorſte Invention; men det er dog ikke altid Til— fældet. Stœrens Sang er ſaaledes behagelig, tildeels endog udmerket ſmuk; men neſten alt det Skjonne er laante Fjer. Tidligt om Foraaret, naar han er ved at fætte Bo, høre vi meſt af hans egne Produktioner; men disſe kunne langtfra maale ſig med, hvad han om Efteraaret prœſterer, naar han er vendt tilbage fra fit fvælgende Bejøg i de frugtbare Viinhaver. Han for- teller os da, mens han pan et Kirkeſpiir eller Rygningen af et Huus ſidder og bader ſig i den dalende Sols Straaler, hvad han har hørt i Løbet af Sommeren og paa ſin Udenlandsreiſe, og han efterligner de ſtore Sangeres ſmukkeſte Phraſer med et ſaadant Meſterſkab og paa en faa nydelig og poetiff Maade, at han under= tiden virkelig kan illudere os. Efterlignelſesevnen er forøvrigt meget forſkjellig hos de enkelte Individer. Man behøver for at erfare det blot at floite et Par Toner, og man vil da ofte høre, at de begynde at efterligne - dem; nogle kunne ſtrax, andre gjøre forgjeves, keitede Forſog derpaa. Sterens egen Sang er noget floitende, mere pibende og blandet med forſkjellige klapprende og ſladdrende Lyd. Efterlignelſesevnen er i det Hele tem⸗ melig ſtor hos Sangfuglene; naar man erindrer ſig, hvorledes en Kanariefugl gjerne begynder fin Sang med. en heel Spurveconcert, hvis der tilfældig ſtaaer et Træ - udenfor dens Vindue, at den lerer af enhver Fugl, den

—

96 Muſik i Naturen.

hører ſynge, at den ligeſom Dompappen og Andre endog kan efterfloite en heel Melodi, naar Læreren har den tilſtrekkelige Taalmodighed, faa kunne vi flutte det allerede deraf. Men ogſaa hos de vildtlevende bedſte Sangere treffer man denne Evne. Vi have ſaaledes engang hort en Solſort, der ſtadigt begyndte fin Sang med en Begyndelſesſtrophe pan flere Takter af en Folkeviſe; ſenere horte vi en Karl i Nabogaarden jevnlig gage og ſynge og floite den ſamme Melodi. Det ligger imidler— tid næv allerede at ſlutte fig til dette Forhold af den almindelig bekjendte Omſtendighed, at der ofte er faa ſtor Forſkjel paa de enkelte Individers Syngedygtighed indenfor ſamme Art. Nattergalene har man endogſaa inddeelt i Stympere, i almindelige og gode Sangere og i Virtuoſer efter deres ſpecielle muſikalſke Capacitet: en ſaadan Forſkjellighed kan nu for en Deel være be— grundet i den individuelle Begavelſe og i Forplantnings⸗ driftens Üdviklingsgrad; men et af de vigtigſte Mo— menter bliver dog viſtnok, om Vedkommende med Flid eller ikke har taget Deel i den ſom det ſynes blandt. Sangfuglene overhovedet og Nattergalene iſcerdeleshed ſaa yndede indbyrdes Underviisning.

Vi nævnte her et Punkt, ſom det til Slutning maa være os tilladt. endnu at opholde os et Sieblik ved, nemlig det interesſante Forhold mellem Forplantnings⸗ livet og Fuglenes Sang. Her mage vi desværre af

Mangel paa Plads indffrænfe os til blot at fremhæve nogle enkelte Momenter.

Muſik i Naturen. 97

Den velbekjendte, comiſke Overgang i Stemmen hos Ynglingen, hos Hanekyllingen, hos Andrikken, der indtreder een Gang i Livet, ſamt Urfuglens liden— ſkabelige Skoggren og den dobbelte Bekkaſins merk⸗ voerdige „Skronneren“, ſom høres hvert Foraar, finde vi noget aldeles Tilſvarende til hos nogle af de ſyn⸗ gende Fugle. Naar Veiret pan Slutningen af Vinteren begynder at blive lidt mildere, og Solen en Dag har megtet at ſprede den kolde Taage, da begynder Mus⸗ vitten ſtran at dromme om Vaaren og gjør et Forſog paa at ſynge fine muntre Foraarstoner, men — han har glemt dem; han begynder atter og atter, — for= gieves! han kan ikke komme paa dem. Forſt naar den mildere Luft har begyndt at udvikle hans legemlige Evner, forſt da opfriſker Eros lidt efter lidt hans Hu⸗ kommelſe, og kan han engang fin Elſkovsviſe heelt, da lader han den troligen lyde, indtil Parringen er forbi; men ſaa glemmer han den atter til næfte Vaar. Bog⸗ finken gaaer det paa lignende Maade, naar han i det tidligſte Foraar ſynes, at nu kunde det ſnart være pas⸗ ſende, om han begyndte ſit Slag; han kan ikke, ſtakkels Fyr, Stemmen ſlaaer Klik for ham, og der kommer kun et Par Toner frem, ſom ikke engang ere rigtige. Har han imidlertid forſt lært fin Sang heelt, da glem— mer han den ikke faa hurtigt ſom Musvitten, men bruger den flittigt hele Sommeren igjennem.

Vi ſkulle ikke anføre flere Exempler i denne Ret⸗ ning, men omtale et andet Beviis paa den inderlige

7

98 Muſik i Naturen.

Forbindelſe, der er imellem Forplantniungen og Sangen. Der findes blandt Sylvierne flere, ſom bygge deres Reder i Gresſet midt paa en Plaine i en Skov eller i en ſtorre Have; Reden er overordentlig vanſkelig at finde, da Indgangen, ſom ligger en halv Alen eller længere fra ſelve Reden, kun er faa ſtor ſom et Muſe⸗ hul og i Almindelighed er temmelig. ſkjult. De almin⸗ deligſte af disſe Gresbyggere ere den lille og den grønne Bladſmutte (S. trochilus og S. sibilatrix), og efter disſe tvende Fugles forſkjellige Sang og Toner er vor dygtigſte Ovolog, Hr. Paſtor Theobald, iſtand til at ſige, om de have parret ſig, om de have begyndt at bygge Rede, om de have lagt g, om deres Rugning er begyndt, og om de ville flyve ned til deres Rede. Det lyder næften [om en Fabel, men er ikke deſtomindre et fuldkommen paalideligt Factum. Man kan ſee, i hvilken Grad Flid og Svelſe fra den tidligſte Ungdom kan danne Meſtere, naar Talentet er tilſtede.

Enduu et Exempel af en anden Natur: Den hvide Bipftjært (Motacilla alba) ſynger kun ubetydeligt, idet den af og til ſammenfletter flere af fine ſedvanlige Dagligdagsudtryk til et mindre Hele. Kun een Gang have vi hørt den udføre en fiin og yndig lille Sang, beſtaaende af høie, ſpede, vibrerende Toner, og det var — under ſelve Parringsakten! Vi mindes ikke Noget i Naturen, der har gjort et ſkjonnere Indtryk paa os: under en Offring til Aphrodite Pandemos at ſynge en Hymne til Aphrodite Urania!

Muſik i Naturen. 99

Naar vi ſammenfatte disſe forſkjellige Facta, faa kunne vi flutte os til, hvilken overordentlig Indflydelſe Erotiklken overhovedet maa have paa Fuglenes Sang, og er der endnu Tvivl tilbage, da behøve vi blot om Foraaret at ſtille et Buur med en Kanariefugl-Hun lige⸗ overfor en Han, ſom ſynger daarligt, og vi ville ſnart forbauſes over den Virtuoſitet, ſom den ulykkelige Kjeer— lighed kan udvikle.

Fuglen ſynger da om den grønne. Skov og den blomſtrende Eng, den priſer den ffjønne Morgenſol og den milde Aftenrodme; men meſt hæver Elſkoven dens ſvulmende Bryſt. Hvis imidlertid Forlovelſesſtanden og Hvedebrodsdagene er dens poetiſke Tid, faa komme ſnart 2Egteſkabets Conſeqventſer og lægge en Demper herpaa. Saalcenge Hunnen ruger, og Ungerne ere ganſke ſmaa, gaaer det godt; men begynde Poderne forſt at vore til, da fkal der ſtaffes Nering til de Smaa, og Herligheden er forbi. Nogle hæve atter Roſten, naar Beſperet er forbi, og de Unge ere bragte fan vidt, at de kunne ſorge for fig ſelv, ſom Lerken og Droslen; men andre tabe aldeles Melet, ſaa at vi ikke fane dem at høre, for de komme igjen til neſte Saiſon, ſom Nattergalen og Munken.

Mon vi efter det her Fremſtillede ikke ſkulde være berettigede til at tale om virkelig Muſik i Naturen? Jo ſikkert! Og vi kunne ikke flutte bedre end med at opfordre Enhver, der har muſikalſk Øre, til at gage ud og glæde fig over al den Skjonhed, der aabenbares i

7 *

100 Muſik i Naturen.

Muſiken i Naturen, i Fuglenes Sang. Men Du, lærde Componiſt, gaa ogſaa Du ud i Mark og Lund og opfkriv de Phraſer, ſom andre dodelige Smaafolk ikke megte. Maaſkee kunde Du dog aflure dem Et eller Andet, ſom Du kunde bruge; men har Du den Anſkuelſe, at det er under din Veerrdighed, bliv da for Guds Skyld hjemme! Vi kunde ellers riſikere at miſte de ſidſte ſorgelige Reſter af den deilige, for⸗ [manede Melodi.

101

Jiterntur og Lunft.

Siden „Afrikanerinden“ fremkom, har intet muſikalſk Vært frembragt ſaamegen Røre ſom Wagners „Meſterſangerne i Nllrn⸗ berg“. At det ikke blot er et merkeligt Arbeide, men en virkelig ædel Compoſition, fuld af gribende Skjenhed, derom er man bleven enig, og det er altſaa intet Under, at Münchnerbladene ere ellevilde af Glæde over den vundne Seir og vent tabe Hovedet. De kappes nu om at anfore, hvormange Theater⸗ direkteurer, Capelmeſtre, Componiſter, Tonekunſtnere og Muſik⸗ venner () der have været tilſtede ved den forſte Opforelſe; de give Liſter paa lang Sigt over de Dage, hvorpaa Operaen er ſat til Opforelſe, for at man langveis fra kan indrette ſig paa at ſee den; de diſputere om, hvormange Gange Componiſten er bleven fremkaldt, og underſoge dybſindigt, om det er rigtigt og ſommeligt, at han har takket fra den kgl. Loge oſv. Det er et Slag, der er vundet, ikke blot for Fremtidsmuſiken, men for Sydtydſkland, et baierſk Sadowa, og ligeſom Kong Wilhelm fager ogſaa den unge Konge af Baiern fin Deel af Wren.

En anden ſamtidig muſikalſk Begivenhed er Händelfeſten (Händel festival) i London. Sproget mangler Adjektiver til at betegne disſe Monſtre-Concerter, der ere et Produkt ikke af

102 Literatur og Kunſt.

den nyere Tids Kunſt, men af Juduſtrien. Et Orcheſter paa 420 Perſoner og et Chor paa 3500 ræve eiendommelige Muſik⸗ lokaler, og Transſepten i Chryſtalpaladſet kunde neppe rumme Masſen af Tilhorerne. Virkningen var naturligviis ſtorartet; Coſta var en udmerket Dirigent, og Damerne Tietjens, Chri⸗ ſtine Nilsſon og Sainton Dolby gjorde Underverker.

„Herculanum“ af Felicien David er endnu ikke kommen til Opforelſe paa den ſtore Opera i Paris, fordi to af de meſt yndede Dandſerinder, Granzow og Fioretti, havde forvredet deres reſpektive Fodder. Faure har derfor indtil Dato maattet ſynge i Tell og Afrikanerinden. Det ſidſtnevnte Arbeide har gjennem de mangfoldige Opforelſer tabt en ſtor Deel af ſin charme og fin Friſthed. Det er afjaſket baade i Dragter og Decorationer, baade i Orcheſtret og pan Scenen og gjør Indtrykket af en af⸗ bleget Skjonhed, der nødig vil trakke fig tilbage.

Paa Vaudeville har et Femaktsſtykke af Dickens: »L'abime gjort overordentlig Lykke. Det opføres ſtadigt for fuldt Huus, men Kritiken har Adſkilligt imod det.

Dronning Victoria er optraadt ſom Forfatterinde. Hun har udgivet et Bind: «Leaves from the journal of our . life in the highlands- (Dagbogsblade fra vort Liv i Hoilan⸗ dene), et Skrift, der oprindelig var beſtemt for hendes Born og hendes Nermeſte, men ſom hun ſenere har villet gjøre tilgenge⸗ ligt for en videre Leſekreds. Bogen meddeler forſtjellige Skildringer af Dronningens Udflugter til Skotland og hendes Ophold i Balmoral. En lille Excurſion, ſom hun foretog ganſke incog⸗ nito med Prinds Albert (de reiſte under Navn af Dr. Grey og haus Huſtru) giver et elſtverdigt Billede af et lykkeligt Huusliv. Igiennem alle Optegnelſerne efter Prindſens Dod (14de Debr.

Literatur og Kunſt. 103

1861) gaaer der en melancholſk og veemodig Tone, der kan blive trættende for den ligegyldige Leſer, men er berettiget hos Den, der kun lever i Erindringen om fin tidligt tabte Lykke.

Paa Berliner-Hoftheatret er der blevet opført en ny Tra⸗ gedie „Phedra“, af en hoifornem Forfatter — Prinds Georg af Preusſen. Recenſenterne omtale den meget forekommende og anføre til dens Roes, at den medtager mere af Phedras Liv og har ſtorre Omfang end Racines. Da imidlertid Kategorierne Omfang og Indhold ſom bekjendt ſtage i omvendt Forhold til hinanden, faa er det jo nok muligt, at Prinds Georgs Phedra med et ſtorre Omfang har et mindre Indhold, og at Racines med et mindre Omfang har et ſtorre Indhold.

Medens der hos os endnu kun paatenkes en Overſettelſe af Moliere, er der i Tydſtland udkommet en fuldſtendig Overſct⸗ telſe i fire Bind af en Grev Wolf Bandisſin. Naar jeg ſiger fuldſtendig, er det ikke ganſke correct, thi Greven har, for ikke at fornærme den tydſke Hoviſkhed og Sedelighed, meent at burde udffyde .. .. ja hvad troer man, at han har udſkudt? Ikke andet end „Scapins Skalkeſtykker“ og „Doctoren imod fin Billie”! Han generer ſig overhovedet ikke, men tager ſig alle mulige og umulige Friheder. Den franſte Alexandrin, der er fan udmærlet ſkikket til at gjengive al den livlige, aandfulde Bevegelighed, der er fremherſkende hos Molière, har han ombyttet med almindelige femfoddede Jamber, hvorved Molieères Stiil ligeſaa fuldſtendig taber fin Charakteer, [om om man vilde gjengive hans franſke Anapaſter i ſexfoddede Jamber med en faſt Caſur efter den tre⸗ die Fod. Moliere har engang fagt, at „det er Kunſten ſelv, der i ſkal lære os at frigjore os fra Kunſtens Regler“, og det er denne Sandhed, ſom de, der ville overſcette hans Vers, ikke nolſom

104 Literatur og Kunſt.

kunne lægge fig paa Hjertet. Uden Tvivl lægger Proſaen Grev Baudisſin endnu ſtorre Hindringer i Veien (la prose est pis encore que les vers), thi „Sicilianeren“ og „Den indbildte Syge”, der ere ſkrevne i Proſa, har han verſificeret, og i det ſidſtnavnte Stykke lader han Doctoren tale i et ſmagloſt Kau⸗ dervelſk af Krœemmerlatin, ſom vilde bringe Moliere til at vende fig i fin Grav, hvis han ikke var bleven faa tidt mishandlet i Forveien.

En lille Bog, ſom derimod vil blive velkommen for Mange, er: „Erinnerungen an H. Heine,“ udgiven i Berlin af haus Broder Maximilian. Afſeet fra at Forfatteren er lidt vel for⸗ fenugelig — ikke af ſin Broder, thi det vilde være tilgiveligt, men af ſin egen Betydning, ſom Ingen kjender — indeholder denne Bog ypperlige Bidrag til at oplyſe adſkillige af Heines Ungdoms⸗ digte og en Mængde livlige og morſomme Smaatrak, der bi⸗ drage til at fuldſtendiggjere det interessante Billede af Digteren. Blandt disſe vil jeg exempelviis anføre et Par enkelte, der maa⸗ ſtee ville give Leſeren Lyſt til at fjende endnn flere. En Dag prœſenterede Guſtav Heine, der er boſiddende i Wien, ſin unge Kone for Digteren i Paris. Guſtavs Kone var meget lille og ſpinkel, og Heinrich Heines Kone Mathilde, der ogſaa var til⸗ ſtede, horer derimod til de fyldige og ſtore. Idet Heine omfav⸗ nede fin Svigerinde, ſagde han ſkjemtende til Broderen: „Du har baaret Dig fornuftigere ad end jeg, thi Du har af to On⸗ der valgt Dig det mindſte!“ — J ſin lange Sygdomstid i Pa⸗ ris havde han til fin Opvartning en ſtor og ſterk Mulatinde, der tog ham mellem fine Hender og flyttede ham ſom en Pakke fra Sengen til Sofaen. En Dag var Broderen tilſtede og fane paa denne Maneuvre. „Nu kan Du“, ſagde Heine ſmilende,

Literatur og Kunſt. 105.

„fortelle, naar Du kommer hjem, at Du ſelv har ſeet, hvorledes man i Paris bærer mig paa Henderne.“ Ogſaa Hi⸗ ſtorierne om den gjerrige Profesſor i Göttingen, om Barberen og den nye Frakke og om Hexametret med de fem Fodder ville leſes med Fornsielſe. For dem derimod, der holde meer af det Folſomme end det Morſomme, indeholder Bogen ligeledes Ad⸗ ſkilligt, og navnlig ville de tre Teſtamenter leſes med Rorelſe af Enhver, der har bevaret fin Godhed for den ulykkelige Digter. Et Vark, der for Sieblikket gjør en ligeſaa ſtor ſom ufortjent Opſigt, er den nylig udkomne «Rapport sur les progrès des lettress. For længere Tid ſiden lod Underviisningsmini⸗ ſtren Duruy en Commisſion ſammentrede under Forſede af Sylveſtre de Sacy for at afgive en Betenkning om de nu⸗ værende literaire Forhold i Frankrig. Commisſionens øvrige Medlemmer vare Paul Féval, Theoph. Gautier og Ed. Thierry. Som Reſultat af denne Commisſions Virkſomhed foreligger der nu et omfangsrigt, luxurieuſt udſtyret Værk, trykt i det keiſerlige Bogtrykkeri og udgivet under Miniſteriets Auſpi⸗ cier. Sylveſtre de Sacy har ſkrevet Indledningen, Feval har behandlet Romanliteraturen, Gautier Lyriken og Thierry Thea⸗ tret. Naar manl har laſt dette ſtore Vork tilende, lægger man det fra ſig med Forundring. Naar en Miniſter forlanger en Rapport over de literaire Tilſtande, er det aabenbart, at det, der ligger ham paa Hjertet, er at faae at vide, hvorledes den nuve⸗ rende Literatur ſtiller fig til den ældre, om den gaaer en fund Udvikling imode, eller den er paa en Afvei, og hvis den er pan Vildſpor og i Tilbagegang, hvorledes Tilbagegangen kan ſtandſes. Derimod forlanger han ikke et Napneregiſter over alle [maa og ſtore Romanforfattere, Lyrikere og Comedieſkrivere med:

106 Literatur og Kunſt.

Tilfoielſe af Charakteerbeſtemmelſer for deres Arbeider, ikke en literair Underholdning til Adſpredelſe efter hans alvorligere For⸗ retninger, ikke en Literaturhiſtorie in usum Delphini. Den egentlige Fordommelſesdom over dette Arbeide er, at Miniſtren, naar han har gjennemleſt det, vil være ligeſaa klog, ſom han var tidligere, ja han vil — ſom vi ſtrax ſkulle fee — maaſkee være i en endnu ſtorre Uvished og Uklarhed, end han var, da han nedſatte Commisſionen. Feilen ligger da vaſentlig hos ham ſelv, fordi han har overdraget til Fire, hvad det blot kunde udføres af Een — men denne Eue maatte da være en Mand, der ikke ſom Feval, Gautier og Thierry ſtod midt i Forfatter⸗ vrimlen, men ſom var ſtillet ſaaledes, at han var iſtand til at overſtne Forholdene og Domme dem. Fire Hoveder under een Hat ville i Reglen aldrig blive enige, og man feer ogſaa i de Sacys Indledning, at Commisſionen ikke blot har havt ondt ved at finde fit Udgangspunkt, men at den flere Gange har været paa Nippet til at oploſe ſig af Mangel paa Enighed. Den Eneſte, der lader til at have havt det rette Syn pan Opgaven, er Preſidenten ſelv, og det klinger derfor ſom en blodig Ironi, naar han i Indledningen bemerker, at Miniſtren har havt la main heureusee ved at vælge Feval, Gautier og Thierry, men at han uden Tvivl har ſkuffet fig ved at overdrage Preæ⸗ ſidiet til ham, der vel hører Nutiden til igjennem fine Meninger og Anſkuelſer, men er antik i fin Smag og derfor har levet mere ſammen med en Slump gamle Bøger, ſom han elſker, end med den nye Literatur, ſom han kun har havt ringe Leilighed til at fjende. Han ſtiller fig ikke i aabenbar Oppoſition til fine Colleger; hans Afhandling dreier fig veſentlig om Kritikens Standpunkt i Frankrig og er holdt i en jan ædel og værdig

Literatur og Kunſt. 107

Tone, at man kun ſſjelden vil læfe noget Skjonnere, men man ſkimter derigjennem en dyb Sorg over den nuværende Tilbage⸗ gang, over det Anarchi, der herſter overalt i Philoſophi, Poeſi, Romanliteratur og Theater. Er der da ingen Troſt i denne Tilbage⸗ gang? Jo, han finder den deri, at Arbeideren og Bonden ere bedre kledte og boe langt fundere end for faa Aar tilbage. Men, ſiger han, dette er ikke Materiens Triumf over Aanden, men om⸗ vendt, thi det hidrører netop derfra, at Underviisningen i de ſidſte Decennier har udbredt fig til Alle, til den fattigſte Sjæl font til den fattigſte Hytte, og det er af dens Velſignelſer, at der ſkal fremgaae et lykkeligt Fraukrig. Hvilken ffærende Con⸗ traſt er der ikke imellem denne Udtalelſe og de efterfolgende af Feval og Gautier! Efter deres Paaſtande har Literaturen aldrig været rigere — hvilken Armee af Romanforfattere og Digtere marcherer her ikke op med klingende Spil! og Alle ere de feil⸗ frie, Alle ere de udmerkede! Hvorledes ſkulde ogſaa Feval og Gautier turde vove i en Rapport til Miniſtren at fremhæve Feil hos deres Colleger? og hvorledes kunde de have Lov til at glemme og forbigaae ſelv den Übetydeligſte? Hvad der er Poeſiens Efterſlet bliver paa eengang til dens Forſtegrode, og Alle have de Grund til at vere glade, thi Miniſtren behover blot — naar det en Dag behager Keiſeren at lade Ordner regne ned over Forfatterne — at flaae op i Rapporten, faa kan han aldrig tage feil og aldrig mangle Motiver til ſin Indſtilling! Edouard Thierry, den nuværende Direkteur for theatre frangais, er en altfor ſmagfuld Mand, til at han ſkulde gjøre fig ſtyldig i ſaa⸗ dan en Letfeerdighed ſom Dhrr. Feval og Gautier. Han er en af de elſkverdigſte Perſonligheder, og det er ham umuligt at ſige et ondt Ord til Nogen eller om Nogen. Hvad han ikke fan roſe, forbigager

108 Literatur og Kunſt.

han derfor med Taushed, og hans Napport indſkrenker fig altſaa vaſentlig til theatre francais og dets Repertoire. Ham gaaer det derfor værft ud over, og alle de aii minorum gentium, ſom han ikke har talt om, reiſe nu en forfærdelig Storm imod ham. „Hvad vilde man ſige“, udbryde de, „om en Mand, der fil det Hverv at beſkrive Paris, kun holdt ſig til den lille Deel, han kan overſee fra fit Vindue?“ Billedet er ikke faa ueffent, men det geraader Ed. Thierry til Are, at han ikke har ladet fig forføre til at flaae ind i fine to Forgengeres Fodſpor. Enkelte Partier af haus Rapport ere meſterlige, f. Ex. hans Skildringer af Ponſard og Rachel, „af hvem der nu kun er tilbage Mindet om en af de edleſte og kongeligſte Skilkelſer, der nogenſinde have betraadt den franſte Scene — og Mindet om en Diction, der var faa reen, at Verſet provedes paa den ligeſom Guldet pan Proveſtenen.“

109

De to Sangere,

Af F. L. Hoedt. 1.

Engang en Gommeraftenftund En Sanger gif i den grønne Lund.

Froerne qvekked, og Fuglene fang, Fiernt lød Aftenklokkernes Klang,

Og Solen glimred gjennem Lovet — Men han var taus, thi hans Sind var bedrovet.

„Hvad hjælper mig, fan ſukked han, Du ſkyfri Himmel, Du klare Band?

110

Du Bind, ſom hviſker i Siv og Rør, J qvidbrende Fugle, J qvælfende Frøer ?

Jeg fatter vel halvt, hvad dunkelt J vil, Men J forſtaae ikke mig og mit Spil.

— Hvad hjælper mig, Du Skovens Dyr? Saaſnart jeg kommer, Du bort jo flyer.

Og ſtandſer Du lidt, ſaa ſtaaer Du ſaa bange, Som frygted Du for at blive min Fange.

Men den, ſom frygter at blive fangen, Han lytter kun ſlet til Strengeklangen;

Thi fange den, ſom lytter dertil, Det er jo netop, hvad Sangen vil.

— Hvad hjalp mig ſelv et Menneſkes Sre, Naar Ingen mere forftaaer at høre?

Hvad jeg begjerer, det er et Hjerte, Med Lyft til Glæde, med Plads for Smerte,

111

Et Bryſt, ſom giver fig villigt hen Og føder kjerligt til Liv igjen

De Livets Frokorn, ſom Sangen bringer Fra Skjaldens Hjerte paa Tonens Vinger.

Men ak, hvor finder man nu et fligt? Nu ændfer Ingen jo Sang og Digt,

Og Sangens Toner ſaa ſporloſt fvinde, Som Blomſtens Duft for de kaade Vinde!“

gx 2

112

2:

Imens han klager ſaa ſin Nod, Han havde lagt fig paa en blød, Med Mos bevoret Tue;

En Hasſelbuſk ſtod farvet rod

J Aftenſolens Lue.

Der laa han nu, kun lidet glad, Og ſtirred paa et enkelt Blad — Da horte han en Raslen:

Det var en lille Fugl, der ſad Og floited høit i Haslen.

Forſt ſtudſed han, thi Fuglens Sang Lod ſaa beſynderligt og klang

Ham næftendeels ſom Latter.

Han lytter efter nok engang,

Og Sproget nu han fatter.

„Nei, Du er dog en ſnurrig Fyr! Der holder Du et heelt Poſtyr, Fordi man ei vil roſe

De meerkelige Eventyr,

Som Du har i din Poſe.

113

Og faa er Du ſaa tvær og triſt, Saa hjertelss en Egoiſt,

At Du vil ikke heedre

Min muntre Sang, ſom ganſke viſt Er meget, meget bedre.

Men det bekymrer ikke mig.

Jeg hænger ei med Næb, for jeg Har Andet at beſtille

End ærgre mig, fordi man ei Bil høre paa min Trille.

Jeg ſynger i min grønne Hal, Fordi der er et indre Kald, Som byder mig at qvede, Om ei til din, i alle Fald Dog til min egen Glæde.

Gjor Du ſom jeg! Syng lidt, ſyng tidt, Som bedſt Du kan, men pas blot Dit, Fei for din egen Rede —

Ak, naar Enhver blot pasſed Sit,

Hvor var der rart hernede!

114

Og lad det være ſaa din Trøft,

At er der Noget i dit Bryſt,

Som bet er værd at høre,

Bil Han, ſom ſkjenked Dig din Roſt, Nok ſorge for et Øre!”

— Med disſe Ord fløj Fuglen op Og fvang med Sang og lette Hop Sig rundt i Skovens Kroner;

Til Slutning i en Bogetop Forſtummede dens Toner.

— ———«%˙wꝛR DER 1

Skovhapellet i Dyrehaven. Af H. P. Holst.

Herude i den friſke Skov Har fromme Hender bygget Et Tempel til Gudherrens Priis Og kjerligt Templet ſmykket. Mens hver ſin Gave bringer did, Og hver fin Skjerv vil yde, Vil Sangeren og bringe ſin — Men ak, han kan kun byde

En Sang!

Der om en Sanger er fortalt J Sagn fra gamle Dage, At i hans Strengeſpil ber laa En Magt foruden Mage; At Stenene fig ordned ſmukt, Hvergang han Strengen rørte, At Muur ſig reiſte trindt ved Muur, Og Byer han opførte Med Sang.

116

Slig Magt har Sangeren ei meer: Han kan ei bygge Steder; Han kan kun lokke Smilet frem Og troſte den, der græber, Og hvor ver fælles Hjælp et Huus Sig reiſer til Guds Are, Der kan han kun i Pᷣuyghed Sin Steen hen til det bære — En Sang!

117

Rufin Piotrowſhi.

(En polff Adelsmands Domfældelje, Deportation, Fængfelsfiv i Siberien og Flugt.)

Der er en polſk Talemaade, der overgager Alt, hvad den menneſkelige Veltalenhed har kunnet finde paa for at udtrykke Fortvivlelſen, det er de Ord: „Gid vi ikke mere maae ſees,“ Ord, ſom enhver politiſk Domfeldt i Reglen henvender til ſin Familie og ſine Venner i det Sieblik, han ſkal afſted til Siberien. „Gid vi ikke mere maae ſees!“ thi den eneſte Maade, hvorpaa han kunde gjenſee disſe fine Kjære, vilde være, at han traf dem i fit Forviisningsſted; i den Grad er man overs beviiſt om, at den, der bliver deporteret til bette ſor⸗ gelige Sted, aldrig mere forlader det, og at Siberien ikke flipper fit Bytte. J neſten et heelt Aarhundrede har Siberien berøvet Polen dets edleſte Sonner, dets meſt opoffrende Dsttre. Naar en Polak tenker tilbage paa ſin Familie, vil hans Tanke fore ham hen til disſe med Blod og Snee bedeekkede Egne, og ſelv da, naar Dig— teren drommer om en fri og lykkelig Tilverelſe for fit Land, er det endnu beſtandig Siberien, der truer ham

118 Rufin Piotropſti.

ſom et Spogelſe og forlanger ſit Offer. Det er et ſorgeligt og hemmelighedsfuldt Land, dette Land, hvor— fra man ikke vender tilbage.

Og dog fleerv det undertiden. Naar en Czar be— ſtiger Tronen, eller der udſtedes en Amneſti, ſom kaldes fuldſtendig, men ikke er det, gives undertiden en Ulyk⸗— kelig tilbage til fin Familie, idetmindſte er det ſkeet to Gange i et Aarhundrede ved Paul den Forſtes og Alexander den Andens Tronbeſtigelſe. Undertiden, men det er endnu ſſeldnere, kan det efter Aars Forløb lykkes indtrængende Bonner og en meget formagende Protek— tion, at ſkaffe en Fange hans Frihed. Endelig er der ogſaa et Par Enkelte, der, uden at vente og haabe pan nogen Amneſti, have i deres egen Driſtighed og Energi fundet Midler til at unddrage ſig deres frygtelige Skjœbne og til at vende tilbage til de Levendes Tal; men dette Phenomen har kun gjentaget ſig to Gange i et Aarhundrede — forſte Gang med Beniowſki, en Soldat fra Bar, der blev deporteret til Kamtſchatka, og anden Gang med Rufin Piotrowſki, der ſelv har ſkildret fin Arreſtation og Domfeeldelſe, fit Liv i Siberien og fin Flugt, en af de meerkeligſte og interes- ſanteſte Skildringer, Literaturen har at opviſe. Rufin Piotrowſki var en af disſe polſke Emigrerede, der fra Paris ſogte at holde Modet oppe blandt deres under— trykte Landsmeend. Hans Fortælling er fuldſtendig ſanddru, uden al Overdrivelſe, og dog faa fuld af Ro— mantik, at Phantaſien vanſkeligt ffulbde opfinde noget

Rufin Piiotrowſfki. 119

Tilſvarende. Hans Landsmeend have bebreidet ham, at han er altfor mild og ſkaanſom i fin Dom, og det kan ikke negtes, at de Portraiter, han har givet os af Fyrſt Bibikov og Pisſarew, der Begge have vundet en ſaa ſorgelig Navnkundighed i Polens Hiſtorie, ingenlunde ere fan grelle, ſom man er vaut til at foreſtille fig dem. Hans Landsmand Julian Klaczko har givet et forkortet Uddrag af hans lange Lidelſeshiſtorie. Efter ham lade vi Rufin Piotrowfki fortelle den ſelv og meddele i dette Hefte hans Domfeldelſe og Depor— tation. Det neſte Hefte vil indeholde hans Fangeliv i Siberien og Flugt”).

J.

Domfeldelſe og Deportation.

Jeg havde faſt beſluttet at ville vende tilbage til mit Fædreland og var beffjæftiget med Forberedelſer til min Reiſe, da jeg pludſelig blev ſyg i Paris. Jeg blev lagt ind paa et Hoſpital, der beſtyredes af en Baron Lisfranc, ſom altid har havt en flor Velvillie for mine Landsmænd. En Mængde polſke Landflygtige og Fordrevne opholdt fig dengang i Hoſpitalet; de led ſaagodtſom Alle enten af Bryſtſyge eller Sinds⸗ forvirring. Flere end een af dem dode paa den ſamme Stue, hvor jeg var indlagt, og dette Syn kunde ikke

+) Piotrowſfki lever for Sieblikket ſom Profesſor ved Lycæet i Batignolles.

120 Rufin Biotrowffti.

Andet end nedboie mig dybt, thi de døde uden Klage, men i den maerkeſte Fortvivlelſe. Det var, ſom om de, idet de forlode denne Jord, havde en Folelſe af, at der heller ikke i den anden Verden vilde være noget Fedre— land for dem.

Dette Ophold i Hoſpitalet begunſtigede imidlertid min Plan, thi jeg havde den Lykke at gjøre Bekjendt— ſkab med en Syg, en Nordamerikaner, der lovede at ffaffe mig et Pas, ſom jeg hidtil ikke havde kunnet komme i Beſiddelſe af. Efter fer Ugers Forløb blev jeg udſkreven af Hoſpitalet; jeg opſogte Nordamerikane⸗ ren, og han leverede mig virkelig et engelſk Pas til Conſtantinopel. Pasſet, der lød paa Joſeph Catharo, boende i La Valetta paa Malta, ſex og tredive Aar gammel, var fuldſtendigt i Orden og undertegnet af den engelſke Geſandt Lord Cowley. Jeg kunde ikke onſke mig noget Bedre. Et engelſk Pas var i min Stilling at fore— trekke for alle andre: Jeg kunde godt Italienſk, men kun daarligt Engelſk, hvad der kom mig udmeerket til⸗ pas ſom Beboer af Malta. De forſkjellige Viſa fra Baden, Würtemberg, Baiern, Sſterrig og Tyrkiet er- holdt jeg uden videre; men i Üdenrigsminiſteriet havde man ved Siden af Seglet tilfoiet folgende uheldige Pas⸗ ſus: „Har at indfinde fig paa Politikamret.“ Jeg havde naturligviis al mulig Grund til ikke at underrette Po⸗ litidirekteuren om min Afreiſe. Efterat jeg længe havde ſpeculeret pan, hvorledes jeg ſkulde blive denne ulykkelige Pasſus qvit, fif jeg et Indfald, der ikke juſt

Rufin Piotrowſfki. 121

var meget ſindrigt: jeg væltede Blok over de to Li⸗ nier, hvorved der opſtod en ſtor Klat, ſom dekkede Mi⸗ niſteriets Paaſkrift. Det var et temmelig plumpt Paa⸗ fund, men jeg kom godt fra det, og ingen af de talrige Politimyndigheder, ſom mit Pas ſenere blev foreviiſt, har havt Noget at udjætte paa Blakklatten.

Med en lille Sum af halvandet hundrede Francs, der ſkulde holde ud til en lang Reiſe, forlod jeg Paris. Efterat jeg uden nogen Forhindring havde gjennem⸗ reiſt Stuttgart, München, Salzburg og Wien, begav jeg mig paa Veien til Peſth. J en heel Maaned maatte jeg opholde mig i Ungarns Hovedſtad. Jeg benyttede mig af dette Ophold til hos den engelſke Ge- ſandt i Wien at forlange et nyt Pas, da jeg, iſtedenfor at gaae til Conſtantinopel, havde beſluttet mig til at reiſe til Rusland og tilbringe en længere Tid der. Svaret [ob ikke vente paa ſig. Efter nogle Dages Forlob fik jeg fra Wien et nyt Pas til Rusland iſtedenfor det gamle og lykkeligviis uden nogen Bleekklat. Jeg drog da bort fra Peſth for at tage til Kamieniec i Podolien, der var Maalet for min Reiſe.

Den lille Sum, jeg havde bragt med fra Paris, var ſvunden betydeligt ind trods al min Oekonomi; jeg beſluttede derfor at gjøre den vvrige Deel af Reiſen tilfods lige til Podolien. Aarstiden var gunſtig, Lan⸗ det, jeg reiſte igjennem, var prægtigt, og Reiſen igjen⸗ nem Karpatherne bragte mig til at glemme enhver An⸗ ſtrengelſe. Det var med en underlig Folelſe, at jeg

192 Rufin Piotrowfki.

giennemreiſte Gallizien og ſpurgte om Veien i et rad⸗ brœekket Tydſk, medens Bønderne gave mig alle mulige Underretninger paa Polſk, ſom jeg forſikkrede, at jeg ikke forſtod. Bøndernes Bemeerkninger om mig morede mig undertiden meget. Endelig nagede jeg en ſmuk Morgenſtund ved Landsbyen Bojany Grendſeſfjellet mellem Sſterrig og Rusland. Grendſen betegnedes ved to Barrierer, der vare et halvthundrede Skridt fra hinanden. Saaſnart jeg foreviſte mine Papirer, blev den øfterrigffe Barriere aabnet for mig; men hvormeget jeg end raabte og ſkreg, da jeg naaede deu rusſiſke, var der Ingen til at lukke op. Kjed af at vente bukkede jeg mig under Bjelken og gik videre, til jeg naaede et lille Huus, der fane ud ſom et Toldſted. Forbauſelſen var ubeſkrivelig, da man ſaage mig komme anſtigende der, uden at være fulgt af en Soldat.

„Hvor har De pasſeret Greendſen?“

„Gjeunem Barrieren derhenne, naturligviis.“

„Hvem har lukket den op for Dem?“

„Ingen. Jeg kaldte forgjæves og beſluttede mig tilſidſt til at krybe under den.“

„Hvordan! Vagten var ikke paa ſin Poſt!“ raabte den rusſiſke Embedsmand opbragt og ſtyrtede ud af Doren. Jeg horte ham ſtjende og ſtoie. Lidt efter kom han ind igjen og lod fit onde Lune gane ud over mig; men Synet af det engelſke Pas gjorde ham plud⸗ ſelig tam. Medens man underſogte mine Papirer og nedſkrev Sparene pan de Spørgsmaal, man forelagde

Rufin Piotrowſki. 123

mig om Maalet for min Reiſe, horte jeg langt borte Skrigene af den ſtakkels Soldat, der maatte bode for fin Forſommelſe. Endelig kunde jeg forlade Contoiret med en vis Tilfredsſtillelſe, hvori der dog blandede ſig en ubehagelig Folelſe. Der var noget Symbolſk i denne Begivenhed: jeg havde fkuffet den rusſiſke Paa— pasſelighed, men paa ſamme Tid paadraget en ſtakkels Soldat meget imod min Billie en Straf, og det gjorde mig ondt.

Det var højt op pan Dagen, da jeg naaede Ka— mieniec. Med Randslen i Haanden aabnede jeg Do— ren til et Gjeſtgiverſted, ſom man havde anviiſt mig, og traadte ind i en ſtor Sal, hvor der var mange Gjæfter, og hvor der blev ſpillet Billard. Jeg beholdt med Forſcet Hatten paa Hovedet og blev derfor ſtrax betragtet ſom en Fremmed, en Franſkmand, thi disſe to Ord ere ſynonyme hos os. Der opſtod en pluͤdſelig Bevegelſe iblandt Gjeſterne. En Franſkmand! En Franſtmand! hviſkede man rundt omkring med Sym— pathi og Interesſe, men tillige med en gienſynlig Frygt for at compromittere ſig ved et eneſte uforſigtigt eller blot velvilligt Ord. Kun to af de Tilſtedeverende vo— vede at nærme fig til mig og at underholde fig med mig: den Ene var en Polak fra Krakau, der blot pas⸗ ſerede igjennem Kamieniec og derfor kunde være mindre nsieregnende med fin Opforſel; den Anden var en rus— ſiſt Officer, der forlod Billardet, da han horte mig tale Frauſk, og hilſte med megen Varme og Forekom⸗

124 Rufin Piotrowſti.

menhed paa mig. „De vil dog ikke forlade os ſtrax igjen? Gjor det ikke; her er et ſmukt Land og ſmukke Fruentimmer. Iſcer i Warſchau ere de mageloſe! Jeg har ligget i Garniſon der og veed det af Erfaring!“ Det unge Menneſke blev ved med fine Lovtaler ſaa— længe, at det neſten blev mig piinligt. Hvor forunder⸗ ligt! Han havde gjennemreiſt Polen og kjendte Byerne og havde dog ikke lagt Merke til Andet, end at Fruen— timmerne vare ſmukke! Ikke et Ord om Regjeringen, Folket og dets Elendighed! Det Eneſte, han havde lagt Merke til, var Polakinderne! For at lede ham bort fra dette Thema, lod jeg falde et Par Ord om Paris; men nu begyndte han at udſporge mig om Pa— riſerinderne og ſyntes ſcerdeles tilfreds med mine Svar. Forreſten var han et ſtikkeligt, ungt Menneſke, der til⸗ ſidſt opfordrede mig til at gjore ſig Selſkab ved et Fad Pierogi, den polſke Nationalret, idet han gjorde Loier med mig, fordi jeg udtalte Ordet med en faa beſynder— lig Accent. Imidlertid gav han mig ſpogende Pet i, at naar Talen var om Pierogi, kunde en god Appetit altid bode paa en daarlig ÜUdtale.

Medens vi ſaaledes med hoi Raoſt underholdt os om alle mulige Bagateller, ſtod der en Flok unge Po- lakker noget afſides og hviſkede til hinanden, idet de fra Tid til anden betragtede mig nysgjerrigt. Jeg ſogte at opfange nogle af de Ord, de vexlede med hinanden: „Han er fra Frankrig!“ hørte jeg. „Kjender han No⸗ get til vore Forhold?” — „Bryde Franſkmeendene ſig

Rufin Piotrowſki. 125

Noget om os?“ — „Er der Noget igjære i Paris?“ For at ſkjule min Bevegelſe gav jeg mig til at fkildre Pariſerverdenen fan livligt, ſom jeg formaaede, og den unge Rusſer lyttede til med Andagt. Under Samtalen lod jeg falde nogle Yttringer om, at jeg var taget til Kamieniec for at give Information i Sprog, og at jeg gjerne vilde flaae mig til Ro der i nogen Tid. Dagen efter afgav jeg den ſamme Erklering paa Politikamret og erholdt uden Vanſkelighed et Opholdskort. Da det var min Henſigt at give Timer i Sprog til Private, underrettede man mig om, at der var flere Formaliteter at iagttage: jeg maatte forſt indhente Tilladelſe fra Mili⸗ tairgouverneuren, fra Forſtanderen for Lycceet oſv. oſv. Faa Dage efter havde jeg Tilladelſen, og ſom en Folge af den unge Officeers Anbefalinger og den Forekommen— hed, der viſes enhver Fremmed ei vort Land, ſtrommede Informationerne ind til mig paa Sieblikket. Det var det bedſte Middel til at afvende al Mistanke fra mig og til faa lidt ſom muligt at compromittere mine Lands⸗ mænd. Iſſer var det mig vigtigt at modtage det Til⸗ bud, der blev gjort mig af Oberſt Abaza, om at infor⸗ mere i hans Huus. Oberſten var Preſident i Finants⸗ collegiet og en af de fornemſte og indflydelſesrigeſte rusſiſke Embedsmend. Jeg negtede heller ikke at give Underviisning i polſke Familier, men jeg foretrak ſaa⸗ danne, hvor der ikke var unge Menneſker, og hvor jeg altſaa var mindſt udſat for at blive kjendt. Efter nogle Ugers Forløb havde jeg ſkaffet mig en god Stilling og 9

126 Rufin Piotrowfki.

et udbredt Bekjendtſkab; jeg blev neſten daglig bedt ud, og hele Byen kjendte allerede Herr Catharo, ſom man vedblev at kalde en Franſkmand.

Saaledes befandt jeg mig da efter tolv Aars Landflygtighed igjen i mit Fædreland i Egenſkab af Malteſer, engelſt Underſaat og Sprogleerer, der ikke forſtod et Ord Polſk eller Rusſiſk. Denne ſidſte Om— ſteendighed ſatte tidt min Koldblodighed pan Prøve, ifær naar jeg informerede. Hvormange Gange friſtedes jeg ikke til, naar jeg ſtodte paa et vanſkeligt Sted, at for— klare det for mine Elever i et Sprog, jeg kunde lige— ſaa godt ſom de! En af mine forſte Diſciple var en ung lyſtig Perſon, der hen Domitrenko og var anſat i Finantscollegiet. Han havde faaet Lyſt til at lære Franſk, ſom han ikke kunde et Ord af, og under vore Beſtrebelſer for at gjøre os forſtagelige for hinanden foreſlog han mig, at han vilde lære mig Rusſiſk (ſom jeg kunde udmerket); men han kunde aldrig drive det til at fane mig til at læje flydende, og han var i hoi Grad forbauſet over, at disſe Franffmænd, ſom man altid roſte for deres gode Hoveder, kunde være faa lang— ſomme til at lere.

Naar jeg var ſammen med mine Landsmend, bragte mit paatagne Incognito mig ofte i de beſynder— ligſte Forlegenheder. Meget imod min Villie blev jeg ofte indviet i Familiehemmeligheder, ſom man netop troede at ſkjule for mig ved at omtale dem paa Polfk. Det var ikke altid Behageligheder, jeg paa den Maade

Rufin Piotrowſti. 127

fik at høre. En Dag hændte det for Exempel, at en polſk Familie fik Beſog af en Fremmed, ſom, da han horte, at jeg nylig var kommen fra Paris, ſpurgte mig om Nyt fra ſin Broder, ſom opholdt ſig der ſom Emigrant. Herren i Huſet afbrød ham ivrigt pan Polſk: „Veed Du ikke, at det er ſtrengt forbudt at forhøre fig om Emigranter? hvor kan det da falde Dig ind at indlade Dig derpaa med en Fremmed?“ Blodet foer mig op i Kinderne, og jeg bukkede mig hurtigt ned over den Bog, ſom jeg bladede i. Endnu en lignende Erindring! Jeg underviſte to unge Dottre af en brav og elſkverdig Landsmandinde. J mine Samtaler med dem kom jeg til at berøre Polen; den ſmukke Mathilde udtalte da et af disſe Ord, der ſaa ofte tilkaſtes os af en Fremmed, uden at tænfe pan, at han bringer et Saar til at bløde. Den eeldſte Soſter afbrød hende paa Polſk og i en vred Tone: „Tal dog ikke om det, der er os helligſt, til en letſindig Franſkmand.“

Lignende Træf oplevede jeg noeſten hver Dag: ſnart morede de mig, og ſnart fatte de mig i Forlegen⸗ hed; men denne Forlegenhed gik over til et indædt Ra⸗ ſeri, naar jeg i rusſiſke Huſe var nødt til at høre pan fornœrmelige Üdtalelſer om mit Land og mit Folk. Det var i Seerdeleshed i Preſidentens Huus, at jeg ofte var udſat for denne Marter.

Hvis man havde havt nogen Anelſe om, at jeg forſtod Sproget, vilde det ganet ud baade over mig og Flere; jeg var derfor nodt til i dette Punkt uafladelig at vaage over mig

128 Rufin Piotrowſki.

ſelv. Jeg frygtede endogſaa for, at jeg kunde komme til at forraade mig iſovne, og ſorgede derfor altid for, naar jeg blev bedt ud paa Landet, at faae et Verelſe for mig ſelb. Der indtraf Intet, ſom kunde henlede nogen Mis— tanke paa mig, og jeg tilbragte ſaaledes ni Maaneder i Ka— mieniec og Omegn uden at have Noget at fkaffe med Politiet. Saavel i Rusſernes ſom Polakkernes Dine vedblev jeg at gane for den ſkikkelige Herr Ca tharo, der ikke fornærmede Nogen og altid var glad, naar han var i Selſkab. Kun nogle fan Landsmænd vidſte Be— ſked med Maalet for min Reiſe, men bevarede Hemme— ligheden ſtrengt. Efter hvad jeg ſenere erfoer, kom Mistanken fra St. Petersborg, og Byen Kamieniec blev paa en ſmuk Dag ikke lidt overraſket ved at høre, at den frauſke Sproglærer, der jaa længe havde op- holdt ſig indenfor dens Mure, var en Landsmand og Emigrant.

Man ſiger, at vi i Almindelighed Alle have en Forudfolelſe om en truende Fare. For mit Vedkom⸗ mende gik det ganſke naturligt til, at jeg pludſelig kom paa det Rene med, at Faren var for Doren. Jeg kunde umuligt lukke Oinene for, at jeg havde Politiet i Helene paa mig overalt. Jeg modtog hemmelige Ad— varsler fra forſktjellige S ider og kunde ikke ſfjule for mig ſelv, at navnlig de rusſiſke Embedsmænd, jeg var vant til at omgaaes, pludſelig ganſke forandrede deres Opforſel imod mig. At man ikke ſtrax arreſterede mig havde ene og alene ſin Grund deri, at man ikke endnu

Rufin Piotroroffi. 129

var ganffe vis i fin Sag, og at man frygtede for, hvis der var en Feiltagelſe med i Spillet, at forgribe fig paa en engelſk Underſaat, hvis Regjering i bette Punkt ikke var at ſpoge med. Imidlertid var det mig tyde— ligt, at jeg ſnart vilde blive arreſteret, og jeg var enig med mig ſelv om, hvad jeg i det Tilfælde havde at gjøre. Jeg vilde uden Tvivl endun havt Tid til at flygte, men Tanken om den Fare, hvorfor ſaa mange Uſtyldige vilde blive udſatte ved min Flugt, bragie mig til at opgive denne Udvei. Naar Talen er om politiſke Forſolgelſer, beſtaaer nemlig det rusſiſke Syſtem deri, at man arreſterer ſtrax alle dem, der have veret i ner eller fjern Berøring med den Mistænfte, Da jeg nu havde ſtaaet i Forbindelſe med Alverden baade i Byen og Omegnen, vilde bet ufeilbarligt være gaaet ud over disſe; Procesſen vilde da træffe i Langdrag og maaſkee aldrig fane Ende, og kun min Tilſtedeveerelſe var iſtand til at afværge en uberegnelig Ulykke. Jeg beſluttede derfor at vente taalmodig paa det uheldſvangre Sieblik, og jeg benyttede den korte Tid, jeg endnu var fri, til at blive enig med mine Medſkyldige om, hvorledes jeg ſkulde forholde mig. Den ſidſte Sammenkomſt, jeg havde med En af disſe, var i en Kirke, Aftenen for jeg blev arreſteret; efterat vi ſaavidt muligt vare blevne enige om alle Punkter, omfavnede vi hinanden med Taarer. Jeg blev ene tilbage i Kirken og an— raabte Gud med Inderlighed om at give mig Kraft til at udholde alle de Provelſer, der maatte vente mig.

130 Rufin Piotromwfti.

Næfte Morgen ved Daggry blev jeg heftigt rykket i Armen og reven ud af min Søvn, Jeg fvarebe dog ikke ſtrax, for at give mig Tid til at fatte mig. Da jeg aabnede Oinene, bemeerkede jeg i mit Verelſe Po— litidirekteuren Oberſt Grünfeld, en Politicommisſair og Major Poloutkopſkoi, Adjudant hos Generalgouverneuren Prinds Bibikov. Majoren var taget ligefra Kjew for ſelv at beſorge mig arreſteret. Jeg udtalte min For— undring over en ſaa tidlig Viſit, og min Forbauſelſe tiltog, da man underrettede mig om, at man uden Escorte vilde bringe mig til Gouverneuren. Jeg glemte ikke at fremhæve, at jeg var engelſk Underſaat, og at gjøre opmerkſom pan de alvorlige Følger, ſom en ſaa— dan Fremfeerd kunde afſtedkomme; derpaa bad jeg om Tilladelſe til at gage ind i Sideverelſet for at gjøre Toilet. Medens jeg kloedte mig pan, bemægtigede Politi— commisſairen ſig mine Papirer og Effekter, og ſtrax efter begave vi os hen til General Radiſtchev, ſom jeg i lang Tid havde kjendt. Dette forſte Mode var lige— ſaa fort ſom uafgjorende. Generalen traadte heftigt ind i Salen og tiltalte mig paa Rusſiſk; jeg lod, ſom jeg ikke forſtod, hvad han ſagde, og bad ham om at ud— trykke ſig paa Franſk og meddele mig, hvorfor jeg var bleven arreſteret. „Det ffal De ſnart fane at vide“, ſvarede han. Han vinkede med Haanden og lod mig gaae. Man bragte mig nu hen til Politidirekteurens Huus og forte mig ind i et Verelſe, ſom blev tillaaſet

Rufin PBiotromfft. 131

efter mig. En Embedsmand i Uniform blev hos mig, men henvendte ikke et Ord til mig.

Jeg havde hidtil bevaret hele min Koldblodighed og forundrede mig felv over, at jeg kunde være faa rolig; men nu, da jeg ſaagodtſom var alene, følte jeg, at Modet forlod mig. Tanken om de Ulykker, der ventede mig og ſaamange af mine ſtakkels Landsmend, ſtyrtede ind paa mig, og Taarerne kom mig i Sinene. For at ſkjule min Bevegelſe vendte jeg mig om og opdagede i det ſamme et Spil Kort, der laa paa et lille Bord. Jeg er født i Ukraine og ſom en Folge deraf ikke fri for Overtro. Jeg gav mig til at lægge Kortene op, og de lovede mig — min Frihed. Denne Propheti gjorde mig neſten raſende, og jeg blev for— melig glad, da Politidirekteuren traadte ind i Stuen for at ſee til mig. Da han gik, tog han Kortene med ſig.

Strax efter at han var gaaet, traadte en anden Embedsmand ind i Stuen og gav ſig til at ſamtale med ſin Collega, der var ſat til at pasſe paa mig. Denne Samtale interesſerede mig ikke lidet. Jeg var jaa godt kjendt i Kamieniec, og Alle vare fan overbeviſte om, at jeg hverken kunde Polſk eller Rusſiſk, at de to Herrer endnu i dette Sieblik betragtede mig ſom en Fremmed og ikke toge i Betænkning at tale om mig paa Rusſiſk. Man kan begribe, at jeg horte efter.

„Det er en kjedelig Affaire“, ſagde den Ene af dem. „Man har idag allerede arreſteret en Snees Perſoner her i Byen, og der er udgaaget Ordrer til Provindſerne,

132 Rufin Biotrowffi.

Altſammen pan Grund af denne Fremmede, der er kommen hertil, ſiger man, for at intriguere mod Czaren. Der mumles ogſaa en heel Deel om Preſidenten Abaza, og det gjør mig ondt, thi det er en brav Mand. Hvad er ogſaa det for en forunderlig Idee af ham at ville lære Franſk i hans Alder! det kan komme ham dyrt til at ſtaae!“

„Ja er det ikke uheldigt!“ ſvarede den Anden. „Da deu Herre der for ni Maaneder ſiden kom hertil, fik jeg Ordre til at holde Sie med ham, ſom vi jo gjøre med alle Fremmede. Jeg flap ham heller ikke af ſigte og var med ham overalt; men han forte ſig ſaa godt op, gjorde ingen Forſkjel paa Polakker og Rus⸗ ſere og forekom mig i det Hele ſaa ſkikkelig, at jeg til- ſidſt lod ham ſkjotte fig ſelb. Det lader imidlertid til, at han har narret os ordentlig — og nu er der en Anden, der fager den Belonning, font jeg ſkulde have havt! Det kan man kalde Uheld! Nei, jeg har ingen Lykke med mig!“

Jeg kunde ikke lade være at more mig over den ſtakkels Fyrs Beklagelſer, fordi han ikke havde bragt mig i Ulykke, ſkjondt hvad jeg forreſten horte gav mig Anledning nok til alvorlig Eftertanke. Jeg kunde ikke tvivle om, at man for min Skyld havde arrefteret en Mængde Menneſker; men de Navne, jeg i Samtalens Lob horte, vare mig ſaa lidt bekjendte, at jeg begyndte at haabe paany. De viſte mig, at man famlede, at man gik iblinde, ja man mistenkte jo endogſaa den

Rufin Piotrowfki. 133

brave Abaza, og jeg kom uvilkaarligt til at ſmile, ved Tanken om den Forlegenhed, hvori den gode Finants⸗ prœſident maatte befinde fig. Hvis alle de Rusſere, jeg kjendte, ſkulde inddrages i Underſogelſen, vilde det maaſkee komme mine virkelige Medſfyldige tilgode.

Om Eftermiddagen Klokken fire fik jeg et Beſog af Gouverneuren og Major Poloutkowſkoi. Man fore— ſtillede mig, at min Situation var meget mislig, og at det var i min egen Interesſe at afgive en fuldſtendig Tilſtaaelſe. Jeg vedblev med at negte Alt, jeg erkle— rede, at jeg ikke forſtod, hvad man forlangte af mig, og jeg talte om at ſtrive til den engelſke Geſandt i Peters— borg for at forlange hans Beſkyttelſe. „De vil altſaa gjerne hurtigt fra Kamieniec?“ ſvarede Gouverneuren ironiſk; „vor De kun rolig! det kan ſkee hurtigere, end De tenker.“

De folgende Dage gjentoges Forhorene enten i Politidirekteurens Bolig, hvor jeg ſad arreſteret, eller hos Gouverneuren, der lod mig hente med Escorte; man trængte ind paa mig for at faae mig til at til⸗ ſtaae, og jeg vedblev at benegte. Gouverneurens Op⸗ forſel var i Regelen kold og høflig, undertiden lidt ironiſk og kun ſjelden heftig og opfarende. „Det klæder Dem godt at ſpille Komedie og fortælle, at De er Mal⸗ teſer“, udbrod han i et af Forhorene; „vi veed me⸗ get godt, at De er fra Ukraine, og baade Den og Den har tilſtaaet, at De har talt Polſk med dem.“ Han nævnte mig et Par af mine Landsmænd, ſom juſt ikke

134 Rufin Biotrowffi.

hørte til de faſte Charakterer, og lod mig et Par Gange confrontere med dem. Disſe Scener vare piinlige nok, og uagtet jeg vedblev min Benegtelſe, indſage jeg dog godt, at det ikke vilde gage i Længden. Man modtog hver Dag flere og flere Oplysninger om mig, og det blev mig tydeligt, at jeg ved at fortjætte bette Syſtem forværrede Situationen for dem, der for min Skyld vare arreſterede. Jeg onſkede imidlertid at have faa mange Vidner ſom muligt til min endelige Tilſtaaelſe, for at de Anklagede kunde indrette deres Forhold der— efter, og befluttede derfor at oppebie en almindelig Con- frontation. Den lod heller ikke længe vente paa fig, thi da jeg en Aften blev fort til Gouverneuren, bemeer— kede jeg i Salen et ſtort Antal Anklagede, der ſtode opſtillede langs med Væggene. Dette Syn rørte mig, thi en Mængde af dem kjendte jeg fan godt ſom ikke, nogle Faa vare mine Medſkyldige, og de fane Ale li— dende og medtagne ud. Efterat der var forelagt mig mig en længde Spørgsmaal, ſom jeg alle havde be— ſvaret, udbrød jeg pludſelig med hoi Roſt og i mit Modersmaal: „Ja, jeg er ingen engelſk Underſaat, men en Polak, fodt i Ukraine, og jeg emigrerede efter Revolu— tionen 1831. Jeg er vendt tilbage til mit Fedre— land, fordi jeg ikke kunde udholde at leve længere i Landflygtighed, og fordi jeg vilde gjenſee min Feedrene⸗ jord. Jeg er vendt tilbage under et paataget Navn, fordi jeg ikke kunde leve her under mit eget, og jeg har intet andet Onſke havt end at leve her ſtille og ube⸗

Rufin Piotrowfti. 135

merket og indaande Fedrelandets Luft. Det har jeg meddeelt til nogle enkelte af mine Landsmeend, hos hvem jeg forlangte Raad og Hjelp; jeg har ikke ſpurgt dem om Andet, og jeg har heller ikke havt Andet at ſige dem.“

Skjondt Gouverneuren og Major Poloutkopſkoi allerede længe havde vidſt det, kunde de dog ikke beherſke deres Overraſkelſe, da jeg med eet begyndte at tale Polſk. Alt ſom jeg talte, opklaredes Gouverneurens An- ſigt; han gned fig i Hænderne, gik op og ned i Salen med ſtore Skridt, og da jeg omſider taug, gik han hen til mig med et velvilligt Anſigt. Han ſyntes at være mig taknemmelig, fordi jeg havde gjort Ende paa en uholdbar Situation, og efter nogle intetſigende Sporgs⸗ maal tillod han mig at gage.

Da jeg kom tilbage til Politigouverneurens Bolig, var jeg endnu ophidſet af Mødet og overrafkede Alle ved pludſelig at tale Polſk. Jeg tiltalte Direkleuren, Embedsmeendene og Betjentene i dette Sprog og havde en feberagtig Glæde af at benytte mig af en Frihed, ſom ſaalcenge havde været mig negtet. Derimod paa— ſtod jeg beſtandig — og det var ikke af Beregning, men kun af Ulyſt og Modvillie — at jeg ikke kunde Rusſiſk.

Saaledes endte Forhorene foreløbigt, og den føl: gende Dag underrettede Majoren mig om, at jeg maatte holde mig færdig til ſamme Aften at afgaae til Kiew.

Det var en kold og ſmuk Vinternat, da jeg forlod

136 Rufin Biotvoiufti.

Kamieniec. Jeg fad i en god bred Calechevogn ved Siden af Major Poloutkowſkoi, og en anden Vogn fulgte efter, hvori der var Soldater og to Embedsmænd af det hemmelige Politi. Paa Grund af Aarstiden og den frembrydende Nat var Byen fuldkommen ode og ſtille. Idet jeg pasſerede forbi enkelte Huſe, hvis Be— boere jeg kjendte, ſaae jeg, at der var Lys — det var uden Tvivl en Affkedshilſen til mig. Klangen af Bjel⸗ derne, der efter rusſiſk Skik anbringes paa Vognſtangen, var det Eneſte, der afbrød Nattens ſorgelige Stilhed. Jeg ſad ganſke taus, henſunken i mine bedrovelige Tan— ker, og var Majoren taknemmelig, fordi han ikke med et eneſte Ord afbrod mine Betragtninger. Forſt ved Daggry begyndte han at tale til mig, og Samtalen dreiede ſig da meſt om Frankrig, dets Adminiſtration og Communalforfatning, Agerdyrkning og Handel, —Gjen— ſtande, der ſyntes at interesſere ham overordentligt. Efterhaanden kom vi ogſaa ind paa Politiken, ja ſelv paa Emigrationen, og jeg havde rig Leilighed til at beundre, hvor overordentligt vel han var underrettet om Alt, hvad mine emigrerede Landsmend tilſigtede og foretoge fig. Da jeg udtalte min Forbauſelſe herover, ſvarede han mig ſmilende: „Vi ere jo nodte til at fjende alt dette, og vi have Midler nok til at ſkaffe os Un⸗ derretning.“ Majoren, hvem jeg havde havt Leilighed til at ſtudere under Forhorene i Kamieniec, og hvem jeg ſenere ſkulde gjenfinde i Underſogelſescommisſionen i Kiew, var vel noget fold, men altid høflig og forekom⸗

Rofin Piotrowſfki. 137

mende imod mig og viſte ſig under alle Forhold ſom en velopdragen Mand. J mine Sammenkomſter med Gouverneuren i Kamieniec undlod han aldrig at for— mane Generalen til at være rolig, naar denne begyndte at blive hidſig og opfarende imod mig.

Da vi om Aftenen ankom til Mohilew, var en af Fjedrene kneekket i Calechevognen; jeg blev derfor fat i en Kibitke med et Par Soldater, medens Majoren kjorte foran med Politiembedsmeendene. Vi fore afſted med en Hurtighed, ſom man ikke kan gjore ſig Idee om, naar man ikke i Rusland har feet denne Slags Kjorſel. Ved et Stod af Kibitken under denne vold⸗ ſomme Kjorſel var det, ſom om der ſprang Noget i mit Hoved, og jeg fif i det ſamme eu ſaa ſkerende Smerte i Hovedet og uͤdſtodte et faa" heftigt Skrig, at det endogſaa kunde høres af Vognen, der kjorte foran. Majoren lod ſtandſe og ſpurgte, hvad der fattedes mig. Jeg kunde ikke ſvare, men hulkede blot. Han gav da Befaling til at kjore Fod for Fod ligetil neſte Station. Det liudrede noget, men ved det mindſte Stød begyndte Smerterne at tage paa igjen, og jeg uͤdſtodte det ene Skrig efter det andet, idet jeg knugede Hovedet mellem mine Gænder. Da jeg manede den neſte Station, kunde jeg ikke ſtige ud af Vognen. Majoren, hvem det var af Vigtighed at komme til Braclew ſaa hurtigt ſom mu⸗ ligt, overlod mig til Politiembedsmendene og Solda⸗ terne og befalede dem at kjore Fod for Fod. Vi fort⸗ ſatte ſaaledes vor Route, men efter nogle Timers For⸗

138 Rufin Piotrowſki.

lob blev man kjed af denne langſomme Kjorſel og vilde hurtigere afſted. Neppe begyndte Heſtene at galopere, førend mine Hovedſmerter vendte tilbage med ſamme Voldſomhed ſom tidligere. Jeg var nærved at blive afſindig og udſtoͤdte de meſt ſonderrivende Skrig, der bragte de Andre til at ſtandſe. „De maa kjore lang— ſomt“, ſagde jeg, „og vil De ikke det, ſaa ffyb mig en Kugle gjennem Hovedet. Hvis De igjen be— gynder at galopere, er jeg dod inden faa Minutter, og det vil komme til at gaae ud over Dem.“ Det var ingen Overdrivelſe, men min fulde Overbeviisning, og mine Ord gjorde derfor ogſaa deres Virkning. Den øvrige Deel af Veien tilbagelagde vi i Skridt, og da vi ved Daggry naaede Stationen, blev jeg endogſaa fat pan en Slede, ſkjondt Veien ikke var bedeekket med Snee, men med Dynd. Om Middagen Klokken eet naaede vi Braclew, hvor Majoren ventede os. Min Tilſtand rørte ham oienſynligt; han lagde fin Haand pan min Arm, betragtede mig opmeerkſomt og ſpurgte omhyggeligt til mit Befindende. Det var den forſte og eneſte Gang, han viſte mig ſand Medlidenhed. Han ſagde til mig, at Tjeneſten kaldte ham nødvendigt til Kiew, men at jeg kunde forblive her, til jeg igjen kom til Kræfter, Han ſagde Farvel til mig; derpaa kjorte vi langſomt videre og ſtandſede omſider inde i Byen udenfor en ſtor og ſkrummel Bygning. Man hjalp mig ud af Vognen; nogle tunge Dore aabnedes, Heengſlerne hvinede, og efterat vi havde pasſeret flere morke Corri⸗

Rufin Piotrowfki. 139

dorer, befandt jeg mig med eet i et lille Verelſe, hvis Vindue var forſynet med mægtige Jernftænger. Jeg kaſtede mig paa en Matrats, ſom jeg opdagede henne i en Krog, og bredte min Kappe over mig. Nogle Sie— blikke efter fik jeg et Beſog af en Ovrighedsperſon og en polſk Læge, der udſpurgte mig omhyggeligt om min Sygdom, anordnede Ro og opfſkrev nogle Medicamenter. Jeg blev alene tilbage med to Gendarmer. Ro trengte jeg ifær til, og jeg mærkede heller ikke til nogen Smerte, ſaalenge jeg laa ſtille. Flere Timer forløb paa denne Maade, da jeg pludſelig midt i den dybe Stilhed horte en forunderlig Raslen, ſom jeg i Begyndelſen ikke kunde forklare mig. Endelig horte jeg, at det var Lenker, der klirrede paa den anden Side Bæggen og ude i Gangene. Jeg var altſaa i et af disſe ſtore Fængsler, ſom man kalder krepost. Hvem var mine Medfanger? var det ſimple Forbrydere, eller Statsfanger — maaſkee Landsmænd? Min Tvivl ſkulde ſnart opklares, thi lidt efter trængte en Sang hen til mig; Slutningsſtro— pherne gjentoges i Chor, blandet med Lenkernes Raslen. Ord og Melodi kjendte jeg godt. Det var en polſt Juleſang, ſom jeg tidt havde hørt i min Barndom: „Hviil i Krybben, Himmelbarn!“ Det var altſaa Juul, og de ſtakkels Fanger, mine Landsmeend, iſtemte ved Midnat, efter vort Lands hundredeaarige Skik, deres Hilſen til Verdens Frelſer. Derpaa fulgte endnu et Par andre Gange: „Englen til Hyrderne talte“ og „Hen de drog til Bethlehem“ o. ſ. v. Ak, hvor

140 Rufin Piotromwffi.

disſe Juleſange med eet ſtode levende for mig, ffjøndt jeg ikke havde hort dem i ſaamange Aar, og nu ſkulde jeg høre dem igjen af ulykkelige Livsfanger og til Len- kernes Raslen!

Et Par Dage efter var jeg vel endnu meget ſvag, men ganſke fri for mine Hovedſmerter. Jeg erklerede mig derfor beredt til at fortſette Reiſen, thi jeg læng-= tes felv efter at komme til Kiew. Juſt ſom jeg ſkulde flige i Slæden, bemeerkede jeg i Gaarden et Regiment, hvis Holdning forekom mig fan ſmuk og krigeriſk, at jeg uvilkaarlig kom til at gjøre en Bemerkning derom til min Ledſager. „Det er,“ ſagde han, „polſke Sol— dater, der ſiden 1831 ere indlemmede i Sydarmeen.“ Saaledes ſkulde jeg altſaa, efter ſaamange Mars Forløb, modes med mine gamle Vaabenbrodre! Jeg kunde ikke lade være at blotte mit Hoved og at tilraabe dem med hoi Stemme og paa Polſk: „Lev vel, Kammerater!“ — „Kjor til!“ raabte min Ledſager heftigt, og Heſtene fore afſted i det ſamme.

Neppe havde vi fjernet os nogle Mile fra Brac— lew, for en Vogn ei fuldt Fiirſpring kom farende imod os og holdt ſtille foran os. En Officeer af Gendar⸗ meriet ſteg ud af Vognen, talte nogle Sieblikke ſagte med min Ledſager, gik derpaa hen til mig og under⸗ rettede mig om, at jeg for Fremtiden var ſtillet under hans Bevogtning. Det var en ung Mand paa nogle og tyve Aar i det hoieſte; han var hoi, mager og vind— tor, havde en Taille ſom en Gedehams, et haardt og

Rufin Piotrowfki. 141

hovmodigt Phyſionomi og var, ſom jeg ſenere hørte, en Tydſker af Fodſel. Synet af dette Menneſke var mig ligefrem modbydeligt, og jeg begyndte allerede at favne Major Poloutkowſkoi. Efter en fort Kjorſel be— falede Officeren os at forlade Laudeveien, og vi holdt ſtrax efter udenfor et eenſomt liggende Huus, en Slags Vagtſtue, hvor man gav mig Haandſkruer paa. Der- paa forte man mig ind i en Smedie, hvor en Soldat gjorde ſig Umage for at fyre i Esſen. Office⸗ ren fremtog pludſelig et Par Lenker og betragtede dem med et nysgjerrigt, næften vildt Blik. Disſe Jern, der vare rode af Ruſt, beſtode af to tunge Jernſteenger for— bundne med en Lenke i Midten ſamt to Boiler til at lægge om Benene. Da alle Forberedelſerne vare gjorte, vilde Soldaten lægge Boilerne om mine Been ovenover Vriſten, men de vare jan ſnevre, at jeg ſkreg høit af Smerte. Officeren ſagde blot: „Det gaaer nok;“ men da Karlen virkelig vilde ſveiſe dem ſammen, trak jeg Fodderne til mig og erklerede, at jeg vilde indgive Klage til Generalgouverneuren, hvis man ikke udvidede Boilerne. Dette gjorde Officeren noget betenkelig: han befalede, at man ſkulde efterkomme min Begjering; endelig flog man Boltene i dem med Hammerflag, men de vare endnu beſtandig meget for ſnevre og ſmertede mig overordentlig. Man maatte bære mig hen til Vog—⸗ nen og løfte mig op i den. Langtud paa Natten ſtodte Slæben, hvori jeg fab, mod en Gjenſtand paa Veien og væltede. Gendarmerne bleve kaſtede ud, og hvad 10

142 Nufin Piotrowſti.

der blev af Kudſken, veed jeg ikke; jeg felo blev ogſaa ſlynget ud af Vognen, men mine Lenker holdt faſt ved den, og ſaaledes blev jeg flæbt med i Snee og Dynd af Heſtene, der fortſatte deres vilde Lob. Jeg blev jaa forſlaaet, at jeg tabte Bevidſtheden. Da jeg kom til mig ſelv igjen, fad jeg atter i Sleden, og Officeren ſpurgte, hvorledes det var med mig. Jeg ſparede ikke, og nu blev jeg Vidne til en Scene, der var ægte rusſiſk. Officeren gav fig til at prygle Soldaterne; Soldaterne bankede Kudſken, og denne hevnede fig ved at lade det gaae ud over Heſtene. Jeg var mere død en levende, og hvergang Vognen gav et Stod, frygtede jeg for et Uheld ſom det forrige. Og dog var jeg hverken ner⸗ veus eller frygtſom af Naturen! — Dagen efter ankom jeg til Fæftningen Kiew.

Nogle Soldater bare mig ind i Pladscomman⸗ dantens Verelſe, hvor jeg blev underſogt, indført i Regiſtrene og plaget med nogle Spørgsmaal, ſom jeg ikke veed, hvad jeg ſvarede paa, thi jeg anede hverken, hvad jeg ſagde eller gjorde. Omſider reiſte man mig op og lod mig pasſere igjennem en uendelig Mengde Veerelſer og Corridorer; Soldaterne underſtottede mig. Man aabnede en Dor, jeg traadte ind i en Celle og kaſtede mig udmattet paa en Straaſeng. Nogle Fange⸗ vogtere og en Adjudant traadte ind med mig. Den Sidſte ſpurgte, om jeg onſkede Noget; jeg bad blot, at man vilde udvide Lenkerne om mine Been eller give mig andre Jern paa. Han (varede, at det laa udenfor hans

Rufin Biotromwffi. 143

Myndighed, men han vilde indgive en Rapport derom. Man lod mig alene, og nogle Sieblikke efter ſov jeg ind. Jeg ſov uafbrudt i fem og tyve Timer og vaag⸗ nede forſt, da mine Vogtere, der begyndte at blive uro⸗ lige, kaldte paa mig. Kort efter modtog jeg Beſog af Pladscommandanten, der var aldeles bedeekket med Ord⸗ ner; han ſpurgte mig paa Polſk, hvorledes jeg befandt mig, og hvad der havde foranlediget min Sygdom. Jeg takkede ham, men jeg fortalte Intet om hvad der var forefaldet pan Reiſen; hvorfor fkulde jeg ogſaa be⸗ klage mig? han lovede at ſende mig Bouillon og tog Afſked fra mig med de Ord: „See til, at De kommer Dem; De er meget fvag, og i bette Fengſel maa man have Kræfter for at ſtaae imod.”

Jeg var virkelig ſvag, men jeg var dog fri for den forfærdelige Hovedpine, ſom jeg frygtede meſt. Jeg havde kun Smerter i Bryſtet, Albuerne og Kncene, ſom en Folge af Faldet, og disſe Smerter forlode mig ikke i de foͤrſte Maaneder. Jeg kaſtede et Blik omkring i mit Verelſe; det var en fem fer Fod i Qvadrat og temmelig hoit, meget ureenligt og fik ſit Lys fra et lille Vindue oppe ved Loftet, der var vel forſynet med Jern⸗ ftænger baade forinden og foruden. Paa Bæggen læfte jeg nogle Navne og deriblandt Navnet Rabczynſki, hvem jeg ſenere ffulde treffe i Siberien. Der var intet an⸗ det Meublement end et Bord, en Træftol og en ſtor Porcellainsobn. Man bragte mig Bouillon og Brod,

men det var mig faa fvært at ſpiſe med mine Haand⸗ 10*

144 Rufin Piotrowſti.

jern, at jeg holdt op med Maaltidet, inden jeg var mæt. Synet af Brødet, jeg havde levnet, forte mig hen paa en Tanke, der forekom mig en guddommelig Judſkydelſe. Jeg kom til at tanke pan Konarſki, “) hvis Lidelſer kjendes af Alle. Jeg vidſte, at Sult havde været et af de Torturmidler, man havde anvendt imod ham, og jeg var ikke ſikker paa, om Touren ikke ogſaa kunde komme til mig. Jeg tenukte mig derfor, at jeg vilde ſkaffe mig en Nødhjælp, hvis det ſtulde komme dertil, og jeg ſkjulte altſaa Brødet bagved Ovnen høit oppe i et Hul; det Samme gjorde jeg de folgende Dage med det Brod, jeg havde tilovers, og jeg var meget glad over det Forraad, jeg paa den Maade havde opſparet.

Efter at jeg ved Hjælp af Søvn og Neringsmid⸗ ler havde faaet mine Kræfter tilbage, merkede jeg plud⸗ ſelig en forunderlig ſviende Smerte, ſom jeg i Begyn⸗ delſen ikke kunde forklare mig; men jeg meerkede ſnart, at jeg var aldeles bedekket med Utoi, og at baade Straa⸗ ſekken og Bærelfet vrimlede deraf! Jeg fane mig om- [ring og bemerkede to Sine, der ufravendt vare feeſtede paa mig: det var Skildvagten i Corridoren, der havde Ordre til at lægge Merke til Alt, hvad jeg foretog mig, igjennem en lille Rude i Doren; det nyttede ikke, at jeg kaldte paa ham — han lod, ſom han ikke horte det.

) En berømt Polak, der blev henrettet 1841 i Wilna efter et langt og forſmedeligt Feengſel.

Rufin Biotroruffi. 145

Lykkeligviis kom Feſtningscommandanten Dagen efter og lod mig bringe over i et andet Verelſe, medens der blev gjort reent hos mig. Da jeg kom tilbage, var Bæ- relſet ganſke ordenligt, og hvad der forøgede min Glede var, at Commandanten lod tage Haandjernene af mig. Det er beſynderligt nok, men aldrig fanfnart følte jeg Hænderne frie, for jeg fif hele min Aandskraft tilbage, Jeg bevægede uophorligt mine Arme og kunde neppe troe paa min Lykke. Jeg var ligeſaa glad ſom et Barn, der kommer ud af Svobet.

En Ugestid forløb nu unden at bringe nogen ſyn— derlig Forandring i min Skjebne. Den Koſt, jeg fif, var rigelig og fund, og Verelſet blev gjort reent hver Dag; men Mangel paa Luft, Bevegelſe og Beſtjef⸗ tigelſe havde alligevel ødelagt min Helbred. Da Len⸗ kerne forhindrede mig i at gage, laa jeg næften hele Dagen paa min Straaſeng, og jeg reiſte mig. i Reg⸗ len kun om Morgenen for at bede mit Pater. Netterne vare lange og morke, og den eneſte Lyd, jeg horte, var Hammerſlagene, naar man lagde en Fange i Jern eller tog Lenkerne af ham. Uagtet det var forbudt Solda⸗ terne og Fangevogterne at tale til mig, erfoer jeg dog ſnart, at alle mine Medfanger fra Kamieniec vare i ſamme Fengſel ſom jeg, men boede i andre Corridorer.

En Dag, henimod Middag, horte jeg Stoi uden—⸗ for min Celle; Doren blev aabnet, og en Mand i Generalsuniform traadte ind, omringet af Generaler og Adjutanter, der ſtillede fig erbodigt i Corridoren. Det

146 Rufin Piotrowfki.

var en hoi Skikkelſe med fort afſkaarne, berſtede og graae Haar, et ovalt Anſigt uden Knebelsbarter og gjen— nemborende Oine. Det venſtre Wrme var knappet ind til Uniformen og antydede Mangelen af en Arm, hvoraf jeg ſtrax ſluttede, at jeg ſtod foran Generalgouverneuren i Volhynien, Podolien og Ukraine, Prinds Bibikov *). Han tog Kaſkjetten af, trak Doren til efter fig, tog Plads paa Stolen og vinkede til mig, at jeg ſkulde fætte mig paa Straaſengen, hvorfra jeg havde reiſt mig ved hans Indtrœedelſe. Under hele den paafolgende Samtale ſyntes han beſperet af den daarlige Luft i Verelſet, og han vendte fig flere Gange mechaniſk om til Vinduet for at trælfe Veiret. Han tiltalte mig paa Franſk:

„De gjetter maaſkee, hvem jeg er?“

„Jeg troer, at jeg har den Wre at tale med Gene— ralgouverneuren Prinds Bibikov.“

„De hedder Piotrowſki. De er fodt i Ukraine, har taget Deel i Opſtanden 1831, emigrerede til Frank⸗ rig og er ſenere kommen tilbage til Kamieniec under Navnet Catharo?“

„Ja, Deres Excellence.“

*) En Kanonkugle borttog i Slaget ved Borodino Prinds Bibikobs ene Arm. J hele Polen fjender man det Svar, han gav en Polakinde, der paa Kue bad ham om Maade for fir Son: „Den Haand, der underſkriver Benaadning, har jeg ladet ligge ved Borodino.“ '

Rufin Piotrowſki. 147

„De foregiver, at De kun er vendt tilbage for at fee Deres Fædreland; men efter 1831 har Keiſeren givet Amneſti — hvorfor har De ikke benyttet Dem deraf?“

„Jeg vilde nøbigt ſige Noget, der kunde mishage Deres Excellence; men den Maade, hvorpaa denne Am- neſti blev gjennemfort, var ikke opmuntrende. Forreſten gjaldt Amneſtien kun Keiſerdommets Underſaatter, men Indbyggerne i de polſke Provindſer vare ikke indlemmede i den. Desuden maa man, for at bede om Naade, være fig bevidſt, at man er ſtrafſkyldig .. ..“

„Hvem har givet Dem det engelſke Pas?“

„Det har jeg fundet.“

„De har tilbragt meer end en Maaned i Ungarn — De ſeer, at jeg kjender alle Deres Skridt! Hvad vilde De der?“

„Jeg tog dertil, for at man fkulde tabe mit Spor.“

„Nei, De havde viſt ganſke andre Grunde. De er Medlem af det demokratiſke Selſkab?“

„Jeg har været det, men jeg er for længe ſiden traadt ud af det.“

„De er en af dette Selſkabs Emisſairer?“

„Nei.“

„De har altſaa ikke havt nogen anden Henſigt med Deres Reiſe? ingen politiſk Misſion?“

„Nei, paa ingen Maade.“

„Det er ikke ved ſaadanne Benegtelſer, at De fore

148 Rufin Piotromwffi.

bedrer Deres Stilling. Jeg vil ikke fkjule for Dem, at den er meget betenkelig. Kun ved en oprigtig og fuldſteendig Tilſtaaelſe kan De mildne Deres Straf og gjøre Dem værdig til Keiſerens Overbeerenhed. Har De kjendt Konarſki?“

„Nei.“

„Men De har hørt tale om ham?“

„Ja, baade om ham og hans Piiusler.“

„De er i den ſamme Stilling ſom Konarſki. Jeg vil ikke gane i Rette med Deres Folelſer, jeg vil blot vide, hvem De har kjendt og havt Omgang med i Kamieniec og Provindſen.“

„Min Gud, Deres Excellence, jeg har jo kjendt! Alverden baade i Byen og i Omegnen.“

„Det er ikke det, der er Tale om, det veed De meget godt. Jeg vil vide, hvem der har veret Deres Fortrolige.“

„Jeg har ingen Fortrolige havt. Jeg har hen— vendt mig til En og Anden af mine Landsmænd for at bede dem om Raad og Hjælp; men Deres Excel- lence vil indſee, at jeg ikke bor nævne dem.“

Efter nogle Sieblikkes Taushed vedblev Prinds Bibikov: „Jeg begriber ikke, hvorfor Polakker og Rus— ſere ſkulle hade hinanden uophorligt. De ere knyttede til hinanden ved Sprog, Herkomſt og Seeder, og vi burde netop i Forening ftræbe til det ſamme Maal. Den, der tenker anderledes, veed ikke, hvad der er i begge Nationers Jnteresſe.“

Rufin Piotrowſti. 149

„Jeg er ganſke af Deres Excellences Mening: vi hade heller ikke den rusſiſke Nation, men vi ville være frie, og hvad Regjeringen angaaer .. ..“

„Jeg har ikke Tid til at disputere med Dem. Jeg gjentager, at Deres Situation er meget betenkelig, men De kan forbedre den betydeligt ved en oprigtig Til— ſtaaelſe. Jeg lover Dem ikke, at De ſtrax ffal blive fri, thi jeg lover aldrig, hvad jeg ikke kan holde; men jeg kan maaſkee udvirke hos Keiſeren, at han tillader Dem at træde ind i den rusſiſke Armee. Polakkerne ere ſom alle flaviffe Folk tappre og modige; De er ung endnu og mangler ikke Dannelſe; De kan hurtigt blive Officeer, og det beroer da kun paa Dem ſelv, om De vil gjøre Lykke.“

Disſe ſidſte Ord udtalte han med en hoi og faſt Stemme, idet han reiſte fig op; derpaa tilføjede han i en mildere Tone: „Forreſten forlanger jeg ikke at vide Deres Hemmelighed. Siig mig blot Navnene paa de Perſoner, De har havt Omgang med, ſaa forlanger jeg ikke at vide, hvad De har betroet dem. Jeg vil blot kjende deres Navne, og jeg forlanger ikke engang at De ſkal ſige mig dem ſtrax. De er fvag og altfor betagen i Sieblikket. Naar De har Noget at ſige mig, fan lad mig vide det ved Adjudanten. Imidlertid kan De nedſkrive Deres Levnetslob og ſende mig det.“ Han hilſte mig let og gik; i Doren blev han ſtaaende og ſagde med hoi Roſt: „Lad Lenkerne blive tagne af ham.“

150 Rufin Piotrowſki.

Nogle Minuter efter kom Pladscommandanten til⸗ bage med en Smed, der befriede mig for mine Jern, og det var den eneſte Fordeel, jeg havde af General- gouverneurens Beſog; men det var en ſtor Fordeel, og jeg takkede ham derfor af mit ganſke Hjerte. Siden min Afreiſe fra Kamieniec, havde jeg ikke kunnet faae mine Stovler af. Mine Fodder vare forpiinte, og dog gik jeg hele Dagen omkring i mit Verelſe og glædede mig neeſten over mine Smerter, thi de vidnede om, at mine Fodder endelig vare frie.

Flere Uger forløb, da der en Aften ud paa Natten for forſte Gang kom Lys ind i mit Verelſe. En Of— ſiceer, fulgt af fire Soldater, befalede mig at ſtaae op og at folge ham. Jeg troede, at min ſidſte Time var kommen, og kaſtede et Blik til Farvel omkring i mit Feengſel. Soldaterne toge mig under Armene, og jeg gik hen igjennem Feengſelsgaarden med dem: Sneen knagede under vore Fodder, Natten var berlmork, den friſke og ſkarpe Luft, ſom jeg ikke var vant til, var nærved at qvæle mig, og dog gjorde den mig utrolig godt, og det var med en vis Vellyſt, at jeg indaandede denne friſke Luft i det Sieblik, da jeg troede, at man førte mig til Retterſtedet. Man bragte mig ind i en Sal, der var ſvagt oplyſt. Nogle Officeerer af for= ſtjellig Rang ſade om et rundt Bord, der var bedeeket med et grønt Teppe. De røg Cigarer, ſnakkede høit og loe undertiden. Det var Underſogelſescommisſionen. Blandt Officererne gjenkjendte jeg med en virkelig Glæde

——— •—6ũĩ— ————————

Rufin Piotrowfki. 151

Major Poloutkowſkoi, og dog var det ham, der havde arreſteret mig! En Herre i fort Kjole, der lod til at være Preſident i Commisſionen, gav mig et Vink, at jeg ſtulde nærme mig: det var den keiſerlige Geheime⸗ raad Pisſarev, Prinds Bibikovs alter ego, en Mand, der i Polen har efterladt fig et forfærdeligt Minde, ſom aldrig vil uddoe. Han lod mig tage Plads ved Siden af fig og begyndte fit Forhør paa Franſk og i en me— get velvillig Tone. Det var omtrent de ſamme Sporgs— maal, ſom Prinds Bibikov havde forelagt mig, kun mere detaillerede; jeg gav de ſamme Svar, og ſaaledes hengik baade bette Forhør og ſaamange andre, hvortil Underſogelſescommisſionen ſenere lod mig kalde.

Da jeg var Adelsmand, var Provindſens Adels- marſkal tilſtede ved ect af Forhorerne efter Lovens By— dende. Han ſaae lidende ud og opfyldte øtenfynligt kun en piinlig Formalitet, idet han paa Polſl henvendte nogle Sporgsmaal til mig om mine Familieforhold. Forreſten ffal jeg villigt indromme, at alle Commisſio⸗ nens Medlemmer uden Forffjel behandlede mig høfligt og velvilligt, til Trods for mine ſtadige Benegtelſer og min haardnakkede Taushed. En Dag ſagde Præfibenten endogſaa til mig: „Tiden maa forekomme Dem meget lang i Deres Ferngſel, vil De ikke have Bøger? Mit Bibliothek er til Deres Tjeneſte — holder De meſt af Romaner eller af Reiſebeſkrivelſer?“ — „Jeg vilde gjerne have en Bibel.“ — „En Bibel?“ ſvarede han og faae forundret paa mig, „jeg veed paa min re

152 Rufin Piotrowſki.

ikke, om jeg har en, men jeg kan ſkaffe den.“ Han ſendte mig virkelig en Bibel, og jeg var ikke mere alene.

De af mine Landsmeend, hvem Navnene Bibikov og Pisſarev erindre om ſaamange Familiers Fortvivlelſe, ſaamange Offres Taarer og Blod, ſaamegen Vold og ſaamegen Undertrykkelſe, ville udentvivl forbauſes, ja vel endog vredes over den